
Hvorfor er vi splittede, når det kommer til ulven? | Nordjylland | DR
Hvorfor er vi splittede, når det kommer til ulven? | Nordjylland | DR
Ulven splitter danskerne, og det kan især ses på sociale medier, hvor debatten nogle gange ender i personangreb.
På Facebook kan man for eksempel støde på kommentarer som:
'Vi er midt i et land, der stort set er befolket af uintelligente tåber!'
'Du sætter et ubehageligt dyr over dine medmennesker. Du er et bæst og skal måske behandles sådan.'
Men hvorfor er det, at vi er så splittede?
Michael Bang Petersen, forsker i sociale medier ved Aarhus Universitet, har tre bud.
Forskellen mellem by og land har betydning for debatten.
Der er nemlig langt fra Christiansborg og København til de steder i Jylland, hvor ulven findes.
Og den forskel mellem by og land er en af grundene til, at fronterne er trukket så hårdt op.
- Hele ulvedebatten skriver sig ind i en større diskussion om, hvorvidt politikerne og folk i storbyerne har nok solidaritet med dem, som bor på landet, siger Michael Bang Petersen.
Han peger også på, at politikere bruger ulven som genstand i land-mod-by-debatten.
Politikerne har stor betydning for befolkningens holdninger. Det gør sig også gældende, når det kommer til ulven.
- Afhængigt af hvilken politiker, man har tillid til og stoler på, lytter man ret meget til, hvad der kommer derfra, siger Michael Bang Petersen.
Og lige netop på sociale medier kan det give god mening for politikerne at være synlige.
- Det kan være et værktøj for en politiker at udtale sig hårdt eller unuanceret for at få opmærksomhed.
Professoren peger dog på, at den hårde tone på sociale medier — blandt andet fra politikerne selv — kan være et problem.
Det er nemlig ikke altid nemt for partierne at få kandidater til at stille op. Og det bliver kun sværere, når tonen er hård.
- De langsigtede konsekvenser kan være, at vi ikke får så kompetente politikere, som vi ellers kunne have fået.
Den tredje årsag til den hårdt opdelte debat er, at det ofte er folk med meget stærke holdninger, der går til tasterne på sociale medier.
Og det medfører ofte en meget hård tone.
- De, der har størst tendens til at kaste sig ud i debatterne, er folk, som er vrede, fortæller Michael Bang Petersen.
Og den hårde tone er et kæmpe problem.
- Vi skal gerne have så mange stemmer ind i den offentlige debat, så vi i fællesskab kan blive klogere. Hvis der så er store dele af befolkningen, der ikke tør at deltage, får vi en mindre oplyst debat.
Michael Bang Petersen peger dog på, at det er en meget lille del af befolkningen, som bidrager til den hårde tone, og at det altså ikke et generelt billede af befolkningen.