Join Happenings

Sign up to save events, get deals, and connect with your community.

Vild stjernekrig mellem topklubber er endt i væmmelse og fjendskab | Fodbold | DR
September 1, 2026News

Vild stjernekrig mellem topklubber er endt i væmmelse og fjendskab | Fodbold | DR

4 min readNo likesNo comments

Vild stjernekrig mellem topklubber er endt i væmmelse og fjendskab | Fodbold | DR

I sidste sæson blev Julián Álvarez nærmest forgudet i sin klub, Atlético Madrid. Han brillerede især i Champions League, hvor han scorede 10 mål, hvilket er flest mål af en Atlético-spiller i en Champions League-sæson nogensinde.

I forrige weekend trådte han igen ind på banen for Atlético Madrid. Men i stedet for applaus blev argentineren mødt af buh-råb og en pibekoncert fra tusindvis af utilfredse Atlético-fans.

Men hvordan er den argentinske stjerne endt her?

I løbet af sommeren har rivalerne fra FC Barcelona udtrykt stor interesse for at købe Julián Álvarez. 100 millioner euro er angiveligt blevet budt. Men Atlético Madrid har været hurtige til at takke bestemt nej, da de ikke ønsker at sælge deres helt store stjerneangriber, som er på kontrakt i Madrid-klubben frem til 2030.

Følg transfervinduets afgørende timer i TransferTV i vores liveblog her på dr.dk i aften kl. 19-01.

Hele sagen kulminerede under VM, hvor Julián Álvarez stillede sig frem og på opsigtsvækkende vis udtrykte et ønske om et skifte.

  • Jeg har snakket med folkene i Atlético, og jeg tror, det er bedst for alle, hvis jeg smutter.

  • Jeg vil opfylde min drøm, siger argentineren efter en sejr på 2-0 over Østrig til ESPN.

En udtalelse, der kom bag på LaLiga-kommentator for Disney+ Jonas Schwartz.

  • Han er jo ikke kendt for at være en polemisk spiller, så det var lidt af en bombe. Man havde simpelthen ikke regnet med, at en type som ham ville komme med sådan en kommentar.

Alligevel holder Madrid-klubben fast i, at Julián Álvarez ikke er til salg. Men hvorfor lader de ham ikke bare gå, når han ikke vil spille for Atlético Madrid?

  • For det første er Álvarez en nøglespiller for Atlético, siger Jonas Schwartz.

  • Det har hans træner, Diego Simeone, udtrykt rigtig mange gange. Han vil gerne bygge det her hold op omkring argentineren. Og så vil Atlético Madrid ikke sælge til en direkte konkurrent i kampen om det spanske mesterskab.

FC Barcelonas interesse i Julián Álvarez har fået Atlético Madrid til at reagere voldsomt på sociale medier, hvor de anklager den catalanske storklub for at føre smædekampagne, og håner Barcelona for at afgive et bud.

  • Sportsdirektøren Gil Marín har været fortørnet over den måde, at FC Barcelonas præsident, Joan Laporta, har ageret. De ser ham som frembrusende, og at han har spillet lidt for meget verdensmand, siger Jonas Schwartz.

  • Det handler også om, at man fra Atléticos side ikke vil tabe ansigt og blive kørt rundt af andre klubber. Der er meget ære på spil, og man vil gerne fremstå som en seriøs klub.

Efter at der i sidste uge florerede rygter om, at Atlético Madrid kunne være interesseret i at sælge sin argentinske angriber til Arsenal, kom Joan Laporta så igen på banen og mere direkte end hidtil.

Her lød det til Barcelonas egne kanaler, at catalanerne stadig er meget interesserede i at hente Álvarez til klubben.

Jonas Schwartz siger, at det langt fra er normalt, at en klubpræsident så direkte bekendtgør, at man aktivt går efter en spiller, når man er så langt fra en forhandlingssituation.

Derfor var Gil Maríns svar til ingens overraskelse lige så kontant som tidligere.

  • Vi væmmes ved usandhederne, den falske etik, manglen på gennemsigtighed og manglen på professionalisme, og vi kan ikke andet end at understrege endnu en gang, at vi under ingen omstændigheder vil forhandle med Barcelona.

I sidste uges 2-2-kamp mod Villarreal blev Álvarez opfordret af en klubmand til at gå direkte ned i spillertunnelen i stedet for at klappe ad fansene med resten af holdet, og i de efterfølgende dage mødte han ikke op til holdets træninger.

  • Det bliver ekstremt interessant at se, første gang han vender tilbage til Madrid-klubbens hjemmebane, Metropolitano, for der er ingen tvivl om, at det bliver et helvede for ham, siger Jonas Schwartz.

Det er dog ikke uset, at en spiller kan blive skurk i Madrid-klubben og vende tilbage som helt.

I 2019 skiftede den daværende Atlético-stjerne Antoine Griezmann til FC Barcelona. Efter et tvivlsomt ophold i det catalanske vendte han i 2022 hjem til Atlético Madrid.

  • Griezmann fik vendt skuden og fik en god afsked med Atletico, fordi han fik undskyldt over for klubben og sagt, at det var forkert af ham at tage til Barcelona, siger Jonas Schwartz.

  • Hvis ikke Álvarez siger noget, vil det blive betragtet som om, at han stadig har sit hjerte et andet sted. Så længe han ikke kommer med en form for undskyldning, vil han blive modtaget meget fjendtligt af sine egne fans på Metropolitano.

Atlético Madrid spiller næste hjemmekamp den 16. september mod Osasuna.

Følg hvordan det ender for Julian Álvarez i transfervinduets afgørende timer, når vi sender TransferTV i vores liveblog her på dr.dk i aften kl. 19-01.

fodboldkonfliktmusikjulian-alvarezatletico-madridfc-barc

Happenings

Happenings works best in the app

App StoreGoogle Play

Analytics choices

Happenings can use optional analytics cookies to understand usage and improve the product. They stay off unless you allow them.

Read cookie policy