Økologisk landmand fordobler omsætning efter tv-program - TV 2
Økologisk landmand fordobler omsætning efter tv-program - TV 2
Lasse Korsgaard ejer den økologiske griseproduktion og gårdbutikken Kraghøjgaard. Foto: TV MIDTVEST
- Det kan godt være lidt mærkeligt, og det er noget værre lort, jeg siger på tv. Men folk kommer og kigger.
Sådan lyder det grinende fra Lasse Korsgaard, der lige nu er aktuel i datingprogrammet ’Landmand søger kærlighed’.
Han driver en økologisk svineproduktion, grøntsagsproduktion og egen gårdbutik i Sjørring i Thy.
For blot en måneds tid siden kunne han fortælle, at han har måttet skalere sin forretning , da det har været svært at få folk til at købe økologisk grisekød, men næsten i selvsamme åndedrag begyndte TV 2-serien at rulle over skærmen, og nu har hans kendisstatus i Thy og omegn vendt helt rundt på tallene. Hans omsætning er nemlig fordoblet.
- Det er simpelthen så positivt. Jeg vil have økologien frem – det er mit mål, fortæller Lasse Korsgaard glad.
Han havde ikke regnet med, at interessen for hans erhverv og produkt ville stige, i takt med at han fik flere og flere minutter på skærmen. Derfor går han også og spekulerer over, om det holder ved, når denne sæson af programmet når sin afslutning.
Han mener dog godt, at salget kan fortsætte, så længe produkterne lever op til kundernes forventninger.
Er det vejen frem for de økologiske svineproducenter? Skal de tilmelde sig et datingprogram?
- Ej, det er lige lidt mere omfattende, og man skal tænke sig om to gange. Det er nok ikke løsningen på den lange bane, griner Lasse Korsgaard.
Den økologiske griseproducent ser et klart handelsmønster. Det er ifølge ham de helt unge og den lidt ældre kategori, der kommer forbi. Og så er han begyndt at kunne sælge hele grisen, hvor han før måtte kassere dele, der ikke var populære.
- Nu ryger både haler, nyrer, tunger og ører. Jeg har en masse på lager nu – det går så fint, siger Lasse Korsgaard.
Han er godt klar over, at økologisk svinekød er dyrere end svinekød fra konventionelle griseproduktioner – og derfor kan det være svært at fange børnefamilierne, men han håber, at de også vil prioritere bæredygtigheden.
Lasse Korsgaard skiftede selv fra konventionel griseproduktion til økologisk griseproduktion, da han mener, det bedre kan betale sig på den lange bane, og det er bedre for den verden, vi lever i.