Join Happenings

Sign up to save events, get deals, and connect with your community.

August 29, 2026Culture

Twitter genopstår midt i strid med Elon Musk - TV 2

3 min readNo likesNo comments

Twitter genopstår midt i strid med Elon Musk - TV 2

Elon Musk købte Twitter i 2022 og omdøbte året efter det sociale medie til X. Arkivfoto. Foto: Evelyn Hockstein / Ritzau Scanpix

Tre år efter at rigmanden Elon Musk droppede Twitter-navnet og omdøbte det sociale medie til X, har den lille amerikanske startup-virksomhed Operation Bluebird lanceret et nyt socialt medie.

Navnet er Twitter. Og en af personerne bag har selv en fortid hos det gamle Twitter.

  • Kom over dit X (din eks, red. ). Fuglen er tilbage, skriver Stephen Coates, tidligere juridisk rådgiver og bestyrelsesmedlem i Twitter og nu blandt stifterne af Operation Bluebird, torsdag i et opslag på LinkedIn .

Foreløbigt er det nye Twitter kun tilgængeligt i en tidlig testversion på nettet via twitter.now , oplyser Stephen Coates til mediet Business Insider . Der findes endnu ingen app.

Ifølge ham er målet ikke at genskabe det gamle Twitter. Operation Bluebird vil blandt andet forsøge sig med en ny måde at håndtere misinformation og skadeligt indhold på.

Et AI-system skal tjekke påstande og give opslag en score efter, hvor troværdige de vurderes at være. På sigt skal brugerne selv kunne bestemme, hvilket indhold de vil have i deres feed, lyder det.

  • Det er et stort eksperiment, og jeg ved ikke, om vi har udsigterne til at blive større end X. Men vi vil bygge en bedre musefælde og se, om folk kommer, siger Stephen Coates til Business Insider.

Twitter brugte den velkendte blå fugl som logo fra 2012 til 2023. Arkivfoto. Foto: Eric Thayer / Scanpix Denmark

Siden Twitter blev til X, er blandt andet Bluesky vokset frem som et alternativ til platformen.

Spørger man Peter Svarre, digital strateg og ekspert i sociale medier, er sandsynligheden for, at det nye Twitter for alvor slår igennem, dog meget lille.

En af de største udfordringer er ifølge ham at lokke brugerne væk fra de platforme, hvor de allerede har venner, følgere og fællesskaber.

  • Det er som om, at de sociale medier, der har succes, har fundet en niche, som ingen andre gjorde brug af. Men at lave et copycat-socialt medie af noget, der allerede eksisterer, er meget svært, forklarer Peter Svarre.

Operation Bluebird har dog noget, de andre konkurrenter ikke har. Nemlig Twitter-navnet.

  • For mange mennesker er X stadig bare Twitter. På den måde er brandet virkelig stærkt og på mange måder stærkere end X, siger Peter Svarre.

Men det er langtfra sikkert, at startup-virksomheden får lov til at beholde hverken navnet eller den blå fugl.

Operation Bluebird er nemlig havnet i en juridisk strid med Elon Musks X om, hvem der har rettighederne til det gamle Twitter-brand.

Operation Bluebird mener, at X opgav rettighederne til "Twitter", "tweet" og fuglelogoet, da Elon Musk omdøbte det sociale medie.

X er uenig og sagsøgte i december Operation Bluebird for at få stoppet brugen af brandet. Selskabet peger blandt andet på, at millioner stadig bruger twitter.com til at tilgå X, og at opslag stadig omtales som "tweets".

Netop det sidste understreger ifølge Peter Svarre, hvor stærkt det gamle brand fortsat står.

Ved et retsmøde i april vurderede dommer Colm Connolly, at X ikke havde fremlagt troværdige beviser for fortsat brug af "tweet" eller den blå fugl, skriver Business Insider.

Det var en mundtlig og foreløbig vurdering. Retten har altså endnu ikke truffet en skriftlig afgørelse om X's forsøg på at få stoppet Operation Bluebird.

Og når det gælder navnet "Twitter", nåede dommeren heller ikke frem til en konklusion. I stedet bad han parterne uddybe deres argumenter skriftligt. Det er derfor fortsat uafklaret, om Operation Bluebird får lov til at bruge Twitter-navnet.

En miniaturefigur af Elon Musk foran X-logoet. Arkivfoto. Foto: Dado Ruvic / Ritzau Scanpix

Peter Svarre understreger, at han ikke er jurist, men hælder til, at X har det stærkeste argument i striden. Han peger på, at Elon Musk trods alt købte Twitter-brandet, og at der kun er gået få år siden navneskiftet.

  • Jeg har svært ved at se Operation Bluebird vinde den sag, når først de store advokatkanoner ruller på banen, tilføjer han.

X er ikke vendt tilbage på Business Insiders henvendelse.

elon-muskerhvervkulturteknologiritzau-scanpixoperation-bluebird

Happenings

Happenings works best in the app

App StoreGoogle Play

Analytics choices

Happenings can use optional analytics cookies to understand usage and improve the product. They stay off unless you allow them.

Read cookie policy