
Gæster sad fast i Legoland-rutsjebane i ti meters højde | Indland | DR
Gæster sad fast i Legoland-rutsjebane i ti meters højde | Indland | DR
En tur i Legoland i Billund endte her til aften mindre heldigt for 20 af parkens gæster.
Den rutsjebane, de sad i, gik nemlig pludselig i stå, og gæsterne sad fanget omkring ti meter over jorden.
Brandvæsenet blev tilkaldt kl. 17:19, og først lidt efter klokken 20 var Trekantbrand færdige med at hjælpe alle gæsterne ned, fortæller Morten Jeppesen, operationschef ved Trekantbrand.
- Vi skulle ud at hjælpe, fordi man var ti meter over jorden, og sad på et sted, hvor der var behov for, at der kom nogle specialister ud og hjalp med at få folk sikkert ned. Der var ikke et plateau, man kunne træde ud på.
Gæsterne sad retvendt i vognen, og selvom indsatsen tog nogle timer, var stemningen rolig, siger operationschefen.
- Der var ikke nogen, der skabte panik eller kom til skade for den sags skyld.
Ifølge Mia Øgendal, som er PR Manager i Legoland, skyldtes situationen i rutsjebanen et ’midlertidigt driftsstop’.
- Sikkerhedssystemerne har fungeret som de skal, og derfor er forlystelsen stoppet, skriver hun.
Hun skriver videre, at årsagen til driftstoppet nu skal undersøges.
- Forlystelsen kommer først til at køre igen, når den er grundigt kontrolleret og godkendt.
For brandvæsenet var det heller ikke en typisk dag jobbet, siger Morten Jeppesen.
- Det er jo ikke lige hver dag, vi er ude og hjælpe folk ned fra en forlystelse. Men heldigvis har vi de rigtige redskaber og den rigtige uddannelse, så folk kom sikkert ned.