Nøgenbadere savner deres frihed: Har lavet borgerforslag | Indland | DR
Nøgenbadere savner deres frihed: Har lavet borgerforslag | Indland | DR
Den populære badeanstalt Dragør Søbad er blevet genstand for debat.
Badet har tre bassiner: et herre- og et damebassin og et fællesbassin. I de kønsopdelte bade er der tradition for at sole og bade nøgen.
Men nye regler fra kommunen, der ejer og driver søbadet, har sat grænser for nøgenbadningen.
Sidste år blev det nemlig besluttet af en enig kommunalbestyrelse, at de tre bassiner i de travleste timer mellem 12 og 17 skulle være fællesbassin.
Hertil blev det også besluttet, at man skal iklæde sig badetøj i samme tidsrum.
I første omgang var reglementet en forsøgsordning, men nu er reglerne permanente. Det har nemlig været en stor succes, fortæller den konservative borgmester, Kenneth Gøtterup.
-
Det er en måde at tage hensyn til alle. Generelt er det jo sådan i Danmark, at når man har fælles baderum for eksempel i svømmehaller, så har man badetøj på, siger han.
-
Dem, der har lyst til at nøgenbade, kan så gøre det inden klokken 12 og efter 17.
En, der ikke er enig i, at de nye regler er en succes, er Lisbeth Dam Larsen. Hun er tidligere medlem af kommunalbestyrelsen i Dragør for Moderaterne.
-
Det er en del af kulturen i Dragør, mener hun og fortæller, at hun siden hun var barn har badet nøgen med sin mor og bedstemor i damebassinet.
-
Det har været kvindernes fristed, hvor man har ligget og solet og badet uden tøj på. Jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor der ikke er plads til det længere, siger hun.
Først ytrede Lisbeth Dam Larsen den holdning i lokalavisen DragørNyt og på Facebook. Efterfølgende fik hun 'et overvældende antal likes og henvendelser'.
Derfor har hun lavet et borgerforslag, der skal give kvinder ret til at bade og sole sig nøgne i Dragør Søbads damebassin, selv når det bruges som fællesbassin.
Forslaget har i skrivende stund 145 underskrifter. Opnår det 350 underskrifter skal kommunalbestyrelsen tage stilling til det.
Men borgmesteren tror ikke på, at forslaget kommer til at få indflydelse. Det er nemlig en enig kommunalbestyrelse, der har vedtaget de nye retningslinjer.
- Det er et tiltag, vi har lavet for at tilgodese helheden. Jeg er sikker på, at dem, der normalt bader nøgen, godt kan håndtere at have badetøj på mellem klokken 12 og klokken 17, siger han.