Nu kan du flyve mod sydens sol fra Karup | Indland | DR
Nu kan du flyve mod sydens sol fra Karup | Indland | DR
Fra i dag kan du flyve mod sol og sommer fra Midtjylland Karup Airport.
For første gang i knap 10 år er der en charterrejse på afgangstavlen i den midtjyske lufthavn.
Og det glæder direktør i Bravo Tours, Peder Hornshøj, at lufthavnen igen kan byde gæster på charterrejse.
- Det er fantastisk, at nogen investerer mange penge i, at vi skal have infrastrukturen i orden i lokalområdet, og at vi kan komme ud af området fra en lokal lufthavn, siger Peder Hornshøj.
Sidst lufthavnen havde internationale flyvninger, kunne chartergæsterne flyve til både Kreta og Rhodos.
Denne gang er der kun én destination: Mallorca.
Egentlig kunne destinationen godt have været en anden, men den spanske ferie-ø er et sikkert hit blandt feriegæsterne.
- Det er jo kongen af alle rejsemål. Mallorca er et fantastisk rejsemål, selvom det er der, danskerne er rejst til i de seneste 60-70 år, siger Peder Hornshøj.
Der er afgang fra lufthavnen i Karup en gang om ugen, og selvom det først er i dag, at det første charterfly letter, så er interessen allerede stor, lyder det fra Peder Hornshøj.
- Der er stadig pladser her og der, men jeg kan ikke sige, at der er mange pladser tilbage. Jeg synes, vi kan se, at det har været en succes at komme af med pladserne.
I første omgang er det kun denne sommer, at der vil være charterfly til det sydlige Europa. Herefter skal der evalueres, inden der tages stilling til, om der fortsat skal være charterfly fra Karup.