
Ungarns parlament stemmer for at afsætte Orbán-allieret præsident - TV 2
Ungarns parlament stemmer for at afsætte Orbán-allieret præsident - TV 2
Her til aften har det ungarske parlament stemt en forfatningsændring igennem, der har til hensigt at afsætte landets præsident, Tamás Sulyok.
Afsættelsen er én ud af 12 forfatningsændringer, som premierminister Peter Magyars regering har fået vedtaget.
Dermed har Magyar for alvor startet det opgør med Orbáns kontrol af systemet, som han gik til valg på.
- Ungarn tilhører ikke Tamás Sulyok eller Viktor Orbán. Det tilhører ikke et enkelt parti eller politisk system, sagde Peter Magyar tidligere mandag, da forfatningsændringen blev debatteret i parlamentet.
Forfatningsændringen betyder også, at parlamentsmedlemmer fremover maksimalt kan sidde 12 år eller i tre valgperioder. Der oprettes ligeledes et kontor for genindrivelse af statslige aktiver, den ungarske forfatningsdomstol får flere beføjelser, ligesom antallet af love, der kan vedtages med to tredjedeles flertal, reduceres.
Parlamentet har kunnet stemme ændringerne igennem, fordi Peter Magyar og hans parti, Tisza, vandt mere end to tredjedele af pladserne ved valget i april.
Dermed kan Magyar bruge Orbáns egne regler til at ændre forfatningen.
Den ungarske præsident Tamás Sulyok skal som landets præsident underskrive den nye forfatningsændring, der afsætter ham.
Hvis ikke han gør det inden for fem dage, vil parlamentet iværksætte en rigsretssag mod ham, lyder det fra Magyar.
Forfatningsændringerne træder i kraft, når præsidenten har underskrevet dem.
Magyar har desuden annonceret, at disse ændringer kun er første skridt på vejen.
Til efteråret vil et større arbejde gå i gang, som til slut vil ende ud i en folkeafstemning blandt ungarerne.
Forfatningsændringerne har allerede resulteret i, at lederen af Fidesz' gruppe i parlamentet, Gergely Gulyas, mandag har trukket sig .
Han kan nemlig ikke genopstille ved næste valg på grund af reglen om, at man ikke må sidde længere end 12 år i parlamentet.
Forfatningsændringen betyder også, at den nuværende præsident af den ungarske forfatningsdomstol, den Orbán-allierede Peter Polt, må gå på pension, fordi han er over 70 år.
Allerede på valgaftenen i april annonerede Peter Magyar, at det skal være slut med Viktor Orbáns "marionetdukker", og siden valgsejren har Magyar flere gange opfordret Tamás Sulyok til at trække sig.
Den politiske kampagne for at rydde op i systemet og oprulle korruption af offentlige midler har fået navnet Tisztítótűz – Operation Skærsilden.
Den nu tidligere premierminister Viktor Orbán har nægtet at være involveret i korruption.
Udover ændringerne i forfatningen har Magyar også nedlagt flere institutioner, som Orbán har oprettet, ligesom han har indledt en reform af de statslige medier.
Dertil kommer, at forholdet til EU er betydeligt forbedret, og med de seneste ændringer i forfatningen er Ungarn et skridt tættere på at få adgang til de ti milliarder euro, som EU har holdt tilbage.
Præsident Tamás Sulyoks kontor udsendte allerede fredag en erklæring , der siger, at Magyars opfordring til, at præsidenten skal træde tilbage, har "en negativ indvirkning" på den forfatningsmæssige funktion.
Flere Fidesz-politikere har boykottet mandagens møde i parlamentet, ligesom der har været en demonstration til støtte for Sulyok.
"Stop tyranniet" - sådan stod det på et banner, da støtter af Fidesz-partiet samlede sig i Ungarns hovedstad, Budapest, i sidste uge for at demonstrere mod Magyars planlagte forfatningsændringer. Foto: Attila Kisbenedek / Ritzau Scanpix
Også Amnesty International og Human Rights Watch har kritiseret beslutningen.
Lederen af Fidesz i parlamentet, Gergely Gulyas, der selv rammes af ændringerne, har kritiseret den nye regering for at misbruge sin magt.
Præsident Sulyok har bedt om en juridisk vurdering af konflikten fra den såkaldte Venedigkommission, der er en gruppe af juridiske eksperter under Europarådet.