
Vil spare millioner på plejehjemsmad: Frygter, det går ud over livsglæden | Politik | DR
Vil spare millioner på plejehjemsmad: Frygter, det går ud over livsglæden | Politik | DR
Janette Ladefoged besøger sin mand hver dag på plejehjemmet.
Hun oplever, at køkkenet - og i høj grad også køkkenmedarbejderen - er blevet et naturligt samlingspunkt for beboerne. I køkkenet bliver der lavet alt lige fra langtidsstegt flæskesteg til nybagte boller i løbet af dagen, og der er altid tid til en snak.
- De samles der og kan følge med i, hvad der bliver lavet. De kan dufte maden, snakke om den og få en lille oplevelse sammen, siger Janette Ladefoged.
Nu lægger Frederikshavn Kommune op til at lukke ned for den hjemmelavede aftensmad på de ni plejehjem, der har ordningen i dag. I stedet for hjemmelavet mad, skal de ældre have mad leveret udefra - fra et storkøkken.
Frederikshavn Kommune vurderer, at man på den måde kan spare 2,2 millioner årligt – men det regnestykke sætter Kost- og Ernæringsforbundet et stort spørgsmålstegn ved.
- Det bekymrer mig, for det er et skøn. Man giver politikerne et håb om, at her sparer man 2,2 millioner kroner om året. Men måske viser det sig bagefter, at det gør man ikke — og så har man skåret det væk, siger nordjysk regionsformand i Kost- og Ernæringsforbundet, Marian Aagaard.
Hverken formanden for Ældre-, Social- og Handicap-udvalget, Thomas Hjort (DF), eller kommunens ældreforvaltning ønsker at kommentere på sagen.
Men i et skriftligt svar til Kost- og Ernæringsforbundet, som DR er i besiddelse af, oplyser Frederikshavn Kommune, at beregningen er baseret på ”skøn og overordnede vurderinger”. Man har ikke regnet på et konkret tilbud fra en madleverandør eller medtaget udgifter til blandt andet transport, logistik og opbevaring af maden.
Marian Aagaard fra Kost- og Ernæringsforbundet frygter, at ændringen kan få store konsekvenser.
- Når maden kommer udefra, skal den modtages, opbevares, kontrolleres og genopvarmes korrekt. Det kræver også kostfaglig ekspertise. Hvis den ikke er der, er der større risiko for, at kvaliteten bliver dårligere. Jeg er bekymret for både de ældres ernæring og livskvalitet, siger Marian Aagaard.
Den frygt deler Janette Ladefoged, der er bekymret for sin mand og de andre beboere på de plejecentre, der står til at miste den hjemmelavede mad.
-
Hvis maden kommer ind i poser og bliver varmet, får det slet ikke den samme fylde i hverdagen. Det bliver på en helt anden og mere anonym måde.
-
Jeg er bange for, at det går ud over livsglæden. Så hvis man skal tage så drastisk skridt, så skal man tænke sig grumme om, siger Janette Ladefoged.