AI-anklager mod dansk sang: 'Det kom fuldstændig som en overraskelse' | Kultur | DR
AI-anklager mod dansk sang: 'Det kom fuldstændig som en overraskelse' | Kultur | DR
Og i sidste uge fik den danske sanger og musiker Astrid Engberg, sig noget af et chok.
En af hendes kommende numre er nemlig blevet flaget og markeret som en AI-genereret sang.
Der er bare ét problem. Sangen er udelukkende menneskeskabt.
Mistanken kommer fra det store franske distributionsselskab Believe, som sørger for, at sangen kommer på musiktjenester som Spotify og Tidal.
- Det kom fuldstændig som en overraskelse, fortæller Astrid Engberg i P1 Morgen .
Astrid Engberg fik besked via sit pladeselskab.
Hun skulle sende beviser retur for, at sangen ikke er lavet ved hjælp af AI. Eksempelvis ved at beskrive den kreative proces, sende studiesessions og billeder af programmet, hun arbejder i for at skabe musikken, forklarer hun.
Er der noget i lyden af det her nummer, der får dig til at tænke, at det lyder AI-agtigt?
- Det er meget svært at høre min egen musik sådan - altså med AI-ører. Jeg ved jo dybt i mit hjerte, at jeg hører den guitar, jeg har siddet og spillet på og min egen stemme.
Astrid Engberg kan godt forstå, at de digitale platforme er nødt til at se godt efter, om der er AI-genereret musik derude.
Hun er dog uforstående overfor, at distributionsselskabet ikke har oplyst mere nøjagtigt, hvad mistanken bunder i. Derfor ved hun ikke, om det er sangens tekst, instrumenter eller sangstemmer, pilen peger på.
- Det, synes jeg, er så underligt. Hvad er det, vi skal bevise, egentligt?, spørger hun retorisk.
Den brasilianske sanger Nina Maia er også med på sangen. Derfor skulle hun også have besked og bekræfte, at der ikke er brugt AI.
Et af beviserne, som Astrid Engberg har sendt afsted, er en telefonoptagelse fra netop Nina Maia. Den kan du høre nedenfor.
P1 Morgen har rakt ud til Distributionsselskabet Believe, som i et svar blandt andet skriver:
- Hos Believe støtter vi brugen af generativ AI i musik, så længe kunstnernes rettigheder respekteres træningsdata har den rette licens, og skaberne bevarer gennemsigtighed og kontrol over deres værker.
Selskabet skriver også, at "når det er nødvendigt, går vi i direkte dialog med den pågældende kunstner for at vurdere situationen - en proces, vi også følger i dette tilfælde".
Astrid Engberg mener, at kunstig intelligens er blevet solgt som teknologi, der sparer os alle sammen tid, optimere og gøre livet lettere.
Men i hendes situation er det omvendte sket.
- Det er enormt meget tid, vi kommer til at bruge på at finde beviser for, at vi faktisk har skabt, det vi har skabt. Og det, synes jeg, er så ironisk.
Sangen skal efter planen udgives i august, men præcis hvordan og hvorledes det kommer til at forløbe, er endnu uvist.
Af to omgange har Astrid Engberg via sit pladeselskab sendt beviser afsted og fået afslag. Nu afventer de svar fra Believe på, hvordan de skal bevise, at sangen ikke er skabt ved brug af AI-værktøjer.
Astrid Engberg har under ingen omstændigheder lyst til, at sangen skal komme ud, hvis AI-mærkatet fortsat er på.
-
Jeg har en absolut ro i mig selv om, at det her stykke musik skal nok komme ud på den ene eller anden måde, fordi der er ingen tvivl om, at det er et organisk stykke musik.
-
Så jeg stresser ikke over det. Jeg er bare meget frustreret over, at vi er så mange mennesker, der skal bruge meget tid på det.
Dansk Musiker Forbund er ikke før stødt på en lignende sag.
- Men det overrasker os ikke, at den kommer. Vi har rent faktisk ventet på, at det måtte komme på et tidspunkt, siger forperson Thomas Sandberg i P1 Morgen .
Forbundet mener, at det er positivt, at der opstår en snak om at adskille AI-skabt musik fra det menneskeskabte.
- Vi mener jo, at vi er vidne til århundredets største rettighedstyveri, fordi at alle AI-tjenester er trænet mere eller mindre ulovligt på ophavsretsbeskyttet indhold, siger han.
Men er det så ikke lidt paradoksalt, at her har vi et nummer lavet på god gammeldags maner, som mistænkes for at være ved hjælp kunstig intelligens?
- Jo. Det synes jeg virkelig. Jeg blev meget, meget overrasket, da jeg hørte, at Astrid Engberg er beskyldt for at have brugt AI.
Hør hele historien i P1 Morgen.