
For få unge bruger kulturpas: Ministeren varsler ændringer | Politik | DR
For få unge bruger kulturpas: Ministeren varsler ændringer | Politik | DR
Alt for få unge gør brug af kulturpasset som SVM-regeringen og en række aftalepartier indgik i efteråret 2024.
Kulturpasset er tiltænkt de cirka 50.000 unge mennesker, der står uden for uddannelse og fuldtidsarbejde eller er indskrevet på en FGU-uddannelse.
Men foreløbigt er der kun blevet aktiveret 8.138 digitale kulturpas. Og det får kulturminister Zenia Stampe (R) til at varsle ændringer. Det skriver Ritzau.
Der findes to forskellige dele af ordningen. Det digitale kulturpas, der fungerer som et betalingskort på 1.000 kroner, og længerevarende kulturpasforløb.
Ind til videre er 67,5 procent af pengene fra de aktiverede kulturpas blevet brugt på biografbilletter.
Zenia Stampe foreslår partierne bag aftalen om kulturpasset, at 20 millioner kroner i ubrugte midler fra det digitale kulturpas rykkes over til de længerevarende kulturpasforløb, hvor unge bliver en del af et forløb inden for kultur- og idrætslivet.
- Det er lidt svært for en gruppe af meget sårbare at gøre brug af betalingskortet. Der har vi meget bedre erfaringer med at lave skræddersyede forløb, hvor vi tager dem i hånden og ind i kulturlivet sammen med andre unge, siger hun.
Ministeren anerkender, at indretningen af kulturpassets ordninger ikke har levet op til de forventninger, man havde.
- Jeg vil i hvert fald sige, at der er noget, der tyder på, at det ikke er den helt rette indretning i forhold til den her meget sårbare gruppe. Dem skal vi nå på en helt anden måde, siger Zenia Stampe.
Kulturpasset er til unge i aldersgruppen 15 til 24 år, men ministeren vil nu se på, om målgruppen til det digitale kulturpas skal bredes ud.
- Så det kommer flere unge til gavn og mere bliver et forsøg på at bygge bro mellem de unge og kulturlivet end et rent socialpolitisk initiativ, siger hun.