
Første retssag om omvendt fodlænke begynder i dag | Indland | DR
Første retssag om omvendt fodlænke begynder i dag | Indland | DR
Retten i Hillerød behandler tirsdag den første om overtrædelse af reglerne om omvendt fodlænke.
Her er en 34-årig mand tiltalt for blandt andet at have klippet fodlænken over og nægtet at få den sat på igen.
Så vidt Nordsjællands Politi er informeret, er det første gang, at en sag som denne prøves ved retten.
Formålet med en omvendt fodlænke er især at beskytte personer, der bliver udsat for stalking og partnervold.
Den 34-årige mand var blevet påbudt at bruge den omvendte fodlænke for at sikre, at han ikke nærmede sig sin ekskæreste. Det oplyser mandens advokat Jan Aarup til Ritzau.
Omvendte fodlænker blev indført sidste år som en forsøgsordning i Danmark . En omvendt fodlænke bipper og alarmerer politiet, når gerningspersonen kommer for tæt på offerets bopæl eller et andet geografisk afgrænset område, frem for når vedkommende forlader sit hjem.
Og sagen tirsdag vil få betydning for brugen af dem i Danmark, siger Rikke Nue Møller, der er direktør i Dansk Stalking Center.
- Det er interessant, fordi det er en sanktion, vi har haft i et år, og derfor bliver det spændende at se, hvad vi gør, når der er en gerningsperson, som modarbejder den sanktion så voldsomt, som denne her person har gjort, siger hun.
Også hos krisecenteret Danner i København følger de sagen. De har sammen med blandt andet Dansk Stalking Center kæmpet for, at ordningen med omvendte fodlænker kom til Danmark.
Og det er afgørende, at personer udsat for stalking og partnervold kan have tillid til ordningen.
- De må ikke opleve en falsk tryghed. Ofrene skal være sikre på, at hvis de får at vide, at han har en fodlænke på, så har han den også på. Ellers skal de selvfølgelig have besked om, at det har han ikke, fordi så er de nødt til at tage nogle andre forholdsregler, siger direktør Mette Marie Yde.
Udover at have fjernet fodlænken og nægtet at få den påsat igen, er manden også anklaget for ikke at have sørget for at oplade fodlænken.
Men det er der en god grund til, skriver advokat Jan Aarup til Ritzau.
- Efter det for mig oplyste skal en sådan omvendt fodlænke oplades en gang hver 24. time. Når man ikke har fast bopæl, kan man ikke oplade den. Af den årsag nægter han sig skyldig.