
Firma slettede 'i panik' 5.000 mails under uanmeldt kontrolbesøg: 'Der er tale om betydelig obstruktion' | Penge | DR
Firma slettede 'i panik' 5.000 mails under uanmeldt kontrolbesøg: 'Der er tale om betydelig obstruktion' | Penge | DR
Et vikarbureau har forsøgt at modsætte sig et uanmeldt kontrolbesøg ved at slette tusindvis af e-mails og andre elementer fra virksomhedens it-system.
Det vurderer Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, som i en ny afgørelse retter kritik mod virksomheden JobTeam.
De mange mails blev smidt i virksomhedens digitale skraldespand, imens myndigheden samtidig var i gang med en kontrol på vikarbureauets adresse i Esbjerg.
Ifølge styrelsen blev der slettet mere end 5.000 elementer fra en medarbejders mailkonto i løbet af cirka en halv time, efter at kontrollen var begyndt.
Styrelsen vurderer derfor, at virksomheden har overtrådt konkurrenceloven ved at modsætte sig kontrolundersøgelsen.
- Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vurderer, at der er tale om en betydelig obstruktion, da sletningerne var omfattende og skete metodisk. Desuden bærer forløbet præg af, at der målrettet blev slettet materiale, som kunne være relevant i styrelsens undersøgelse, skriver styrelsen i en pressemeddelelse.
JobTeams advokat, Jacob Borum fra Plesner, skriver i en mail som svar på DR Nyheders spørgsmål om sagen, at man langt fra er enig i styrelsens vurdering eller udlægning.
- Jeg kan på vegne af JobTeam oplyse, at selskabet er uenig i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens beskrivelse af de faktiske forhold og den juridiske vurdering, skriver han.
Det var som led i en undersøgelse af mulige overtrædelser af konkurrenceloven, at konkurrencemyndighederne i april var på besøg hos virksomheden.
Allerede under kontrolbesøget oplyste JobTeam selv ifølge styrelsen, at en medarbejder ”i panik havde slettet e-mails, efter at kontrolundersøgelsen var begyndt”.
Styrelsen gennemgik senere virksomhedens logfiler og fandt flere af de slettede mails og andre elementer.
Blandt de slettede oplysninger var ifølge styrelsen korrespondance med personer, der havde henvendt sig til myndighederne om virksomheden.
Efterfølgende er det lykkedes Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen at genskabe dele af materialet.
Af samme grund har vikarbureauet under sagen blandt andet argumenteret for, at sletningerne ikke udgjorde obstruktion, fordi materialet kunne genskabes.
Det afviser Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
- Virksomheder har pligt til at samarbejde med os under en kontrolundersøgelse, og det er forbudt at slette materiale, når undersøgelsen er i gang, siger kontorchef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen Stefan Kobbernagel i pressemeddelelsen.
For ifølge styrelsen var overtrædelsen allerede begået, da oplysningerne blev slettet under kontrolbesøget.
- Sletning af materiale svækker vores mulighed for at håndhæve konkurrencereglerne, og det kan medføre bøde, lyder det videre fra kontorchefen.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vurderer, at virksomheden skal have en bøde, men spørgsmålet om straf afhænger af, om JobTeam nu vil anke afgørelsen.
Og om virksomheden har overtrådt konkurrenceloven i den sag, som styrelsens besøg var rettet mod, er der heller ikke endnu en afgørelse om, skriver Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
DR Nyheder har bedt JobTeam svare på, om man vil anke sagen, og hvorfor e-mails blev slettet under Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens besøg.
Advokat Jacob Borum svarer ikke på den del, men skriver videre i mailen til DR:
- JobTeam vil redegøre nærmere for sine synspunkter under den videre behandling af sagen. Selskabet har ingen yderligere kommentarer på nuværende tidspunkt, skriver han.