
Alle holdt vejret: Nu er der nedslående nyt fra ZOO
Alle holdt vejret: Nu er der nedslående nyt fra ZOO
Spændingen har i den grad været til at føle på i Københavns zoologiske have den seneste tid.
I et tæt samarbejde med internationale eksperter besluttede ZOO i foråret at inseminere hunpandaen Mao Sun, og herefter har man holdt vejret og krydset fingre.
Man var kommet frem til, at det efter flere års forsøg på naturlig parring, var på tide at øge chancerne.
Siden insemineringen er Mao Sun blevet observeret tæt, og der har været uvished om, hvorvidt pandaen var drægtig eller ej.
Men nu kommer ZOO med en endelig melding.
Pandaen er ikke drægtig, lyder det i en pressemeddelelse.
“Vi havde naturligvis håbet på et andet resultat. I år afprøvede vi inseminering som et nyt tiltag, og både forløbet og timingen omkring insemineringen så lovende ud. Men vi ved også, at usikkerhed er en del af processen, da reproduktion hos pandaer er kompleks,” siger zoologisk direktør, Mads Frost Bertelsen.
ZOO oplyser, at inseminering ellers er en velafprøvet metode – den giver dog ingen garanti for succes.
Siden insemineringen, som foregik i april, har man fulgt Mao Sun tæt, observeret hendes adfærd og gennemført en række ultralydscanninger.
”Det er hos pandaer meget vanskeligt tidligt i forløbet at fastslå, om hun er drægtig. Pandaer kan gennemgå en såkaldt pseudo-drægtighed, hvor både hormonniveauer og adfærd i høj grad ligner en reel drægtighed. Det er derfor ofte først sent i forløbet, som også i dette tilfælde, at vi med sikkerhed kan afgøre, om der er en unge på vej,” siger Mads Frost Bertelsen.
Mao Sun har den seneste tid befundet sig i en såkaldt fødehule, men denne har hun nu forladt.
ZOO oplyser, at hunpandaer bruger fødehuler, selv når de ikke skal føde, da de føler, at de er drægtige.
Hunpandaen i ZOO gør dette hvert år, og det er en normal adfærd.
Hvorvidt man vil forsøge endnu en gang at inseminere pandaen i Københavns zoologiske have er endnu uvist, men i den kommende tid vil man evaluere årets forløb og drøfte mulighederne for næste sæson sammen med kinesiske samarbejdspartnere.