
Officielt årets varmeste dag: 34,4 grader målt i Aars | TV2 Nord - Nyheder og TV fra Nordjylland
Officielt årets varmeste dag: 34,4 grader målt i Aars | TV2 Nord - Nyheder og TV fra Nordjylland
I Aars i Vesthimmerlands Kommune er der klokken 14.40 målt hele 34,4 grader, skriver DMI .
Det betyder, at der er tale om årets varmeste dag i 2026.
Mens det solrige sommervejr ser ud til at fortsætte, kan nordjyderne allerede fra i morgen, fredag, forvente lavere temperaturer på godt 20 grader.
Se mere i vejrudsigten herunder.
Det blev dråben for 30-årige Uffe Skinnerup Jensen, da han forleden observerede og filmede en ung mand på scooter køre i høj fart, på baghjul ned ad stien ved familiefarens hus.
Gennem længere tid har han oplevet hensynsløs kørsel på scooter på stier i Hanstholm. Nu har han startet en debat, fordi han frygter, at det ender galt, hvis der ikke bliver sat en stopper for problemet.
Torsdag aften klokken 17.26 påsejlede en slæbebåd Aggersundbroen. Det resulterede i, at politiet blev tilkaldt.
- Vi har undersøgt, om nogen ombord var beruset. Det var der ikke, fortæller vagtchef hos Nordjyllands Politi, Jesper Sørensen.
Politiet ved ikke, hvorfor båden påsejlede broen, men der er videoovervågning på broen, der fangede påsejlingen.
- Vi skal nu have udarbejdet en sølovsrapport af hændelsen i henhold til søloven, fortæller vagtchefen yderligere.
Hændelsen fik ikke konsekvenser for trafikken, men Vejdirektoratet har til opgave at undersøge, om broen har lidt skade.
Torsdag aften klokken 20.34 blev en politibetjent udsat for trusler ved Aalborg Nytorv. Her kom en uniformeret betjent kørende på sin motorcykel, da en tilsyneladende beruset mand udviser en truende adfærd overfor betjenten.
- Personen laver håndtegn som om, at han skyder efter betjenten, fortæller vagtchef hos Nordjyllands Politi, Jesper Sørensen.
Det er strafbart at true en polititjenestemand, og derfor førte hændelsen til en anholdelse.
- Manden er nu sigtet for overtrædelse af straffelovens §119, siger vagtchefen.
Nu venter en afhøring af manden, hvorefter politiet tager stilling til det juridiske efterspil.
Klokken 15.31 modtog Nordjyllands Beredskab en melding om en markbrand ved Mariendalsvej 16 i Sæby.
- En del af en høstet mark er brudt i brand. Branden er udløst af en mejetærsker, fortalte Jacob Kolding, der er indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab.
En sten der var røget op i mejetærskeren havde slået gnister og dernæst udløst en brand på den meget tørre mark. Det resulterede i, at der var udbrudt brand to steder på marken, fordi mejetærskeren havde flyttet branden med sig.
Landmanden havde ved hjælp af en traktor med en harve fået afgrænset de to brandpunkter, så de ikke kunne sprede sig.
- Vi er ved at slukke den del af branden, der ligger op af et skovområde, så vi sikrer os, at branden ikke spreder sig ind i skoven, men der er tørt herude, så branden har gode forhold, fortalte indsatslederen.
Beredskabet var til stede med 19 mand og fik desuden hjælp af Nordjyllands Politi. Med hjælp af en drone kunne beredskabet danne sig et overblik over, hvordan de bedst muligt kunne slukke branden og forhindre spredning. Det betød, at beredskabet hurtigt fik slukket branden. Både politi og beredskab forlod stedet 18.15.
Klokken 14.59 modtog Nordjyllands Beredskab en melding om en brand i et sommerhus uden for Hurup.
Branden havde taget godt fat i huset, da beredskabet ankom.
- Der er større brandskade i huset, og hele huset er sodskadet, fortalte indsatsleder Kristoffer Holm torsdag eftermiddag.
Indsatslederen fortalte, at sommerhuset heldigvis havde været aflukket, hvilket betød, at branden ikke havde spredt sig så meget. Alligevel varede slukningsarbejdet frem til klokken 18.
- Vi er ved at efterse tagkonstruktionen, fordi vi skal sikre, at der ikke gemmer sig gløder i taget, fortalte indsatslederen fra Nordjyllands Beredskab.
Beredskabet anvendte et termisk kamera for at finde frem til de varme punkter under taget. Her fandt de en lille glødelomme, som de hurtigt fik slukket. Samtlige brandfolk har forladt adressen, og sagen er nu overdraget til skadeservice.
Indsatslederen kan ikke oplyse noget om brandårsagen eller, hvem der anmeldte branden.