Efter 149 år er sportens mest elegante slag sendt til tælling | Tennis | DR

Det spørgsmål må mange tennisfans stille hinanden i disse dage. I hvert fald dem, som ser tennis med det nostalgiske blik, betragter spillet som sportens ballet, gentlemændenes sidste holdeplads.

For de kommer nemlig ikke til det. At se det slag, tenniselskere taler så yndefuldt om.

Enhåndsbaghånden, som hvis udført til perfektion kan få entusiaster til miste mælet og bare kigge og nyde slaget og drømme om hvad som helst.

Men det er slut nu, er det. I et sanseløst sekund på Arthur Ashe Stadium i New York, hvor græske Stefanos Tsitsipas på en matchbold imod sig smed sin fortryllende enhåndsbaghånd ud over sidelinjen og på én og samme tid både tabte kampen og satte en stopper for 149-års tennishistorie.

Det begyndte ved Wimbledon i 1877, men 2026 bliver første år nogensinde, at ingen af de fire grand slam-turneringer har en spiller excellerende med enhåndsbaghånden til at nå en semifinale.

Både på Tsitsipas, men også på tidligere tennisspiller, tidligere tennistræner og nuværende tennisekspert hos Discovery Michael Mortensen, som selv kun brugte fem fingre, når han svingede baghånden.

• Det er sådan lidt balletagtigt og meget graciøst, så det er synd, at det slag er en truet art.

Og spillere med enhåndsbaghånd er bestemt en truet art. Kaster man et blik på verdensranglistens top-20 siden slutningen af 1980'erne, tegner der sig et dystert billede for slagets fremtid.

Ved udgangen af 1989 spillede 14 af verdens 20 bedste med én hånd på ketsjeren, når baghånden skulle svinges. I 1999 var det tal faldet til 10, i 2009 var det nede på fem, og på den seneste verdensrangliste er italienske Lorenzo Musetti eneste mand i top-20, som holder fanen højt.

Derouten for det ædle slag kan spores tilbage til tennislegenden Bjørn Borg. For meget kan vi takke den svenske elegantier for. Pandebånd, underbukser og den legendariske rivalisering med John McEnroe.

Men at han i midten af 70'erne troppede op med en tohåndsbaghånd og satte alle til vægs. Føj for den.

• Det er hans skyld. Det var jo ham, som viste, hvor effektivt det var at slå sin baghånd med to hænder, fortæller Michael Mortensen.

• I begyndelsen blev han faktisk moppet lidt for det, fordi det så lidt akavet ud, men det aftog jo hurtigt.

Ja, det forstår man godt. 15 grand slam-titler på syv år lægger ligesom automatisk en vis dæmper på drillerierne.

Men hvorfor fik tohåndsbaghånden, som en anden invasiv art, luget ud i den enarmede artsfælle? Tja, det hele kommer ned til det, som det altid handler om i sport. Stabilitet.

Spillets udvikling har nemlig ikke været gode venner med det uddøende slag. For selvom både baner og bolde er blevet langsommere de seneste 30 år, er spillerne og spillet blevet det stik modsatte.

Derfor er det heller ikke mærkeligt, at flere og flere har taget fat om ketsjeren med begge hænder, når bolden skal smides retur med baghånden, siger Michael Mortensen.

• Spillet er blevet så hurtigt og brutalt, at man er nødt til at kunne generere fart, selv om man er i en yderposition, og her kommer enhåndsbaghånden bare til kort, siger Michael Mortensen.

• Er man hurtig nok på benene, og når ud til bolden, kan man i de fleste tilfælde kun sende en slice tilbage, mens man med tohåndsbaghånden stadig kan være i fuld balance og slå den hårdt ned langs linjen.

Det elegante slag har dog gispet efter vejret, med stor succes, op gennem især 00'erne og 10'erne.

For bedst som man troede, at slaget var tabt, da spillere som Pete Sampras, Tim Henman og Gustavo Kuerten - åhh Kuerten, hvilken baghånd han dog havde, smed ketsjeren på hylden - kom to schweizere og ville det anderledes.

Roger Federer og Stan Wawrinka, tilsammen ejere af 23 grand slam-titler - okay, Federer har de 20, men tre er heller ikke dårlig, viste nemlig, at enhåndsbaghånden kunne endnu.

Det krævede dog flere modificeringer undervejs, siger Michael Mortensen. For i begyndelsen var Federers baghånd god nok, som den var. Han mestrede nemlig alle de elementer, som normalt gør enhåndsbaghånden til et godt våben. Flere variationsmuligheder, svær for modstanderen at læse og derfor også lettere at komme frem til nettet på.

Men Federer og Wawrinka og enhåndsbaghånden blev overhalet indenom af spillets udvikling, og så skulle der tænkes nyt.

• Federer fik en ketsjer, som var en smule støre, og begyndte at skære vinklen af og arbejdede tættere og tættere på baglinjen, og så var han pludselig igen i stand til at bide skeer med Nadal og Djokovic, siger Michael Mortensen.

• Han begyndte simpelthen at komme længere ind i banen og spille slagene nærmest som halvflugtninger inden bolden kom for højt op, så han kunne absorbere farten og få lidt hjælp den vej igennem og igen bruge baghånden som et våben.

Roger Federer vandt sin sidste grand slam-titel i 2018, og ikke siden Dominic Thiem vandt US Open i 2020 er en grand slam-titel gået til en spiller med en enhåndsbaghånd.

Og spørger man Michael Mortensen, kan det meget vel være det sidste, vi har set til det elegante slag. For chancen for, at der kommer nye talenter med én hånd på ketsjeren i både for- og baghånd, er forsvindende lille.

Man uddanner nemlig ikke længere unge tennisspillere i at bruge det slag.

• Det er helt passé. Når man starter med at spille tennis som 5-6-årig, handler det om at få så meget glæde ved spillet som muligt. Det får man ved at holde boldene i gang, og det er bare meget lettere med en tohåndsbaghånd, siger Michael Mortensen.

• Så ja, jeg tror faktisk, at enhåndsbaghånden er væk fra toptennis om 10 år.

Men hey, Stefanos Tsitsipas, Lorenzo Musetti, Denis Shapovalov, Daniel Altmaier og Aleksandar Kovacevic har alle holdt fast i sportens mest elegante slag, alle er i top 100 og alle er under 30 år.

Så enhåndsbaghånden er måske borte fra semifinalerne ved grand slam i 2026.