Prostatakræft er en folkesygdom – så hvorfor hører vi ikke mere om den? | Læsere | Synspunkter | Opinion | Berlingske

Hvert år får over 4.500 mænd i Danmark konstateret prostatakræft . Det gør sygdommen til den mest udbredte kræftform blandt mænd – og alligevel er den nærmest fraværende i den offentlige debat.

Mens brystkræft har haft fremtrædende talspersoner som Mai Mercado og Line Baun Danielsen, der åbent har delt deres historier, er der ikke én eneste kendt mand i Danmark, der i nyere tid har stået frem og sagt: »Jeg har haft prostatakræft.« Hvorfor denne tavshed?

Det handler ikke om at sætte brystkræft og prostatakræft op mod hinanden. Begge sygdomme fortjener opmærksomhed og forskning. Men uligevægten i synlighed er påfaldende – og bekymrende. For når kendte kvinder taler åbent om brystkræft, skaber det opmærksomhed, øger opbakningen til forskning og får flere til at gå til undersøgelse. Det samme kunne ske for prostatakræft, hvis kendte mænd turde stå frem.

Men hvorfor gør de ikke det? Er det, fordi mænd traditionelt er dårligere til at tale om sårbarhed? Er det, fordi prostatakræft rammer et organ, der stadig er forbundet med tabu? Eller er det, fordi medierne ikke efterspørger mænds historier i samme omfang som kvinders? Svaret er formentlig en kombination. Men ét er sikkert: Tavsheden koster liv.

Prostatakræft er en sygdom, hvor tidlig opsporing er afgørende for overlevelsen. Hvis flere mænd gik til lægen i tide, kunne flere reddes. Og her spiller medierne – og de kendte mænd – en afgørende rolle.

Berlingske har tidligere sat fokus på uligevægt i sundhedsdebatten. Nu er der brug for at gøre det igen – denne gang med prostatakræft.

Forestil dig, hvad der ville ske, hvis en kendt sportsmand, politiker eller skuespiller delte sin historie. Det ville ikke kun bryde tabuet – det ville også kunne redde liv. For når kendte personer taler åbent om sygdom, skaber det handling. Det har vi set gang på gang med brystkræft.

Så her er min opfordring – til de to parter:

Til Berlingske og andre medier: I har en forpligtelse til at spejle samfundet i al dets kompleksitet. Brystkræft fortjener opmærksomhed – men det gør prostatakræft også. Efterspørg mænds historier. Giv dem plads. Gør prostatakræft til en del af den offentlige samtale. For tavshed er ikke neutral – den er farlig.

Til de kendte mænd: I har en indflydelse, der rækker langt ud over jeres egne netværk. Brug den. Stå frem. Jeres historie kan være med til at normalisere en sygdom, der rammer tusinder af mænd og deres familier hvert år. I kan gøre en forskel – bare ved at tale åbent.

Prostatakræft er ikke et mandsproblem. Det er et samfundsproblem. Og det kræver handling – nu.

Poul Risom, landsformand, Prostatakræftforeningen – Propa

Jeg mener, at vi i Danmark skal skærpe straffen for terrorhandling markant efter at en ung mand med en ekstrem ideologi med vilje har kørt ind i en stor folkemængde i Berlin, hvor mindst en person har mistet livet.

Enhver terrorhandling bør automatisk give livstidsstraf (så vedkommende aldrig kommer på fri fod igen), uanset om det er personer fra det islamistiske miljø eller det højreradikale nationalistiske miljø.

Det ville ikke gøre noget, hvis radio- og tv-cheferne oprustede en hel del medarbejderes forhold til spørgeteknikken.

Det bliver desværre mere og mere almindeligt at høre spørgsmål, hvor svaret er kedeligt indlysende, såsom: Er du glad for at din hund er reddet?

Eller: Synes du, at det er for varmt?

Spørgsmålene er fiktive for ikke at pege nogen ud men for at eksemplificere, hvad jeg mener i en tid, hvor følelser ofte er vigtigere end viden.

Europæisk industri – ikke kun bilindustrien – er presset af statsstøttet kinesisk produktion. Hvis er skylden? Kina, Donald Trump, EU, Tysklands kansler?

Nej, hele skylden ligger hos den europæiske forbruger, der ser stort på Kinas unfair statsstøtte, Kinas støtte til Putins krig i Ukraine og hybridkrig mod Europa. Hvis ikke vi enkeltborgere i Europa støtter europæisk produktion, graver vi vores egen grav.

Da Trump vandt præsidentvalget, gik skænderiet i gang i USA og her. Vendt mod demokraterne vel at mærke.

Demokraterne havde ikke taget splittelsen i det amerikanske samfund alvorligt. Dets vælgere og partiet selv havde en arrogant nedladende holdning til de lavindkomstgrupper og arbejdervælgere, som endte med at vælge Trump, sagde man.

Men fremfor at skælde ud på demokraterne for at være et socialliberalt middelklasse parti, som ligner europæiske midterpartier, så skulle man hellere skælde ud på republikanerne for at lade sig erobre af det, jeg vil kalde den fascistiske MAGA-bevægelse. For det var det, der skete. Det Republikanske Parti er den skyldige.

MAGA er set med mine øjne virkelig fascistisk – ikke til at skelne fra en klassisk italiensk Mussolini-fascisme. Det var ikke svært at se. Nu betaler vi alle prisen.

Midtvejsvalget i USA er så småt i gang. Måske vinder demokraterne flertal i et af husene i Kongressen. Det kan godt være. Spørgsmålet er, om det overhovedet betyder noget.

Dybt nedbøjede ser vi, at demokraterne lige nu ikke har skyggen af en chance for at vinde præsidentvalget næste gang. De mangler stadig en brugbar kandidat. Virker stadig som politiske ringvrag, slået knockout.

Jeg køber den fysiske Berlingske i løssalg et par gange om ugen. Min favoritavis. Dejligt bredtfavnende læsestof.

Og tak for flot grafik, fotos og layout.

Jeg er dog lidt træt af tryk- og skrivefejl. Især når de forekommer i overskrifterne. Det er selvfølgelig ikke sådan, at jeg ikke forstår sammenhængen i det jeg læser, men det er altså ret uskønt og forekommer rigtig mange gange i hver udgave, jeg køber.

Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk