Lolland Kommune risikerer at gå rabundus: Skiftende byråd har talt om det, men ’ulven er her nu’ | Indland | DR
Lolland Kommune risikerer at gå rabundus: Skiftende byråd har talt om det, men ’ulven er her nu’ | Indland | DR
Det der med at sidde i et større selskab og lufte sin dårlige økonomi kan føles temmelig grænseoverskridende. Også for tilhørerne.
Alligevel var samtlige stole i Højrebyhallen i Søllested i aftes optaget, da Lolland Kommune onsdag aften havde inviteret til borgermøde om kommunens økonomiske situation.
Her var godt 250 lollikker mødt op med et ønske om at høre, hvor slemt det står til med kommunens økonomi, og hvordan fremtiden ser ud for dem og deres kommune.
Og her blev der ikke pakket noget ind.
Marie-Louise Brehm Nielsen, som er borgmester og valgt for lokallisten Din Stemme, sagde som noget af det første, at man i mange år har talt om, at ulven kommer – men nu er ulven her. Og det er en reel risiko, at kommunen bliver sat under statslig administration.
- Nu er vi i en situation, hvor vi næste år rammer en likviditet på nul kroner, hvis vi ingenting gør. Så ulven er her nu, siger borgmesteren.
Lolland Kommune har kurs mod et underskud på 531 millioner kroner, når man regner udgifter og indtægter op mod hinanden.
Og selvom der er penge på vej fra staten i særligt tilskud, og byrådet håber at få et særtilskud på omkring 300 millioner kroner, er der stadig et hul i kassen på minimum 200 millioner. Det er blandt andet et faldende befolkningstal, som gør underskuddet større.
Per Nikolai Bukh, professor i økonomiforvaltning ved Aalborg Universitet, vurderer, at borgmesteren har ret i, at ulven kommer, hvis ikke der bliver gjort noget.
- Jeg synes, det er fuldstændigt reelt, når man ser en økonomi, som man ikke selv kan få til at hænge sammen, og man er ved at ramme nullet, hvad angår kommunal likviditet, siger han.
Derfor ser han det som en god ting, at kommunen har afholdt et borgermøde for at fortælle indbyggerne, hvad der kan være i vente.
- Det er vigtigt, at borgerne forstår, hvad det er for en situation, man er i, og at man er nødt til at gøre noget, siger han.
Og borgmesteren understregede til mødet, at besparelserne kommer til at gøre ondt til efteråret.
Udmeldingerne om, at hver en sten skal vendes i kommunen, giver Ole Hansen en noget dyster følelse som nytilflytter.
For et års tid siden flyttede han til Stokkemarke fra Tølløse.
- Vi synes jo, at Lolland er et dejligt sted med dejlige mennesker, og vi er blevet taget godt imod. Men det er jo kedeligt at høre et forholdsvis nyt byråd med en ny borgmester i spidsen lyde lidt opgivende, siger Ole Hansen.
Og hvis det ender med, at kommunen bliver sat under statslig administration, kommer det til at blive en slags partnerskabsaftale med Lolland Kommune, siger Per Nikolaj Bukh.
- Her hjælper Indenrigsministeriet med gode råd og giver nogle gange i virkeligheden et midlertidigt likviditetslån. Prisen for det er også, at man så skal gøre noget ved problemerne, så man kan arbejde sig ud af den klemme, man sidder i, siger han.
Per Nikolaj Bukh understreger, at der er en række kommuner, som efter at have været sat under statslig administration, bagefter har været glade for forløbet.