Join Happenings

Sign up to save events, get deals, and connect with your community.

September 1, 2026Opinion

Trumps egne støtter raser over opslag om datacentre - TV 2

4 min readNo likesNo comments

Trumps egne støtter raser over opslag om datacentre - TV 2

Donald Trump mener, at det vil gå ud over amerikanernes økonomi, hvis man ikke byder opførelsen af nye datacentre velkommen. Foto: Al Drago / Pool / Ritzau Scanpix

Donald Trump kritiserer i skarpe vendinger amerikanere, der siger nej til datacentre i deres nærområder.

Et markant flertal af amerikanerne er ifølge undersøgelser imod at få datacentre som naboer, og mange frygter blandt andet forringet drikkevand, støjgener og højere elregninger.

Men ifølge Trump er modstanden en farlig vej at gå.

Den amerikanske præsident skrev mandag aften på sit eget sociale medie, Truth Social , at lokalsamfund rundt omkring i USA ikke har nogen grund til at sige nej til datacentre, udover hvis de ønsker at "sakke bagud og blive fattige".

  • Hvis de ønsker at få succes og blive rige, med langt lavere skatter og masser af arbejdspladser, så lad data herske, konkluderede Donald Trump.

Trump skrev blandt andet på Truth Social, at Kina ikke kunne være mere tilfreds med den amerikanske modstand mod datacentre, og at de lokalsamfund, der afviser dem, kun har sig selv at bebrejde. Foto: Brendan Smialowski / Ritzau Scanpix

Men i kommentarsporet på Truth Social, der primært består af personer, der støtter Donald Trump, er der påfaldende stor modstand mod netop dette opslag.

  • Hr. præsident, tænk på landbrugsjorden og vandressourcerne. En mand så intelligent som dig vil kunne se, at den kategoriske holdning, du indtager, er fejlagtig, lyder det fra en bruger.

  • Jeg ville til enhver tid vælge rent vand og mindre virksomheds­bullshit i nabolaget frem for at være rig, skriver en anden.

Flere meningsmålinger peger også på, at et flertal af amerikanerne er imod datacentre i deres lokalområder.

Modstanden skyldes blandt andet bekymringer om miljøet, tab af arbejdspladser og højere elregninger, viser undersøgelserne.

Vandkvaliteten i lokalområderne er også ofte et emne, der bliver diskuteret, og estimater peger på, at de største datacentre kan bruge op mod 19 millioner liter vand om dagen , svarende til vandforbruget i en by med 10.000-50.000 indbyggere.

Flere borgere har samtidig klaget over omfattende støjgener fra datacentre i USA.

Luftfoto af det kommende Stargate Oracle AI-datacenter i Texas med et samlet bygningsareal på omkring 372.000 kvadratmeter. Oracle skal stå for driften af centret på vegne af OpenAI, der blandt andet står bag ChatGPT. Foto: Brandon Bell / Ritzau Scanpix

I Michigan har beboere i forrige uge lagt sag an mod et datacenter , som de hævder skaber generende støj i en radius af op til 1,6 kilometer, hvilket forstyrrer både beboere og dyrelivet i området.

Endelig frygter mange amerikanere, at datacentre kan få elpriserne til at stige i deres lokalområde.

Environmental and Energy Study Institute (EESI) konkluderede i en rapport fra februar 2026 , at elpriserne i USA generelt er stigende, og at den øgede efterspørgsel på strøm fra store datacentre er med til at presse priserne op.

Lederne af nogle af verdens største tech-giganter, der i dag er ansvarlige for en stor del af de nye datacentre i USA, mødte på utraditionel vis op til Donald Trumps indsættelse som præsident i 2025. Foto: Saul Loeb / Ritzau Scanpix

Ifølge EESI rammer det særligt delstater med en høj koncentration af datacentre.

Det er blandt andet tilfældet i Virginia, hvor elpriserne er steget med op til 267 procent over de seneste fem år.

Derfor er spørgsmålet om datacentre i USA også blevet et tema, der forventes at få stor betydning ved det kommende midtvejsvalg, der finder sted i november.

Emnet er ifølge The New York Times blevet så politisk sprængfarligt, at både demokrater og republikanere – med undtagelse af Trump – forsøger at bruge deres politiske modstanderes støtte til datacentre imod dem.

Jon Husted er blevet et eksempel på, hvor sprængfarligt et emne datacentre kan blive til det kommende valg. Foto: Aaron Schwartz / Ritzau Scanpix

Det amerikanske medie henviser til et notat fra National Republican Senatorial Committee, der advarer om, at Ohios senator Jon Husted er i fare for ikke at blive genvalgt på grund af sin støtte til opførelsen af datacentre i delstaten.

Han har sidenhen korrigeret sin retorik omkring emnet.

  • Hvis lokalsamfund ikke ønsker et datacenter, skal de ikke tvinges til at have et. Punktum, lød det fra Husted i august.

J.D. Vance måtte efter Trumps opslag på Truth Socail gyde olie på vandene. Foto: Nic Antaya / Ritzau Scanpix

Efter Trumps kommentarer på Truth Social mandag, måtte hans vicepræsident, J.D. Vance, da også gyde olie på vandene.

Adspurgt af journalister sagde Vance, at man bør sikre sig, at man bygger nye kraftværker i de områder, hvor man vil opføre datacentre, så det ikke påvirker de lokales elregninger.

  • Jeg tror, at 99 procent af modstanden mod datacentre er opstået i områder, hvor opførelsen af et datacenter betyder højere forsynings- og elpriser for de mennesker, der bor der, sagde Vance.

Han understregede samtidig, at han mener, at nye datacentre er en “vigtig del af AI-økonomien”.

oekonomiritzau-scanpix

Happenings

Happenings works best in the app

App StoreGoogle Play

Analytics choices

Happenings can use optional analytics cookies to understand usage and improve the product. They stay off unless you allow them.

Read cookie policy