
Tidligere mirakelmager har opskriften til AGF-comeback i Polen | Champions League | DR
Tidligere mirakelmager har opskriften til AGF-comeback i Polen | Champions League | DR
Selvom der stadig venter minimum 90 minutter, ser AGF's drømme om et længere Champions League-eventyr allerede ud til at være døde og borte.
De danske mestre tabte med hele 4-1 på den europæiske hjemmebane i Randers til Lech Poznan og i aften venter en, ja, lad os bare kalde det svær udebane i returkampen af anden kvalifikationsrunde.
Nederlaget betyder, at AGF som minimum skal vinde med tre mål i Polen for tvinge opgøret ud i forlænget spilletid, men et kig i den dansk-europæiske fodboldhistoriebog kan måske antænde et lille comeback-håb for AGF.
Her findes der nemlig flere eksempler på danske klubber, der har rejst sig fra graven mod alle odds.
Brøndby gjorde det i 1996, da de slog Karlsruhe med 5-0 på udebane efter at have tabt 3-1 hjemme i Uefa Cuppen, der i dag hedder Europa League, og FC København gjorde det i Champions League-kvalifikationen, da de tog til Amsterdam med et nederlag fra Parken og slog hollænderne med 2-0.
Og så er der det måske mest berømte eksempel af dem alle: Miraklet i Madrid.
Da OB i 1994 slog selveste Real Madrid med en hvis Michael Laudrup på holdkortet ud af Uefa Cuppens ottendedelsfinale.
OB tabte, ligesom AGF, FCK og Brøndby den første kamp, men på mål af Ulrik Pedersen og Morten Bisgaard vendte fynboerne 3-2 nederlaget på hjemmebane til samlet en 4-3-sejr på Estadio Santiago Bernabeu og slog Real Madrid ud af turneringen.
I dag, godt 22 år efter miraklet, er Morten Bisgaard assistenttræner i Vejle, og han fremhæver især følelsen af at være undertippet og dømt ude, som et psykologisk spil, der kan give en lille fordel inden en svær kamp.
-
Jeg tror først og fremmest, at det giver noget energi, og omvendt med Poznan eller dengang mod Real Madrid er der det med, at de også kan blive en smule trygge i den føring, de så har. Så der kan være et modsætningsforhold, som man kan udnytte.
-
Der er ikke noget at tabe for AGF, og der er alt at tabe for Poznan, og alle forventer nærmest, at de har vundet kampen, siger Morten Bisgaard.
Derudover er der også de berømte marginaler, der nærmest var ensidigt med Poznan i første opgør, og som Morten Bisgaard også oplevede at have på sin side i den spanske hovedstad i 1994.
- Dem skal AGF selvfølgelig have med sig i løbet af kampen.
Til sidst er der også hele spørgsmålet om at gøre en svær udebane til en svær hjemmebane.
Det noget kræsne Bernabeu-publikum er nærmest berygtet for at vende sig mod deres ellers elskede Real Madrid i modgang, og samme splid skal AGF forsøge at skabe mellem spillere og fans i Polen.
-
Det var jo derfor, vi vandt. Real Madrid kunne ikke tabe til OB, så da vi kommer foran, bliver de ved ved at jagte det udlignende mål, som om det var det vigtigste i verden, og vi ender jo så med at score på en omstilling, siger Morten Bisgaard, der selv havde sidste fod på førnævnte omstilling i dommerens tillægstid.
-
Selvom Poznan har en dygtig dansk træner (Niels Frederiksen, red. ), så kunne de godt blive grebet af det med, at de bare ikke kan tabe den her kamp på hjemmebane, tilføjer han.
Han fastslår dog, at man skal passe på med at drage for mange sammenligninger.
For det første er der væsentlig forskel på Lech Poznan og Real Madrid, for det andet er det to helt forskellige epoker, og derudover har AGF kun spillet to gældende kampe af den nye sæson, mens OB dengang havde knap en halv sæsons kamptræning i benene.
Alligevel tror Morten Bisgaard på AGF's muligheder for at gå videre, selvom han kun giver dem 5-10 procents chance for at klare den.
- Men der er jo selvfølgelig nogle ting, man kan tage fat i, og jeg tror det, jeg husker bedst, var også bare at gå ind til kampen med sådan en ubekymrethed. Vi havde jo ikke noget at tabe, så hvad var der at være bange for?