Stor affaldsbunke dumpet på fortovet: 'Det ligner erhvervsaffald' | Indland | DR
Stor affaldsbunke dumpet på fortovet: 'Det ligner erhvervsaffald' | Indland | DR
I et industrikvarter i Valby i København - hvor McDonalds og Jem & Fix blandt andet holder til - er en stor bunke affald blevet dumpet på fortovet.
Dunke med fritureolie, gamle toiletter, stålplader og pap i lange baner var det syn, som mødte Per Bille Jensen.
Han bor i Valby og har i sin sommerferie været forbi Jem & Fix for at handle et par gange.
Han har i hvert fald set skraldet - som han beskriver som erhvervsaffald - ligge der i ti dage.
- Man tænker jo; er man kommet til et andet land? For det er ikke noget, vi normalt har liggende her, siger han.
I Københavns Kommune betaler virksomheder som udgangspunkt for at komme af med affald - både til genbrugspladsen og kommunens affaldsordning.
Genbrugspladserne drives af ARC. Her ville det koste for eksempel en håndværker, der kører ind med en kassevogn og afleverer almindeligt byggeaffald, 340 kroner inklusiv moms per besøg.
Per Bille Jensen og andre borgere har givet Københavns Kommune et praj om skraldet - det skriver de på Facebook.
For affaldet kan tiltrække skadedyr, påpeger han.
- Der er jo ingen tvivl om, at sådan noget affald tiltrækker rotter. Det er ikke så smart, når kommunen lige har bygget et storkøkken til skolerne i København, som ligger lige ved siden af, siger han.
Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen oplyser til DR, at kommunen er bekendt med sagen og er ved at undersøge det nærmere med henblik på at få affaldet fjernet.