Danskerne kan stadig regne med USA, siger Trumps tidligere minister til TV 2 - TV 2
Danskerne kan stadig regne med USA, siger Trumps tidligere minister til TV 2 - TV 2
Mike Pompeo var udenrigsminister fra 2018 til 2021. Arkivfoto. Foto: Jeenah Moon / Ritzau Scanpix
Forholdet mellem Danmark og USA er uændret, og sammenholdet er ligeså stærkt, som det altid har været.
Sådan lyder budskabet fra tidligere CIA-chef Mike Pompeo, der tjente som udenrigsminister under Donald Trump i hans første regeringsperiode, i et interview med TV 2.
Danskerne skal forstå, at forholdet til USA rækker langt ud over enhver præsident, premierminister og kongelig
Svaret falder, da mangeårige TV 2-korrespondent Poul Erik Skammelsen spørger ind til den amerikanske præsidents mange udmeldinger om Grønland og Donald Trumps hyppigt udtalte ønske om overtagelse af landet.
Mike Pompeo afviser meget direkte Grønland som en del af USA, men påpeger, at han i sit arbejde under Donald Trumps første præsidentperiode også havde fokus på sikkerheden i og omkring Grønland og Arktis.
Et arbejde, som blandt andet mundede ud i åbningen af et konsulat i Nuuk.
- Jeg mener ikke, at Danmark eller Grønland skal være en del af USA, men de bør være en betroet partner, når det gælder sikkerheden i dette meget vigtige område, siger han.
Ifølge Mike Pompeo handler Donald Trumps retorik om Grønland om at sikre sig, at Arktis er beskyttet og sikker, og at signalere, at han er klar til at gøre det, der skal til.
- Vi har set, at han gør brug af en særlig forhandlingsteknik, som ofte ender meget succesfuldt og som har leveret gode resultater for USA, siger Mike Pompeo.
Han siger, at vi skal tage ham alvorligt, men ikke bogstaveligt
Under interviewet med Mike Pompeo får korrespondent Poul Erik Skammelsen opfattelselsen af en mand, der er sin tidligere arbejdsgiver Donald Trump meget loyal.
Mike Pompeo forklarer, at man ikke skal fokusere på Donald Trumps retorik og andre konflikter. Det er "støj", som han kalder det. I stedet skal man holde øje med præsidentens "signal".
- Han siger, at vi skal tage ham alvorligt, men ikke bogstaveligt, siger Poul Erik Skammelsen.
Dele af Mike Pompeos hovedbudskab er, at Donald Trumps mål i sidste ende handler om et stærkere forsvar i Europa og mere sikkerhed i Arktis, og at danskerne kan regne ligeså meget med USA, som de altid har kunnet.
- Danskerne skal forstå, at forholdet til USA rækker langt ud over enhver præsident, premierminister og kongelig, siger Mike Pompeo, da han bliver spurgt ind til en voksende dansk skepsis mod USA.
I løbet af interviewet spørger Poul Erik Skammelsen ind til, hvad Mike Pompeo tænker om, at folk ryster på hovedet, når han under sine egne fordrag spørger publikum, hvorvidt en dansk statsminister stadig kan se danskerne i øjnene og garantere, at USA vil komme Danmark til undsætning ved et angreb.
- Hvis jeg så BBC hele dagen, ville jeg også hade USA. Det er ikke for sjov. Det er en venstreorienteret, anti-amerikansk operation, siger han.
Mike Pompeo påpeger, at Danmark og USA har været allierede i mange år, og at det er der ikke lavet om på med Donald Trump som præsident.
Samtidig er han også meget sikker på, at Danmark og NATO fortsat kan regne med USA – også når det kommer til artikel fem.
- Jeg er meget overbevist om, at USA vil gøre det nødvendige, sådan som landet altid har gjort, siden NATO blev grundlagt, siger han.
"Deltagerne er enige om, at et væbnet angreb mod en eller flere af dem i Europa eller Nordamerika skal betragtes som et angreb mod dem alle; og de er følgelig enige om, at hvis et sådant angreb finder sted, skal hver af dem under udøvelse af retten til individuelt eller kollektivt selvforsvar, som er anerkendt ved artikel 51 i De Forenede Nationers pagt, bistå den eller de således angrebne deltagerlande ved straks, hver for sig og i forståelse med de øvrige deltagerlande, at tage sådanne skridt, derunder anvendelse af væbnet magt som hver af dem anser som nødvendige for at genoprette og opretholde det nordatlantiske områdes sikkerhed".
Kilde: Den Nordatlantiske Traktat
Mike Pompeos standhaftige loyalitet kan også ses i lyset af, at spekulationer om, at han måske kunne finde på at stille op til det amerikanske præsidentvalg i 2028.
-
Hvis han skal det, så skal han nok ikke lægge sig alt for meget ud Donald Trump, siger Poul Erik Skammelsen, som også spurgte Mike Pompeo ind til netop det:
-
Jeg nyder livet efter at have tjent Donald Trump og kongressen i nogle år, men vi må se, hvad der sker, svarer han med et smil.