
Grønlands indlandsis er smeltet 30 år i træk – alligevel er klimaforskerne mere på vagt denne gang | Klima | DR
Grønlands indlandsis er smeltet 30 år i træk – alligevel er klimaforskerne mere på vagt denne gang | Klima | DR
Det kan være svært at forestille sig størrelsen på Grønlands indlandsis.
Den dækker omkring 80 procent af Grønlands areal og rummer enorme mængder ferskvand. Men år efter år bliver der mindre af den.
For 30. år i træk er Grønlands indlandsis nemlig skrumpet. Det oplyser De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) i en pressemeddelelse.
Man skal tilbage til smelteåret 1995/1996 for at finde det seneste år, hvor indlandsisen samlet set voksede.
At indlandsisen har mistet masse hvert år i tre årtier, er en vigtig milepæl for forskerne.
30 år er nemlig en periode, som ofte bruges i klimaforskningen til at beskrive et længerevarende klima og ikke bare vejret fra det ene år til det næste.
Derfor er udviklingen et 'klimasignal', forklarer Signe Hillerup Larsen, forsker i Afdeling for Glaciologi og Klima på GEUS, til P1 Morgen.
- Vi er gået ind i en ny normal, hvor det virker usandsynligt, at vi bare får et enkelt år, hvor det bliver positivt, siger hun i interviewet .
Ifølge pressemeddelelsen skyldes den fortsatte afsmeltning blandt andet øget smeltning om sommeren.
Samtidig kan opvarmningen sætte gang i såkaldte feedbackmekanismer. Når isen bliver tyndere og varmere, og mere vand trænger ned til bunden, kan isen bevæge sig hurtigere mod havet. Det kan føre til, at der dannes flere isbjerge, forklarer Signe Hillerup Larsen.
I det seneste smelteår, fra september til august, mistede indlandsisen omkring 173 milliarder ton is, skriver GEUS.
Det er en voldsom mængde. Men det er langt fra rekorden.
I 2012 mistede indlandsisen omkring 458 milliarder ton.
At årets tab er markant mindre end rekorden fra 2012, betyder dog ikke, at den langsigtede udvikling er vendt.
Det understreger Signe Hillerup Larsen i P1 Morgen, da hun bliver spurgt, om man kan sige, at det går bedre, når årets massetab er mindre end tidligere.
- Det kan man desværre ikke, svarer hun.
Årene kan svinge meget. Vejret spiller blandt andet en rolle for, hvor meget sne der falder om vinteren, og hvor meget is der smelter om sommeren.
Men den langsigtede tendens er klar: Indlandsisen mister masse.
Når indlandsisen smelter, løber ferskvandet ud i havet. Det bidrager til, at det globale havniveau stiger.
Ifølge Signe Hillerup Larsen har afsmeltningen fra Grønlands indlandsis gennem de seneste 30 år bidraget til omkring 1,5 centimeter global havstigning.
Men havniveauet er ikke den eneste bekymring.
- Der er mange, som er bekymrede for, at frigivelsen af ferskvand til havet kan have indflydelse på de globale havstrømme, siger hun.
For GEUS handler målingerne derfor ikke kun om at dokumentere, at isen smelter.
De skal også gøre forskerne bedre i stand til at beregne, hvor meget havene vil stige i fremtiden.
- Det er godt at holde øje med, hvor meget mere vand der kommer i, så vi kan forberede os, siger Signe Hillerup Larsen i P1 Morgen.
Forskerne forventer, at indlandsisen vil fortsætte med at smelte mange år frem.