Trumps venner tager over i Sydamerika – varsler ny udenrigspolitik - TV 2
Trumps venner tager over i Sydamerika – varsler ny udenrigspolitik - TV 2
Abelardo de la Espriella har ligesom Donald Trump aldrig haft et politisk embede, før han bliver indsat som præsident. Foto: Stringer / Ritzau Scanpix
Fra Donald Trumps synsvinkel rykker to sydamerikanske lande nu tættere på USA – og det kan mærkes, allerede inden de nye præsidenter er tiltrådt.
I Colombia har den nyvalgte præsident Abelardo de la Espriella meddelt, at landet vil afbryde de diplomatiske forbindelser til Cuba og Nicaragua, når han tiltræder 7. august.
Den stærkt højreorienterede politiker står Donald Trump nær. Siden valgsejren for en måned siden har han varslet nedskæringer i den offentlige sektor, og nu lægger han op til en udenrigspolitik, der følger USA's linje tættere.
- Han taler om national suverænitet, mindre stat og en langt hårdere kurs mod kriminalitet, narkokarteller og venstreorienterede regeringer, siger TV 2 korrespondent i USA, Celina Liv Danielsen.
Den kommende præsident vil samtidig gøre Colombia til en central partner for Trump, og derfor bliver den amerikansk-colombianske alliance en ”vigtig del af hans udenrigspolitik”, fortæller hun.
- Trump støttede ham personligt under valgkampen, så deres relation består af mere end gensidig beundring.
Trump bryder sig "absolut ikke" om den afgående venstreorienterede colombianske præsident, Gustavo Petro. De har blandt andet været uenige om synet på Cuba. Foto: Carlos Ortega / Ritzau Scanpix
I juni da Abelardo de la Espriellas valgsejr var i hus, kvitterede Trump ved at skrive tillykke til ”El Tigre”, tigeren, på sit sociale medie, Truth Social .
- Det var en stor ære at støtte ham, og jeg ser frem til at arbejde sammen om at opbygge en stærk relation mellem Colombia og USA.
Venner belønnes og kan få adgang til Det Hvide Hus, mens modstandere kan møde told, sanktioner og pres
Udover at smide Cubas ambassadør hjem har den kommende leder annonceret lukningen af en række colombianske ambassader rundt om i verden.
Et enkelt sted skal der åbnes en ambassade – i Jerusalem i Israel, hvilket under ti lande i verden har.
Under ti lande har en ambassade i Jerusalem. I 2018 blev Guatemala det kun andet land til det. Det første var USA. På billedet ses landets daværende præsident, Jimmy Morales, med israelske Benjamin Netanyahu. Foto: Pool / Ritzau Scanpix
Det er for Jan Gustafsson, lektor og ph.d. i Latinamerikastudier, ”et spørgsmål om at tækkes Trump”.
Han fortæller, at Colombia traditionelt har haft et tæt forhold til USA, og med en ny regering i hovedstaden Bogotá vil der formentlig komme mere samarbejde om sikkerhedspolitik og bekæmpelse af narkobander.
Colombia er ikke det eneste land, der tager et skridt til højre. Tirsdag bliver den højreorienterede Keiko Fujimori indsat som præsident i Peru.
Hun er datter af den etnisk japanske præsident Alberto Fujimori, der i 90’erne styrede landet, men som siden fik en dom på 25 års fængsel for som præsident at stå bag dødspatruljer .
- juli er familien tilbage ved magten, og det er en del af den højre-bølge, der er skvulpet over hele Sydamerika. Sidste år skilte Chile og Bolivia sig af med deres socialistiske præsidenter og valgte i stedet konservative ledere. I Chiles tilfælde med støtte fra Trump .
Keiko Fujimori var allerede i 90'erne førstedame, selvom det var hendes far, der var præsident. Foto: Ernesto Benavides / Ritzau Scanpix
Ifølge Celina Liv Danielsen viser magtforskydningen på kontinentet, at vælgerne reagerer på ”stigende kriminalitet, økonomisk usikkerhed og skuffelse over de siddende regeringer”.
- Højrebølgen er ikke skabt af Trump, men han forstærker udviklingen ved åbent at støtte kandidater, der deler hans synspunkter.
TV 2 publicerer nyheder ud fra journalistiske principper om etik og balance. Det betyder blandt andet, at vi faktatjekker, interviewer kilder og altid forsøger at lade sagens parter komme til orde. Du kan læse vores etiske retningslinjer her. TV 2 er desuden tilmeldt pressenævnet og følger de presseetiske regler.
Der er flere politiske ligheder mellem MAGA-fløjen i USA og de højredrejede regeringer i Sydamerika, mener Jan Gustafsson. Dertil kommer en religiøs vækkelse, der er imod abort ligesom i USA.
- Miljø, ligestilling mellem kønnene og fattiges rettigheder ryger langt ned på listen og bliver slet ikke prioriteret, siger han.
Den vordende colombianske præsident er også imod abort og har i foråret sagt , at den forsvarsløses kamp for liv er "den smukkeste af vores kampe".
Donald Trump besøgte i starten af året Gustavo Petro, som nu har under to uger tilbage i præsidentstolen. Foto: Colombia Presidency / Ritzau Scanpix
- Latinamerikas højre gør op med feminisme og har konservative værdier, men er samtidig ekstremt liberalistisk, når det kommer til økonomi, siger Jan Gustafsson.
Når Abelardo de la Espriella ønsker at slanke den colombianske stat, ligner det de offentlige nedskæringer, Argentina har set under præsident Javier Milei, som også er støttet af Trump . Han har gjort motorsaven til symbol på hans nedskæringer.
Efter Abelardo de la Espriellas indsættelse i starten af august vil der kun være ét spansktalende land i Sydamerika, som ikke har en højreorienteret regering.
Det er det mindste land, Uruguay.
Donald Trump har i mange år kastet sig ind i valgkampe i Sydamerika og udtrykt støtte til præsidentkandidater – og modstand mod dem, han ikke er fan af, som den brasilianske præsident Lula.
Trump bruger ifølge Celina Liv Danielsen USA’s økonomiske og politiske magt meget direkte.
Brasiliens præsident, Luiz Inácio Lula da Silva, underskrev i sidste uge en lov, der skal udbøde skaderne fra USA's straftold påført brasilianske virksomheder. Foto: Evaristo Sa / Ritzau Scanpix
Sidste år indførte Donald Trump told på brasilianske varer som straf for, at den tidligere præsident og tætte Trump-allieret Jair Bolsonaro blev retsforfulgt.
Donald Trump sender i Celina Liv Danielsens øjne et klart signal om, at det betaler sig at stå ham tæt.
- Venner belønnes og kan få adgang til Det Hvide Hus, mens modstandere kan møde told, sanktioner og pres, siger korrespondenten.