
Kommune frygter stigende udgifter til terrorsikring | Indland | DR
Kommune frygter stigende udgifter til terrorsikring | Indland | DR
Weekendens terrorangreb i Berlin risikerer at komme til at koste danske foreninger penge. Det mener Daniel Staugaard (V), der er formand for Kultur-, Handel- og Turismeudvalget i Sønderborg Kommune.
- Vi ser, at hver gang, der har været et terrorangreb, så skærpes kravene til terrorsikring af både de arrangementer, som kommunen har, men også til dem, som de frivillige foreninger laver. Det bliver dyrere og dyrere for dem at afvikle deres arrangementer, fortæller han.
Det er politiet, der alene afgør, hvilke krav der stilles til terrorsikring af de enkelte arrangementer. Det har kommunen ingen indflydelse på. Daniel Staugaard understreger dog, at han stoler på politiets vurdering.
- Men det er ærgerligt, at det er nødvendigt, siger han.
I sønderjyske Skovby med godt 300 indbyggere har de oplevet, hvordan udgifterne til terrorsikring er steget. Da Skovby Landsbylaug begyndte at arrangere Skovby By Night, var udgifterne til terrorsikring et rundt nul.
- Men på tre år er de steget til 30.000 kroner, fortæller formand for lauget Claus Nielsen.
Et krav er for eksempel, at vejene skal blokeres. Det har de tidligere selv forsøgt at klare med hjælp fra lokale landmænd og deres traktorer, men det viste sig at være uholdbart.
- Det ene år kom en landmand og hentede sin traktor, fordi meteorologerne havde lovet regn, og han skulle nå at høste. Det er jo helt forståeligt men ikke holdbart for os. Så vi har måttet købe os til terrorsikring på almindelige markedsvilkår, siger Claus Nielsen.
Derfor mener udvalgsformand i Sønderborg Kommune, Daniel Staugaard (V), at kommunen må træde til.
- Reelt er der kun en ting, vi kan gøre, og det er at finde pengene på kommunebudgettet, siger han.
Om pengene kan findes, får udvalget at vide på deres første møde i august.