Så er det i dag: Ti specialhold rykker ud mod larver på Odenses cykelstier
Så er det i dag: Ti specialhold rykker ud mod larver på Odenses cykelstier
Hvis du har planer om at smutte ud på cykelstierne i Odense i denne weekend, skal du være ekstra opmærksom.
I dag, lørdag, sætter Odense Kommune nemlig ind med en meget intensiv weekendindsats mod egeprocessionsspinderen. Hele ti specialhold rykker ud i de hårdest ramte områder for at fjerne de ubehagelige og kløende larvereder.
Indsatsen er i weekenden særligt rettet mod de lukkede cykelstier i byen.
“Der vil i nogle områder være midlertidig lukning af stier, mens arbejdet foregår,” fortæller Michael Wognsen Frederiksen, der er administrerende direktør i Klima- og Miljøforvaltningen
Der er dog rigtig godt nyt i sigte for de berørte områder. Kommunen forventer, at alle de cykelstier, hvor der i øjeblikket hænger grønne advarselsskilte, allerede kan genåbne igen i starten af næste uge.
Sideløbende er der sat fuld fokus på børnenes hverdag. I løbet af næste uge bliver alle skoler og daginstitutioner i de berørte områder systematisk tilset og behandlet, så rammerne er trygge inden skolestart.
Flere borgere har undret sig over de farvede markeringer på egetræerne rundt omkring i byen. Farverne er kommunens eget system til at holde styr på, hvilken behandling det enkelte træ skal have, når de forskellige hold roterer i marken.
Men opfindsomme fynboer har skabt uventede problemer for bekæmpelsesholdene ved selv at gribe fat i spraydåsen.
“Der er flere af vores hold i marken, der melder tilbage, at de oplever, der er mærkninger på træerne, som de ikke selv har lavet. Det forsinker arbejdet unødigt og skaber usikkerhed om markeringerne,” forklarer Michael Wognsen Frederiksen
Oplever du larver på din vej, skal du i stedet melde det ind via kommunens hjemmeside odense.dk, når et træ meldes ind, undersøger holdene automatisk også de omkringliggende træer i området.
Bekæmpelsen forventes at fortsætte med fuld styrke et par uger endnu, før indsatsen vurderes på ny. Over 20 hold arbejder ugen igennem intensivt på sagen.