Join Happenings

Sign up to save events, get deals, and connect with your community.

Isen forsvinder, så nu rykker tusindvis af hvaler ind i Østgrønland | Klima | DR
August 21, 2026News

Isen forsvinder, så nu rykker tusindvis af hvaler ind i Østgrønland | Klima | DR

2 min readNo likesNo comments

Isen forsvinder, så nu rykker tusindvis af hvaler ind i Østgrønland | Klima | DR

Lyt efter lyden af en hval under vandet. De dybe toner kan mærkes helt ind i kroppen.

Nu bliver der stadig flere af dem at lytte til i farvandene omkring Østgrønland.

I sommeren 2024 vurderes omkring 4.000 pukkelhvaler, 6.000 finhvaler og 6.000 vågehvaler at have besøgt Grønlandshavet. Det står i centrum for en ny undersøgelse , som er offentliggjort i tidsskriftet Frontiers in Marine Science.

Mads Peter Heide-Jørgensen, professor og hvalforsker ved Grønlands Naturinstitut og ledende forsker bag undersøgelsen, forklarer udviklingen.

  • Det er sådan set noget nyt, at det forekommer her så tæt på Østgrønlands kyst, siger Mads Peter Heide-Jørgensen til P1 Morgen .

Historisk har havisen langs Østgrønlands kyst fungeret som en barriere for de store bardehvaler. Bardehvaler er en fællesbetegnelse for hvalarter, der har barder i stedet for tænder og blandt andet omfatter pukkelhvaler, finhvaler og vågehvaler. De har brug for adgang til åbent vand for at kunne komme op og trække vejret.

Men den barriere er blevet mindre.

  • Den pakis, som tidligere blokerede hele kysten, er forsvundet med klimaændringerne, siger Mads Peter Heide-Jørgensen.

Samtidig er havet blevet varmere, og der er kommet mere føde til området.

En lille fisk, som på grønlandsk hedder ammassak og på dansk hedder lodde, er ifølge forskeren rykket fra Island mod den østgrønlandske kyst, hvor den findes i enorme stimer. Sammen med små krebsdyr giver det hvalerne et stort sommermåltid.

Forskerne vurderer, at de tre hvalarter tilsammen kan spise mindst 800.000 ton fisk og krill i løbet af en sommer.

Forandringen handler dog om mere end hvaler.

Mads Peter Heide-Jørgensen beskriver udviklingen som et "stort økologisk regimeskift". Omkring 2001-2002 ændrede området ifølge Heide-Jørgensen karakter fra et klassisk arktisk økosystem til et mere atlantisk og tempereret system.

  • Der skiftede det til et mere atlantisk tempereret økosystem, hvor der var åbent vand, og hvor der var bardehvaler, siger han.

Skibsundersøgelserne viste, at der ikke var registreret en eneste pukkelhval i området frem til 2006. I 2007 blev syv observeret. I 2024 var tallet steget til 150 observationer.

De store hvaler er ikke nødvendigvis en direkte trussel mod de oprindelige arktiske arter, understreger forskeren. Men de arktiske dyr mister levesteder, når havisen forsvinder.

Udviklingen viser ifølge forskeren, hvor hurtigt klimaforandringer kan ændre et helt økosystem.

For nogle arter åbner det nye muligheder. For andre bliver deres verden mindre.

  • Det er klart, at de andre arktiske arter bliver klemt af, at forholdene bliver dårligere for dem, siger Mads Peter Heide-Jørgensen i P1 Morgen.
klimauddannelse

Happenings

Happenings works best in the app

App StoreGoogle Play

Analytics choices

Happenings can use optional analytics cookies to understand usage and improve the product. They stay off unless you allow them.

Read cookie policy