'You're my wonderwaaaaaall': Når fodboldfans synger med, 'glemmer vi os selv' | Kultur | DR

Det bliver en sand neglebider for nordmændene, når Norge i aften tørner sammen med England i kvartfinalen ved VM i fodbold. Meget virker usikkert. Men én ting er dog stensikker:

Vi kommer til at høre synthpop fra firserne.

'Take On Me', for at være mere præcis.

For ikke alene har de norske fans gjort sig bemærket til VM ved at ro i takt i bedste vikingestil , så har de også taget det gamle A-ha-hit med på VM-tribunerne. Og det er langt fra første gang, at populærmusikken får sit eget liv i fodbolden.

Som da Club Brugges peruvianske angriber Andrés Mendoza scorede til 1-0 mod mægtige AC Milan en oktoberaften i 2003, og der skete noget, som over 20 år senere stadig kan høres på fodboldstadioner over hele verden.

Op til kampen havde de belgiske fans nemlig fået et amerikansk rockhit på hjernen, som tilfældigvis blev spillet på én af byens barer. Samme hit som et par nyere belgiske fans her optræder med under dette års VM, efter Belgien vandt over USA:

The White Stripes’ 'Seven Nation Army' havde ellers toppet dengang i 2003. Efter tre uger på førstepladsen på Billboards alternative rock-hitliste var nummeret begyndt at dale.

Men der sker noget særligt, når man kombinerer musik, fodbold og stadioneufori. Det fortæller Nicolai Jørgensgaard Graakjær, der gæstede P1-programmet K-Live . Han er professor i musik og lyd i hverdagssituationer på Aalborg Universitet og forfatter til bogen 'Popular Music and Football'.

• Der er en generel historik, som efterhånden er 50, 60, 70 år gammel, med, at fodbolden i høj grad importerer musik på forskellige måder via tilskuerne og arrangørerne, fortæller han i programmet.

Og lige nu, mens VM i fodbold er på sit højeste, synger nordmændene altså 'Take On Me', amerikanerne 'Take Me Home, Country Roads' og englænderne 'Wonderwall'.

Ifølge Nicolai Jørgensgaard Graakjær begynder forklaringen ét sted: i den særlige følelsesmæssige rus, der kan opstå på et fodboldstadion.

Da norske Erling Haaland med to mål sendte Brasilien ud af VM, eksploderede det i Norge. ”Jeg har aldrig oplevet noget så sygt i hele mit liv," lyder det fra nordmanden her:

Og det er netop den følelse, der er kimen til fællessangen. Nicolai Jørgensgaard Graakjær genkender selv følelsen fra stadion, hvor man bliver en del af noget større.

• Jeg kom til at tænke på nogle gange bagefter, ”jeg har krammet en fremmed ældre mand i længere tid, end jeg har krammet min kone inden for den seneste uges tid”.

Man glemmer nemlig sig selv, når fodboldfeberen står på.

• Vi lever i en meget individualiseret tid, hvor vi er meget optagede af os selv. Vi er måske ikke særligt musikalske og emotionelle i vores dagligdag. Men det er meget tydeligt, at på et fodboldstadion kan vi opleve et kollektiv, glemme os selv.

Læs mere: Norske fans er blevet et VM-hit i USA

Og midt i den følelse får musikken en helt klar funktion.

• Værkerne bliver et middel til, at vi kan udtrykke fælles emotioner, samhørighed, en social identitet, siger Nicolai Jørgensgaard Graakjær.

• Man oplever noget og er emotionelt beruset, og det er musikken jo i høj grad bidragende til at fremelske eller motivere, siger han.

Men hvis en sang skal løfte sig fra hitlisten og op på tribunerne, kræver det noget særligt.

Først og fremmest bærer VM-fansenes sangvalg ofte præg af numre, der har en national tilknytning, siger Nicolai Jørgensgaard Graakjær.

• For eksempel kan A-ha’s 'Take On Me' blive Norges uofficielle nationalmelodi, fordi den har en stærk tilknytning til Norge gennem bandet. Ligesom 'Wonderwall' er en sang, som forbinder sig tæt med England, siger han.

Men nationalfølelse er ikke nok. Sangene skal også være nemme at synge med på. Her er lange toner alfa og omega, og netop dér er 'Wonderwall' et godt eksempel, som her bliver sunget af Englands VM-trup i fællesskab med fansene:

• Der er de lange, udholdte toner ”because maybeee”, som man kan skråle med på og hænge fast i på en god måde. De lange toner egner sig virkelig godt til fælles skrål, siger han.

Hvordan sangene så ender på stadion, kan ske på flere måder.

Nogle gange er det arrangørerne, der får en god idé. Nicolaj Jørgensen Graakjær nævner Liverpool i 1960’erne, der begyndte at spille tidens hits på stadion, og fansene knyttede sig til Gerry and the Pacemakers’ version af 'You’ll Never Walk Alone'.

Andre gange er det mere tilfældigt. Som da en bar i Milano tilfældigvis afspillede White Stripes' 'Seven Nation Army', og Club Brugges fans på mirakusløs vis fik noget at feste over.

I 'K-Live' dykker de også ned i, hvordan Rusland bruger sport til at blåstemple sig selv som nation: