To timers ventetid på perronen: Byrådspolitiker langer ud efter DSB | Indland | DR
To timers ventetid på perronen: Byrådspolitiker langer ud efter DSB | Indland | DR
Birgitte Munk Grunnet, der sidder i byrådet i Kolding for Socialdemokraterne, kom fredag op i det røde felt. For hun og de andre passagerer fik ikke klar besked, da toget var forsinket.
Hun var taget fra Kolding til København til et hurtigt møde. Men turen hjem blev en stor frustration, fordi hendes tog ikke kom. Sammen med flere hundrede andre passagerer stod hun i varmen på perronen. Og her savnede hun en mere præcis information om, hvorfor hun ventede og hvornår hun kun komme med?
- Det er bedre at få et tidspunkt. Eller at få at vide, at der går en time. For så kan du finde alternativer, siger hun.
Hun skrev et surt opslag på Facebook, hvor hun blandt andet skriver, at DSB snart burde skamme sig. Hun er glad for offentlig trafik og understreger, at det ikke er den enkelte ansatte, som hun er sur på. Men det ikke kan passe, at informationer ikke når frem til de passagerer, der står i uvished.
- Hvis vi vil have flere til at bruge den kollektive trafik, så skal det være bedre, siger hun
Som gruppeformand for Socialdemokraterne i byrådet i Kolding vil Birgitte Munk Grunnet bruge enhver lejlighed til at nævne forholdene for de togrejsende, når hun snakker med partikolleger på Christiansborg. For hun mener, at økonomien for den offentlige trafik skal være bedre.
- Jeg går opad med det i mit parti, hver gang jeg har en anledning til det, siger hun
Hos DSB siger Tony Bispeskov, der er informationschef, at der var flere tekniske ting, der gik galt for Birgitte Munk Grunnet og andre passagerer.
Han fortæller, at hun ikke var den eneste, der måtte vente på toget, for det er populær afgang, så han anslår, at mellem 700 og 800 har haft problemer som Birgitte Munk Grunnet. Og de skal have kigget på, hvordan de gør det lettere for passagerer at få informationer.
- Vi skal undersøge, hvorfor den her information ikke er kommet ud, så kunder kan orientere sig, siger han.
Han siger, at informationstavlerne og højtalere på perroner er noget, som hører til under Banedanmark, mens DSB står for informationer inde i togene, men at de arbejder sammen.