
Fodbolddommere kan blive udsat for lidt af hvert, men til kæmpe turnering bliver der passet på dem | Indland | DR
Fodbolddommere kan blive udsat for lidt af hvert, men til kæmpe turnering bliver der passet på dem | Indland | DR
Brækkede arme og fingre, skaller og skub og verbale overfald.
De seneste år har der været flere grimme sager fra de danske fodboldbaner, hvor dommere er blevet overfaldet.
For cirka et år siden gik hele dansk fodbold sammen om en kampagne, som skulle sætte fokus på den gode adfærd i fodbolden.
Det er også noget, man gør lige nu til Dana Cup i Hjørring, der er en af de største ungdomsturneringer i verden med 20.000 deltagere fra 56 forskellige lande.
Her bruger man et observatørkorps til at passe på dommerne, fortæller Thomas Jensen, dommeransvarlig ved turneringen.
- Det er nødvendigt, fordi fodbold er følelser. Forældre, trænere og spillere agerer forskelligt, og det tror jeg aldrig, vi kommer ud over.
Hvis nogen opfører sig dårligt, kan dommerne indberette det.
Når de gør det, tager observatørkorpset ud for at holde øje med det hold, hvor der er problemer. Og hvis det er nødvendigt, kan korpset finde på at kalde holdlederen til en samtale.
En af dem, som sætter pris på observatørkorpset, er Eva Ravn fra Hobro. Hun er dommer til årets turnering og er glad for, at der bliver sat ekstra fokus på sikkerheden.
- Skulle der være noget, så har vi et sted at henvende os. Og de tager hånd om det med det samme, siger hun.
Eva Ravn har været med til Dana Cup flere gange. I år har hun ikke selv oplevet noget ubehageligt.
Men når så mange forskellige nationaliteter er samlet, kan det godt give udfordringer for dommerne. For nogle spillere har mere temperament end andre, siger hun.
- Det er ikke helt så nemt at håndtere for de nye dommere, som det er for os med lidt mere erfaring.