
Skaterhal skal forebygge chikane og vold mod efterskoleelever | Indland | DR
Skaterhal skal forebygge chikane og vold mod efterskoleelever | Indland | DR
Efter problemer med chikane og vold mod elever har Langelands Efterskole i Rudkøbing nu bygget en skaterhal, der skal bringe byens borgere og skolens elever tættere sammen.
I vinters blev flere af skolens elever udsat for trusler og overfald både i lokalområdet og på selve skolen.
Med den nye skaterhal vil skolen nu skabe et mødested for elever og lokale, hvor dialogen for alvor kan komme ud over rampen.
Det fortæller forstander på Langeland Efterskole, Michael Thagaard.
- Det er et forsøg på at danne bro i stedet for at mødes i uenighed. Det er en tro på, at det kan være med til at bryde nogle barrierer.
Skolens nye skaterhal er ét i en række initiativer, der skal åbne skolen endnu mere mod lokalbefolkningen og skabe bedre forståelse mellem elever og lokale.
- Vi inviterer hver onsdag mellem klokken 15 og 17 alle lokale børn, unge og gamle til at komme og bruge vores skaterhal, og så vil der være en instruktør fra vores skole plus vores elever, lyder det fra forstanderen.
Og initiativet er også blevet taget positivt imod blandt efterskolens elever. For selvom mange giver udtryk for, at de ikke kan finde ud af at bruge et skateboard, så giver det god mening at række ud til resten af lokalsamfundet.
-
Den her skole har haft problemer med chikane før, så det er amazing (dejligt, red.), at folk fra byen også godt kan komme og se, hvor fed vores skole er.
-
Jeg håber, at det her kan fikse vores problemer, som vi har med de unge omkring byen. Jeg vil gerne lære dem at kende og have, at de skal vide, at vi ikke er onde og farlige, siger efterskoleeleven Shay Gholampoor Tizhoosh, som DR Nyheder mødte ved indvielsen af den nye skaterhal.
På trods af, at der tidligere i år har været problemer med vold og chikane mod eleverne fra Langeland Efterskole, så har opmærksomheden omkring udfordringen været positiv, forklarer forstander Michael Thagaard.
- Tilbage i januar, hvor vores elever var uheldige at opleve noget i Rudkøbing, så har der været en massiv opmærksomhed på det i pressen, men også lokalt, og det er godt at fortælle, at det hjalp. Vores elever blev mødt med kærlighed, når de gik ned i byen, og det er jo dejligt.