
Bilister holder i kilometerlange køer i motorvejskaos: ’De næste tre uger bliver rigtig hårde' | Indland | DR
Bilister holder i kilometerlange køer i motorvejskaos: ’De næste tre uger bliver rigtig hårde' | Indland | DR
Hvis du har kørt på E45 omkring Aarhus i løbet af den seneste tid, så har du sikkert siddet i kø og måske bandet lidt undervejs.
Vejdirektoratet er i gang med at udvide 16 kilometer af E45 og to kilometer af Djurslandsmotorvejen, der fører ud til Aarhus Nord motorvejskrydset. Og det har givet både massiv kø og massiv forvirring.
Lige nu er rampen mod Aalborg spærret for de bilister, der kommer inde fra Aarhus. Det betyder, at de i stedet ledes sydpå til Tilst - eller endda helt ned til Aarhus Vest ti kilometer derfra - for så at køre nordpå igen, denne gang bagerst i en lang kø.
Og kører man i sydgående retning, har man også skullet længere sydpå og vende bilen for at køre på ved Aarhus Nord - og Tilst-afkørslen er i forvejen meget presset.
Men det bliver værre endnu, fortæller projektleder Robin Højen Madsen, projektchef ved Vejdirektoratet.
- De næste tre uger bliver det rigtig hårdt, og så skifter vi over til noget natarbejde. Så man skal have tålmodighed og tage en ekstra kop kaffe i bilen, siger han.
Hør projektlederen fortælle, hvad bilisterne skal forberede sig på de kommende tre uger:
Pointen med alt besværet er, at det skal blive bedre på den anden side. Målet er, at udvidelsen skal gøre plads til 20.000-30.000 ekstra biler i døgnet, forklarer Robin Højen Madsen.
Faktisk har afspærringerne været så forvirrende, at det har givet uheldige situationer. For eksempel har bilister flere gange taget fejl af afspærringerne og er kørt ud på de lukkede spor - så de måtte bakke tilbage på motorvejen.
Og der var da også trafikale frustrationer at spore hos de pendlere, DR snakkede med fredag morgen.
- Det har været ret bøvlet, fordi jeg kommer nordfra og skal ind ved krydset ved Aarhus Nord. Så jeg har skullet dreje fra ved Hadsten og over Lisbjerg, så det har været ret bøvlet. Det har virkelig været træls, fortæller Charlotte Troelsen.
Her er det bilisten Kim Nielsen, der pendler fra Skive til Aarhus nogle gange om ugen. Han synes også, det har været bøvlet:
Hos Vejdirektoratet opfordrer man bilisterne til at køre afsted i god tid, køre på andre tidspunkter eller finde andre ruter. Man kan også følge med via P4's trafikmeldinger, både i radioen og lige her på dr.dk/trafik .
Vejarbejdet omkring Aarhus er et led af den politisk bestemte Infrastrukturplan 2035, som der er afsat 2,1 milliarder kroner til. Projektet ved Aarhus gik i gang i april 2023 og forventes færdigt i slutningen af 2027.