Join Happenings

Sign up to save events, get deals, and connect with your community.

ANALYSE Meloni slår rekorden - men Italien står stadig i stampe | Udland | DR
September 4, 2026Opinion

ANALYSE Meloni slår rekorden - men Italien står stadig i stampe | Udland | DR

4 min readNo likesNo comments

ANALYSE Meloni slår rekorden - men Italien står stadig i stampe | Udland | DR

I et land, hvor politikerne i 80 år har ulejliget befolkningen med en nærmest endeløs strøm af politiske dramaer, magtkampe, skænderier, forræderier og smækken med dørene efterfulgt af nye regeringsdannelser, som forstemmende ofte har handlet langt mere om personer end om politik, er der ikke er ikke noget at sige til, at Italiens premierminister, Giorgia Meloni, har lyst til at holde en ordentlig fest i aften.

Ikke fordi hendes regering har været befriet for hverken magtkampe eller dramaer. Men fordi den har overlevet dem.

Det bliver sikkert både smukt og stemningsfuldt, når regeringspartiet Fratelli d'Italia inviterer op mod 10.000 gæster til fest i solnedgangen på havnen i den syditalienske by Bari under de berømte "luminarie", Puglias storslåede lysinstallationer.

Det skal fejres med manér, at partiets leder, premierminister Giorgia Meloni, i dag, fredag d 4. september, passerer en symbolsk milepæl: Hun leder den længst siddende regering i den italienske republiks historie.

I et land, der har haft 68 - otteogtres - regeringer, siden republikkens fødsel i 1946, så er det en bedrift, at Giorgia Meloni slår sin forgænger Silvio Berlusconis rekord fra 2005. Hans regering sad i 1.412 dage.

Stedet - Puglia i Syditalien - er heller ikke tilfældigt valgt: Fratelli d´Italia står generelt svagere i syd end i nord, og senest næste vinter skal italienerne til valg.

Så det er ikke helt ved siden af at se dagens markering som startskuddet til en både intens og lang valgkamp. Med Giorgia Meloni i centrum, naturalmente.

Under sloganet "Il Governo più stabile, l’Italia più forte” ("Den mest stabile regering, et stærkere Italien") bruger Meloni fejringen til at sætte sig selv og sit parti i scene som garanten for stabilitet.

Men er Italien blevet stærkere under Giorgia Meloni? Hvad er der egentlig at fejre - ud over italiensrekord i regeringslængde?

Melonis regering kan sætte flueben i feltet finansiel stabilitet. Der er mere ro på internationale investorer og markeder, og ”lo spread” - et begreb, som alle italienere kender, og som beskriver forskellen på, hvad en tysk og en italiensk 10-årig statsobligation koster i rente - er faldet de senere år.

Det samme er underskuddet på statsbudgettet. Det er mere end halveret, siden Melonis regering kom til magten. Statsgælden er dog stadig høj - cirka 138 procent af bnp - og ventes stadig at stige, men i langsommere takt.

Italiens økonomi står nærmest stille, og det kan italienerne i den grad mærke. På trods af milliard-udbetalinger fra EU i post-covid-støtte er væksten under gennemsnittet for resten af EU. Kombineret med lav produktivitet og høje energi- og madpriser har det de senere år udhulet italienernes købekraft.

Kritikere efterlyser modige reformer, blandt andet på arbejdsmarkedet og i uddannelsessektoren. Reformer, som vil støde nogle vælgere væk, men som er nødvendige for at trække Italien ud af dødvandet.

Samtidig har Italien det grundlæggende problem, at befolkningen, som i forvejen er EU's ældste - hver fjerde italiener er over 65 - kun bliver ældre og ældre:

Italienske kvinder føder færre og færre børn, og en del af de børn vælger - når de er blevet unge voksne - at tage de uddannelser, de har fået af samfundet, med sig. De forlader Italien og skaber sig et liv et andet sted med højere vækst og bedre økonomiske muligheder. En demografisk dødsspiral, som Meloni og hendes regering ikke er i nærheden af at få bremset.

Det er til gengæld gået bedre med at bremse antallet af migranter, der går i land på Italiens kyster. Det er næsten halveret, siden Giorgia Meloni kom til magten.

Men regeringens storstilede og stærkt kontroversielle lejre i Albanien, hvor migranter fra sikre lande skulle asylbehandles og vente på udvisning, er langt hen ad vejen en fiasko. Lejrene står næsten tomme og er ikke nærheden af at operere, som de var tænkt.

Og det er ikke det eneste prestigeprojekt, der har svært ved at komme op at flyve:

En reform af valgloven og et forslag om direkte valg af premierministeren er stadig undervejs, kantet af kontroverser og benspænd, og forårets folkeafstemning om en reform af domstolene blev et nederlag.

Selve reformen var en kompliceret sag, som mange italienerne naturligt nok havde svært ved at forstå finmekanikken i, og den udviklede sig langt hen ad vejen til en folkeafstemning for eller imod Meloni og regeringen. Som regeringen - eller rettere Giorgia Meloni - tabte.

Giorgia Meloni er på en lang række områder en stærk italiensk stemme i europæisk sammenhæng, og hjemme i Italien står hendes regering bag en række synlige - og omdiskuterede - stramninger på rets- og udlændingeområdet. De langsigtede økonomiske reformer ligger det til gengæld noget tungere med.

Melonis held er, at oppositionen er fragmenteret og internt uenig, så det er ikke til venstre, vi skal finde den største trussel mod hendes ambitioner om at slå Silvio Berlusconis rekord på sammenlagt ni år og to måneder som den længst siddende premierminister i Italien (godt nok i fire forskellige regeringer, men alligevel).

Truslen kommer fra højre og hedder Roberto Vannacci, en 57-årig tidligere general og forsvarsattaché i Moskva, nu medlem af Europa-Parlamentet og en flittig leverandør af anti-EU, anti-woke og pro-russiske holdninger.

Og det er der et publikum til - mere præcist omkring otte procent af vælgerne, viser nye meningsmålinger. Nok til at true det borgerlige flertal, Giorgia Meloni har styret uden afbrydelser længere end nogen før hende i den italienske republiks historie.

Nedkæmpelsen, eller inddæmningen, af Roberto Vannacci og hans parti Futuro Nazionale er, som det ser ud lige nu, helt afgørende, hvis Giorgia Meloni skal kunne kalde sig premierminister for en langtidsholdbar regering - også efter næste valg.

politikanalyse-melonisportkriminalitetgiorgia-melonioekonomi

Happenings

Happenings works best in the app

App StoreGoogle Play

Analytics choices

Happenings can use optional analytics cookies to understand usage and improve the product. They stay off unless you allow them.

Read cookie policy