
Taktiske krydser skal forhindre Alternative für Deutschland i at komme til magten | Udland | DR
Taktiske krydser skal forhindre Alternative für Deutschland i at komme til magten | Udland | DR
Det kan gå begge veje, når stemmerne bliver talt op i Sachsen-Anhalt i aften.
Enten får Alternative für Deutschland - partiet yderst til højre - flertallet i den østtyske delstat, eller også kan resten af det politiske Tyskland ånde lettet op. I hvert fald for nu.
AfD er nemlig officielt stemplet som "ekstremistisk" af efterretningstjenesten i delstaten Sachsen-Anhalt, og indtil videre har den såkaldte 'brandmur' holdt partiet udenfor indflydelse. Brandmuren er en årelang indforstået aftale blandt flertallet af de tyske partier om, at man ikke samarbejder med den yderste højrefløj.
Det er den brandmur, som AfD måske har brudt ned indefra, inden dagen er omme.
Netop det scenarie har partiets modstandere i ugevis gjort alt for at undgå.
- Vi har banket på 50.000 døre de seneste weekender. Det handler om hver eneste stemme, fortæller Ole Horn, der er initiativtager og talsperson for kampagnen "Taktisch Wählen" til DR.
Nøgleordet er taktik. Ved at få flest muligt sachsen-anhaltere til at stemme taktisk ved valgurnerne i dag, er håbet, at partisammensætningen i den nye landdag ændres så meget, at flertallet skrider under AfD.
Afgørende for, hvilken vej valget går i dag, bliver de små partier i Sachsen-Anhalt. Jo flere af dem, der formår at krydse spærregrænsen på fem procent, jo sværere bliver det for AfD at opnå et flertal.
I Sachsen-Anhalt er hele fire partier på kanten af spærregrænsen. Der er tale om socialdemokraterne SPD, De Grønne, det liberale FDP og det venstreorienterede parti Bündnis Sahra Wagenknecht (BSW).
Derfor har organisationer som Campact og Taktisch Wählen i ugevis arbejdet for at rykke stemmer over til særligt SPD og De Grønne - også selvom man måske er mest enig med Die Linke.
- AfD er stemplet som "beviseligt ekstremistisk", og vi har heldigvis ikke haft sådan et parti i regering siden 1945. Det vil vi også forhindre nu. For AfD bygger sin politik på had og diskrimination i stedet for på fællesskab og solidaritet, lyder det fra Ole Horn fra Taktisch Wählen.
På organisationens hjemmeside kan man indgive sit postnummer, hvorefter man får en anbefaling til, hvor man skal sætte sit kryds, hvis man altså ønsker at forhindre en regering med AfD.
Skriver man for eksempel, at man bor i 06110 i Halle midtby, så anbefaler hjemmesiden at stemme på Die Linkes spidskandidat i sin første stemme, der går til en konkret kandidat.
Afgørende er dog den såkaldte "Zweitstimme", altså den anden stemme, da den har betydning for, hvor mange pladser de enkelte partier får i landdagen i Magdeburg. Her anbefaler hjemmesiden at stemme på SPD eller De Grønne, da disse partier er tæt på ikke at klare spærregrænsen.
Taktisch Wählen fraråder, at man stemmer på FDP eller BSW, da organisationen mener, at partierne ikke tager skarpt nok afstand fra at samarbejde med AfD.
Partier som De Grønne omfavner de taktiske stemmer. Det fortæller Henriette Held, der er leder af partiets ungdomsorganisation, Grüne Jugend, til DR under et vælgermøde i Halle i forrige uge:
- På vores nye plakater står der "Du har noget imod nazister: Så stem grønt i din anden stemme". For det er ekstremt vigtigt, at De Grønne bliver valgt ind i landdagen, så AfD ikke kan få regeringsmagten.
Andre partier er skeptiske. Die Linke mener, at kampagnen risikerer at rykke deres vælgere ind mod midten i stedet for at stemme på dem. Til et vælgermøde i denne uge lød det sådan her fra Gregor Gysi, der sidder i Forbundsdagen for Die Linke.
- Man skal stemme på Die Linke, hvis ikke man vil have AfD. Alt derimellem er bare "Larifari" (red. ligegyldigt).
AfD er heller ikke meget for de taktiske krydser, og partiformanden Alice Weidel har kaldt kampagnen for en "demokratipolitisk skandale".
Men der er ikke noget udemokratisk ved at opfordre vælgerne til at stemme taktisk, lyder det fra Petra Dobner, der er professor i statskundskab på Martin-Luther-Universität i Halle-Wittenberg.
- Jeg synes, at man undervurderer vælgernes selvbestemmelse. I sidste ende sætter de præcis det kryds, de vil. Ligegyldigt om de er blevet informeret på TikTok, har læst et valgprogram, set en reklame, eller om de stemmer taktisk.
De seneste meningsmålinger viser, at SPD og De Grønne knap og nap vil krydse spærregrænsen.
Men selvom kampagnen bag de taktiske stemmer har skabt stor synlighed, så er det ifølge professor Petra Dobner svært at sige, om partierne er gået frem i meningsmålingerne på grund af den.
I sidste ende vil det hele først blive afgjort, når stemmerne er talt op i aften eller i de tidlige morgentimer.
- Intet menneske ved, hvad der kommer til at ske i dag, lyder det fra professor Petra Dobner.
Én ting er dog sikkert, siger hun. Valgresultatet vil skabe rystelser, uanset hvordan det ender.
- Enten får AfD det absolutte flertal og marcherer fremad. Eller også får vi en meget ustabil regeringskoalition bestående af de andre partier. Alt imens AfD vil skyde skylden på de "taktiske stemmer" og ligesom Trump vil påstå, at valget blev stjålet fra dem.