
Drop makeuppen: Kunstner tager vildt opgør fra scenen på Grøn i Odense
Drop makeuppen: Kunstner tager vildt opgør fra scenen på Grøn i Odense
Der er højt humør, kolde fadøl og masser af musik på Dyrskuepladsen i Odense i dag, hvor cirka 34.000 gæster er samlet til Grøn, men da den populære sangerinde Mumle indtog NOVA-scenen, var det med et budskab der rækker langt ud over musikkens toner.
På eget initiativ har popkometen, med det borgerlige navn Julia Kathrine Hansen, nemlig smidt både scenetøjet, stylingprodukterne og makeuppen for i dag at optræde i sit helt almindelige hverdagstøj, skriver kunstneren via sin pressekontakt Have Kommunikation
Det stærke træk sker for at støtte Muskelsvindfondens projekt “Pærfekt”, der kæmper mod den massive perfekthedskultur, særligt mange unge oplever i dag.
Sangerinden lægger ikke skjul på at beslutningen berører hendes egne personlige grænser, da hun tidligere har kæmpet meget med sit eget spejlbillede.
“Jeg gik i mange år og følte, at jeg ikke kunne tillade mig at gå udenfor en dør uden full-face makeup. Jeg har i mange år forsøgt at dække min akne, min numsehage og mine rander under øjnene. For mig var det at gå rundt uden makeup det samme som at gå rundt nøgen,” fortæller Mumle.
Idéen til at smide masken foran de mange tusinde odenseanere opstod hos hende selv i håbet om at gøre en forskel for de unge piger i publikum.
“Du er altid din egen største kritiker, og følelsen af ikke at være perfekt sidder i os alle sammen. Derfor går jeg på scenen, fuldstændig som jeg er, uden en maske, uden stylet hår og tøj…bare mig. I håb om at vise nogle unge piger derude, at man ikke behøver at føle sig forkert, bare fordi alle ikke ligner hinanden.”
Hos Muskelsvindfonden vækker det stor glæde, at den unge kunstner vælger at bruge sin platform på Dyrskuepladsen til at sætte fokus på kropsidealet.
Bevægelsen Pærfekt ønsker netop at gøre op med frygten for at fejle og jagten på det fejlfri, så flere tør vise livet og krop som det i virkeligheden er.
Grøn Koncert åbner koncertpladsen kl. 13.00 og lukker den igen kl. 21.45. Vi her på redaktionen er slet ikke misundelige og ønsker alle koncertgæster en god dag på Dyreskuepladsen.