Hendes datter døde pludselig: - Skammen hænger over mig som en sort sky - TV 2

Når Turid Nielsen fra Esbjerg kører forbi kirkegården, gør hun altid det samme. Uden undtagelse.

Og så siger hun hej til sin datter.

Der er gået otte år, siden Michelle døde af en overdosis. 32 år gammel. Men sorgen er ikke blevet mindre.

Jeg har også selv haft skyldfølelsen. Kunne jeg have gjort noget mere?

• Den er faktisk den samme, synes jeg. Jeg sidder nogle gange og ser et billede af hende, og så kan jeg godt begynde at græde og tænke tilbage. På den fantastiske pige, hun var.

• Men det er også forbundet med en masse skyld og skam, som jeg stadig arbejder med. Og det er derfor, jeg sidder her, siger hun.

Turids datter, Michelle, blev kun 32 år. Foto: / Privatfoto

Mandag stod hun på Torvet i Esbjerg, hvor man markerede den internationale overdosisdag. Her var hun en af dem, der stod frem og fortalte om livet som pårørende til et menneske med misbrug og om den sorg, der følger, når håbet forsvinder.

Men altså også om noget andet. Om de følelser, der ikke altid bliver snakket nok om. Skylden, skammen og om at stå alene.

• Det betyder rigtig meget for mig at være her. Jeg vil gerne fortælle andre forældre, at der er hjælp at hente. At man ikke behøver gå med det alene. At der er håb og en vej ud for misbrugere, siger hun.

Turid beskriver årene med datterens misbrug som en konstant kamp for at finde ud af, hvordan hun bedst kunne hjælpe. Hun forsøgte at støtte uden at understøtte misbruget.

Hun gav mad, men ikke penge. Hun holdt kontakten, selv når den var svær. Og hun nægtede at give op på relationen til sin datter.

• Det er hårdt. Rigtig hårdt. Man ved ikke, hvad man skal gøre og gribe i. Hvor skal man hjælpe, og hvordan skal man hjælpe. Men du kan tro, at jeg aldrig nogensinde ville opgive at have min datter i mit liv. Selv om jeg nogle gange måske skulle have gjort det, siger hun og fortsætter:

• Hun var det klareste og smukkeste lys, når hun ikke var besat af de stoffer. Og det hjalp at huske på.

Samtidig bar Turid Nielsen også på et andet kors i sit liv. Følelsen af at blive dømt og talt om af folk, der slet ikke kendte datteren eller hendes situation eller den kamp, som de kæmpede.

Hvis jeg siger, at jeg har mistet min datter til en overdosis, så lukker samtalen tit der

• Der er nogen, der tænker, om man nu har været gode nok forældre. Om man har tagetansvar. Ja, jeg har da følt, at der blev set sådan på mig. At jeg ikke var god nok, og at det var mig, der havde svigtet.

Og nogle gange kunne den følelse tage helt over.

• Jeg har også selv haft skyldfølelsen. Kunne jeg have gjort noget mere? Kunne jeg have set det tidligere? Kunne jeg have hjulpet hende, inden hun sank så dybt? Det bebrejdede jeg mig selv.

• Når man mister sin største kærlighed, så leder man jo efter svar. Særligt, når det bliver flået ud af ens liv, som det gjorde her.

På overdosisdagen håber Turid Nielsen især, at folk vil stoppe op og se mennesket bag misbruget. For efter hendes mening bliver mennesker med misbrug alt for ofte reduceret til netop dét.

• Der er altid en historie bag hver misbruger. Det tænker folk ikke over. De ser bare en misbruger, men der er næsten altid en historie bag. Mennesker ønsker jo ikke at være i et misbrug, siger Turid Nielsen og slår fast, at folk har meget svært ved at tale om hendes datters død.

• Hvis jeg siger, at jeg har mistet min datter til en overdosis, så lukker samtalen tit der. Folk ved ikke helt, hvad de skal stille op med det. Det kan jeg faktisk godt forstå. Det er så tabubelagt. Men havde jeg nu sagt, at hun var død af en sygdom eller i et biluheld, så havde sagen været en anden. Og det er da ærgerligt, at det skal være sådan.

Og det er netop derfor, hun mener, at åbenhed er vigtig.

• Vi skal tale mere om det. Så folk ikke tager afstand fra misbrugere og deres familier. Så der er nogen, der tør række hånden frem.

Da Michelle levede med sit misbrug, fyldte frygten konstant hos hendes mor. Faktisk så meget, at hun på et tidspunkt begyndte at forberede sig på det værst tænkelige.

• Jeg havde det sådan på et tidspunkt, at jeg nok skulle begrave hende, før hun begravede mig. På grund af hendes misbrug.

Den morgen politiet bankede på døren og fortalte, at hendes datter var død.

• Selvom jeg havde en mistanke om, at jeg ville miste hende, så får man et chok alligevel.

Hun husker tiden efter dødsfaldet som tåget.

• Jeg var tom. Fuldstændig tom. Jeg gik rundt i en osteklokke. Jeg skulle bare have begravelsen overstået. Sorgen kom først senere. Ved en allehelgensgudstjeneste, hvor hendes navn blev læst op. Der brød jeg sammen. Og siden da har jeg tilladt mig selv at være ked af det. Selvom det er otte år siden.

I dag bruger Turid sine erfaringer til at hjælpe andre. Især forældre, der står midt i et misbrug og måske ikke ved, hvor de skal gå hen. Hendes vigtigste budskab er enkelt.

• Er der en mistanke om misbrug, så søg hjælp. Tal med nogen. Man skal ikke gå med det selv, siger Turid Nielsen, som godt ved, at ikke alle historier ender lykkeligt.

• Men hvis mine erfaringer kan få bare én familie til at søge hjælp tidligere, giver det mening at fortælle. Man er ikke alene. Der er hjælp at hente. Det er det, jeg gerne vil fortælle folk.