
Blev stemplet som mentalt retarderet – endte med snit på 10,8 - TV 2
Blev stemplet som mentalt retarderet – endte med snit på 10,8 - TV 2
På gangen uden for prøvelokalet går Magnus Anker Trøjgaard Nielsen rundt.
Han er rastløs og skal lige tjekke de sidste detaljer, inden den skriftlige prøve går i gang.
- Må vi have kommaregler med? spørger han sin lærer.
Magnus Anker Trøjgaard Nielsen inden den skriftlige prøve går i gang. Foto: Bue Bukh / TV 2 ØST
- I må ikke have nogen hjælpemidler med – kun retskrivningsordbogen, svarer Belinda Frost.
Hun er spændt på, hvordan det skal gå Magnus Anker Trøjgaard Nielsen, for han har tidligere været i så meget mistrivsel, at det endte med at påvirke hans IQ.
- Når de skal til eksamen, så føler jeg jo også lidt selv, at jeg er til eksamen, siger Belinda Frost i serien 'Tilbage til skolen', der kan ses på TV2 ØST PLAY .
Jeg var røget så langt ned, at det faktisk var begyndt at påvirke min IQ
Hun håber, at hun har klædt sine elever på til, at de klarer sig godt igennem.
For Magnus Anker Trøjgaard Nielsen ahar anstrengelser båret frugt.
- Det gik rigtig godt. Jeg fik et snit på 10,8, fortæller han.
Det med skolen har dog ikke altid gået så let.
Allerede da Magnus Anker Trøjgaard Nielsen gik i børnehave, var der tegn på, at han havde udfordringer.
I serien Tilbage til skolen følger TV2 ØST flere børn, der har oplevet at være i skolevægring.
Børn som i dag er tilbage i skole på Idestrup Privatskole på Falster, hvor de bruger autismevenlig undervisning og pædagogik i alle klasser.
Du finder serien på TV2 ØST PLAY .
I skolen kom han til talepædagog, ergoterapeut og flere forskellige psykologer, men der blev aldrig stillet en diagnose, og imens fik Magnus Anker Trøjgaard Nielsen det dårligere og dårligere.
- Da jeg startede i skole, havde jeg rigtig svært ved at være sammen med de andre i frikvartererne. Jeg kom meget ofte i konflikter. Jeg var også meget udadreagerende, fortæller han.
Han både råbte og slog om sig, når det hele blev for meget, og bagefter følte sig alene og skamfuld over ikke at kunne styre sine reaktioner.
Når tingene blev uoverskuelige for Magnus Anker Trøjgaard Nielsen blev han nogle gange udadreagerende. Det kunne ofte være små ting, der fik ham til at reagere på den måde. Foto: Bue Bukh / TV 2 ØST
De mange konflikter betød også, at det var svært for Magnus Anker Trøjgaard Nielsen at få venner.
- Jeg følte ikke, at jeg kunne styre det på nogen måde, men bagefter var det mega irriterende. Det var frustrerende. Det er jo ikke noget, man har lyst til, siger han.
Da Magnus Anker Trøjgaard Nielsen var omkring 11 år, blev der lavet endnu en udredning af ham.
Den konkluderede, at han havde en IQ langt under gennemsnittet.
- Min IQ var faktisk røget helt ned på 70, som vil sige, at man er decideret mentalt retarderet, fortæller Magnus Anker Trøjgaard Nielsen.
IQ-testen undersøger evnen til at tænke logisk.
- Man bliver spurgt om alle mulige spørgsmål. For eksempel hvad der er forskellen på tid og sted – så evnen til at tænke i de baner, forklarer Magnus Anker Trøjgaard Nielsen.
Han mener selv, at testen dengang viste, hvor dårligt han havde fået det af at gå i skole.
-
Jeg tænker 100 procent, at det viser, at jeg var i sindssygt meget mistrivsel, siger han.
-
Jeg var røget så langt ned, at det faktisk var begyndt at påvirke min IQ.
Beskeden om, at han havde en lav IQ, hjalp ikke på situationen.
- Jeg følte jo ikke, at jeg var på det niveau, men når der kommer sådan et tal på, så gør det jo bare det hele 30 gange værre, siger Magnus Anker Trøjgaard Nielsen.
Han kom i specialklasse, og det var godt, fordi der var mere ro på, men han fik stadig ikke den rette støtte.
Først efter Magnus Anker Trøjgaard Nielsens forældre besluttede selv at betale for en udredning, viste det sig, at han havde autisme.
Magnus Anker Trøjgaard Nielsen vil vælge retningen Mennesker og Læring på HF, og han er meget glad for sit fritidsjob på Plejecenter Blomsterhaven. Foto: Bue Bukh / TV 2 ØST
En besked, der har været en stor lettelse.
- Det var ret bekræftende, og det hjalp allerede der, men det gjorde også bare, at jeg generelt kunne få noget mere specialiseret støtte, fortæller han.
Siden har Magnus Anker Trøjgaard Nielsen kæmpet sig tilbage i en almindelig skoleklasse og har taget sin 9. klasses eksamen.
Han har også fået en ADHD-diagnose, og en ny undersøgelse har slået fast, at Magnus Anker Trøjgaard Nielsen har en IQ på 112.
En, der har hjulpet Magnus Anker Trøjgaard Nielsen med at komme i mål, er lærer og psykoterapeut Belinda Frost.
Hun er ansat på Idestrup Privatskole, hvor man bruger autismevenlig undervisning i samtlige klasser, og hun fortæller, at den type undervisning i høj grad hjælper børn som Magnus Anker Trøjgaard Nielsen.
- Børn, som har haft det svært med at indgå i skolen, oplever, at deres udfordringer bliver mindre, siger hun.
Det er især rutiner og forudsigelighed, der hjælper eleverne.
- De giver ro til, at man ikke skal bekymre sig om, hvad der for eksempel skal ske lige om lidt, forklarer hun.
Magnus Anker Trøjgaard Nielsen har blandt andet haft snakke med Belinda Frost om, hvordan han skulle takle sine mundtlige eksaminer. Foto: Bue Bukh / TV 2 ØST
Magnus Anker Trøjgaard Nielsen har tendens til tankemylder og kan hurtigt blive fyldt op af for mange indtryk.
Derfor har Belinda Frost blandt andet trænet med ham, hvordan han kan berolige sig selv, når tingene bliver uoverskuelige. Og det har dæmpet hans udadreagerende adfærd.
- Vi træner hele tiden det, der er svært, uden at gøre det i et tempo, så barnet bliver knækket, fortæller Belinda Frost.
Magnus Anker Trøjgaard Nielsen er i den grad vokset i den autismevenlige undervisning.
Faktisk har han det så godt, at han nu er begyndt i en almindelig HF-klasse, og så har han et fritidsjob på det lokale plejehjem.
- At Magnus i dag kan arbejde med demente mennesker, det undrer mig slet ikke, siger Belinda Frost.
Magnus Anker Trøjgaard Nielsen drømmer om at uddanne sig til socialrådgiver. Foto: Bue Bukh / TV 2 ØST
Han har nemlig lært, hvordan han skal navigere i forskellige sociale situationer, fortæller læreren.
Belinda Frost er derfor også meget stolt af Magnus Anker Trøjgaard Nielsen, for han har virkelig rykket sig, og det giver håb for andre, mener hun.
- Hvis alle forældre vidste, at deres barn kunne nå derhen, hvor Magnus er nået i dag, så tror jeg, at de ville have lidt ro i maven, siger Belinda Frost.