
Mangler du en ny MacBook? Så skal du nok væbne dig med tålmodighed | Indland | DR
Mangler du en ny MacBook? Så skal du nok væbne dig med tålmodighed | Indland | DR
Er du for nylig gået forgæves i forsøget på at købe en MacBook hos Power eller Elgiganten, findes der en god forklaring.
For lige nu er der mangel på computerkomponenter som hukommelseschips, og det gør det svært for forretninger som for eksempel Power og Elgiganten, der sælger den populære computer herhjemme i Danmark, at få leveret varen til butikkerne.
Det siger DR's techanalytiker og vært på DR's techpodcast Prompt, Marcel Mirzaei-Fard.
- Når der mangler en enkelt komponent, kan man simpelthen ikke samle en færdig computer, og så bliver der færre varer, man så kan sende videre ud til Elgiganten og Power, siger han.
De afgørende computerkomponenter er blevet en populær vare, efter AI er kommet til verden. Flere datacentre vokser frem i hele verden, men også herhjemme i Danmark. AI-datacentre bruger store mængder af de samme hukommelseschips som computere gør.
Og det betyder, at udbuddet af og efterspørgslen på hukommelseschips ikke kan følge med hinanden, siger Marcel Mirzaei-Fard.
- Man kan ikke bare løse det her problem fra den ene dag til den anden og skrue produktionen op med det samme. Det er noget, der tager lang tid og koster mange penge. Og imens vælger producenterne (af hukommelseschips, red.) simpelthen at sælge det, de nu har, til dem, der betaler bedst. Og det gør AI-fabrikkerne lige nu, siger han.
Problemerne med de manglende hukommelseschips kan mærkes på hylderne hos Power og Elgiganten. Jan Boysen, der er administrerende direktør i Power Danmark, fortæller at, de ikke får de varer, de har bestilt, og dermed må de skuffe nogle af kunderne.
- Apple har meddelt os, at man ikke kan levere de partier, som er blevet bestilt, og det er selvsagt kritisk. Kunderne har jo en forventning om, at vi har de varer i vores butikker, siger han.
Til Politiken fortæller Henrik Eriksen, salgschef for computing og gaming i Elgiganten, at det ikke kun er Apple, der har problemer.
- Det er det samme billede hos de andre computerproducenter, selv om situationen ikke er lige så slem. Og vi skal nok ind i 2027, før der er balance mellem udbud og efterspørgsel, siger han.
Men priserne på Apples computere er desuden steget eksplosivt i takt med forsyningsproblemerne.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Apple, men for to måneder siden sagde de i en udtalelse, at det især er boomet inden for kunstig intelligens, der driver priserne op.
- Forbrugerelektronikindustrien står over for en udfordring uden fortilfælde. Den hurtige udbygning af AI-datacentre har skabt en ekstraordinær stigning i efterspørgslen på hukommelse og lagerplads, lyder det i Apples udtalelse.
Marcel Mirzaei-Fard mener dog, at Apple kunne sikre sig de varer, de skal bruge, gennem nogle store aftaler, men at det ikke nødvendigvis er lige let for dem lige nu.
- Men selv et af verdens mest værdifulde selskaber er ikke herre over den her globale krise, siger han. Og det betyder at Apple kan sælge færre computere, fordi der er længere leveringstider og højere udgifter for dem, uddyber han.
Hos Power går forsyningsproblemerne så vidt, at man bliver nødt til at prioritere blandt kunderne, siger Jan Boysen.
- De kunder, der kommer ned nu og forudbestiller varen, bliver også de kunder, der i første omgang får produkterne. Det er ikke dem, der kommer ind fra gaden. Så vi er simpelthen nødt til at gøre det her i en prioriteret rækkefølge, siger han.
Men hvornår kan man egentlig forvente, at hylderne bliver fyldte igen? Ifølge Marcel Mirzaei-Fard er hylderne ikke tomme for altid, men det kan godt være, man skal væbne sig lidt med tålmodighed.
- Det kan godt være, at der går en rum tid, hvor der vil stå inde på hjemmesiden, at varerne ikke er på lager lige nu. Der er flere analytikere, der peger på, at det her marked først for alvor falder til ro engang til næste år, og det er der jo lang tid til, siger han.