
Helle Langer frygter større afstand mellem land og by efter FMC Rønland-lukning: 'Vi arbejder på knæene' | Indland | DR
Helle Langer frygter større afstand mellem land og by efter FMC Rønland-lukning: 'Vi arbejder på knæene' | Indland | DR
Det er kun en lille uge siden, at det kom frem, at det tidligere Cheminova - nu FMC Rønland - lukker med årets udgang.
Og siden da har de sociale medier været fyldt med lykønskninger og digitale highfives, oplever Helle Langer, der ejer spillestedet 18b i Harboøre, hvor hun også bor.
Det har fået hende til tasterne på instagram , for det ærgrer hende.
- Jeg bliver træt og trist. Ingen gør det af ond vilje, for sådan ser landskabet ud fra deres lille navle, men jeg kunne håbe, at de turde kigge op og ud på andres landskab også, siger Helle Langer.
Sådan føler Helle Langer det i hvert fald.
- Det gode ved det, er, at det kun er en følelse, og det kan godt ændres, siger hun.
Afstanden til de større byer har aldrig været et problem for Helle Langer, men den er hun begyndt at føle den seneste uge.
- Når nu FMC lukker, så bliver det tydeligt, at mange ting er sværere herude - for eksempel at drive udvikling og få tilflyttere. Nogle gange kan det godt føles som om, at vi arbejder på knæerne, og når en så stor fabrik med 400 arbejdspladser så lukker, så føles det som at blive skudt i lårene, siger hun.
Lidt optimisme er der dog også at spore, for hun slår også fast, at det nok skal gå. Det gør det altid, for sådan er folk på egnen, siger hun.
Tidligere på dagen var både Pia Olsen Dyhr og Signe Munk fra SF på besøg ved Høfde 42, for at drøfte situation.
- Et besøg er altid dejligt, men det er jo ikke noget, der ændrer det helt store. Så det er først om nogle uger eller måneder, vi kan afgøre om det har haft en betydning eller om de har været på besøg og vinket, siger Helle Langer.
Signe Munk, minister for By-, land-, og transport slår fast efter dagens besøg, at det allerede er blevet til mere end bare et vink.
- Vi har fra regeringens side sat varslingspuljen i gang, der skal være med til at hjælpe medarbejderne med at komme godt videre. Vi har også rakt en hånd ud med ekstra tilskud til den lokale velfærd, og i dag har vi talt meget om nye virksomhedsuligheder på Rønland, siger Signe Munk.