
ANALYSE Troels Lund Poulsen med klart budskab til oprørerne: Det bliver uden mig som formand | Politik | DR
ANALYSE Troels Lund Poulsen med klart budskab til oprørerne: Det bliver uden mig som formand | Politik | DR
Især en sætning er værd at lægge mærke til i Troels Lund Poulsens reaktion på de seneste dages interne konflikt i Venstre.
V-formanden sætter reelt sit formandsskab ind på at få opbakning til den kurs, han har lagt.
- At forlade treparten bliver ikke vores politik under min ledelse, skriver Troels Lund Poulsen i sit opslag på X.
Dermed gør Troels Lund Poulsen det klart for det oprørske landbrugs-bagland, at han ikke kommer til at bøje sig og trække Venstre ud af aftalen og kvælstofloven og med den ud af den grønne trepart.
Det ville være et kæmpe tilbageskridt for Troels Lund Poulsens strategi for Venstre.
Budskabet betyder dog ikke, at Troels Lund Poulsen forventer, at de oprørske retter ind.
Venstre forhandler i øjeblikket med regeringen og de andre partier bag loven om målrettede lempelser, der imødekommer en del af kritikken. V-toppens håb er, at det kan dæmpe gemytterne lidt.
Det får dog næppe en Søren Gade til at stemme for loven.
Ved folketingsvalget, hvor især svineproduktion og rent drikkevand fyldte, var Venstre under hård kritik for at være i lommen på landbruget. Og partiet endte med at blive helt udraderet i hovedstaden.
Midt i valgkampen kunne Venstre ikke rykke sig. Det ville uden tvivl have givet en masse ballade med det bagland, hvor det klassiske landbrug stadig står stærkt.
Men i de to uger efter valget, hvor Troels Lund Poulsen var kongelig undersøger, brugte han den position til at erklære, at Venstre støtter et nationalt sprøjteforbud.
Det var et signal om, at Troels Lund Poulsen vil have et Venstre med en stærkere grøn profil, og et Venstre, der kan appellere til en bredere vælgerskare. Også i storbyerne.
Venstre kan ikke vokse sig stort og stærkt ved alene at satse på landbruget eller alene på vælgere i landdistrikterne.
Konkurrencen om de vælgere er også benhård fra Danmarksdemokraterne og i stigende grad også fra Dansk Folkeparti.
DF-formand Morten Messerschmidt har opfordret alle de blå partier til at sige nej til kvælstof-loven. Balancen mellem land og by er en vanskelig balancegang for flere partier og er et af de vigtigste politiske emner for tiden, hvor mange oplever, at skellet mellem land og by vokser.
Og det er en ekstra vanskelig balancegang for Venstre, som traditionelt er knyttet til landbruget.
Mens der ikke er mange landmænd blandt vælgerne, er der mange landmænd i Venstres organisation og blandt Venstres borgmestre.
Venstre står i en brydningstid mellem det klassiske Venstre med tæt forbindelse til landbruget og et moderne Venstre - det Troels Lund Poulsen kalder et liberalt velfærdsparti - med appel til en bredere vælgerskare.
Det er et opgør, som slår gnister, og det er næppe sidste gang, Venstre står i den konflikt.
Men når Troels Lund Poulsen i den grad sætter hårdt mod hårdt, er det også et signal om, at han ved, at han har flertallet i partiet med sig.