Nvidia agerer bank i en økonomisk spiral – det øger frygten - TV 2
Nvidia agerer bank i en økonomisk spiral – det øger frygten - TV 2
Onsdag aften dansk tid fremlagde Nvidia et solidt halvårsregnskab, hvor selskabet samtidig meldte ud, at det forventer en omsætningsvækst på hele 70 procent det kommende år. Foto: Manami Yamada / Ritzau Scanpix
Nvidia sælger ikke alene chips til de datacentre, der driver AI. Nu er verdens mest værdifulde virksomhed også begyndt at låne penge ud til dem, der køber chips til nye datacentre.
Dermed finansierer den mest toneangivne AI-virksomhed indirekte en del af efterspørgslen på sine egne produkter.
- Det er cirkulært, og skeptikere vil sige: Det er de samme penge, der bliver kørt rundt, så hvem tjener egentlig pengene? I genererer jo ikke værdi, I flytter bare pengene rundt, forklarer investeringsstrateg ved Saxo Bank, Oskar Ehlert Barner Bernhardtsen.
Han er dog ikke selv så skeptisk.
Det er et udtryk for, at markedets bekymringer for Nvidias ”nye rolle” vokser
For det er dyrt at udvikle AI-systemer og infrastruktur til den kunstige intelligens. Rigtig dyrt.
Og så længe markedet bliver ved med at tro på – og at det reelt sker – at AI-sprogmodellerne i sidste ende tjener de penge ind, der er blevet investeret, så kan de cirkulære lån være en "fin metode" til at klare den dyre AI-udbygning, lyder det fra strategen.
Men hvis troen svinder, så kan det gå rigtig galt.
Oskar Ehlert Barner Bernhardtsen kan ikke svare på, hvor mange penge Nvidia har lånt ud til investeringer, der bruges på virksomhedens egne produkter.
Men for to uger siden annoncerede Nvidia et partnerskab med flere store kapitalfonde som Apollo, Blackstone og KKR om at investere svimlende 3.200 milliarder kroner i datacentre og AI-infrastruktur – altså mere end Danmarks samlede BNP.
- Der er som sådan ikke noget galt med den cirkulære finansiering og de store investeringspartnerskaber, men den voksende rolle som ”AI-bank” er begyndt at vise sig i prisen på forsikringer på Nvidias gæld, fortæller Oskar Ehlert Barner Bernhardtsen.
Han henviser til de såkaldte credit default swaps (CDS), der er en slags forsikring mod, at Nvidia ikke kan betale sin gæld tilbage. Forsikringsprisen på Nvidias gæld er steget til det dobbelte siden midten af juni.
- Prisudviklingen er ikke alarmerende, men det er et udtryk for, at markedets bekymringer for Nvidias ”nye rolle” vokser, lyder det fra Oskar Ehlert Barner Bernhardtsen.
Han tilføjer, at forsikringsprisen på andre aktører inden for AI også er steget. Det peger på, at investorer ser en øget risiko på AI-markedet på trods af, at der fortsat investeres massivt.
Det er svært ikke at være imponeret af Nvidias vilde tal. Alligevel lurer der en frygt i markedet.
Når prisen på at konkursforsikre Nvidia fordobles på to måneder, er der grund til at løfte et øjenbryn.
Det er ikke fordi, at nogle investorer hen over sommerferien pludselig forventer en konkurs i Nvidia, men stigningen i forsikringsomkostningen afspejler voksende bekymring for gældssætningen.
Kun tiden kan vise, om frygten er berettiget.
Når Nvidia er begyndt at agere AI-investor og långiver, skubber det til en udvikling, hvor aktørerne inden for AI væves tættere og tættere sammen.
Det er sprogmodeller såsom OpenAI og Anthropic, der er spydspidsen i udviklingen af AI. Fælles for disse er imidlertid, at de taber penge.
Det er en spiral, hvor det hele bliver mere ekstremt
Men der er en forventning om, at de på sigt kan tjene enorme summer.
Derfor investerer techgiganter såsom Microsoft, Amazon og Alphabet massivt i AI-infrastruktur – herunder datacentre, der driver sprogmodellerne. De store techselskaber, også omtalt som hyperscalers, bruger stort set hele deres overskud og låner penge for at bygge løs med håbet om at få del i kagen på sigt.
Og Nvidia, der i øjeblikket tjener store penge på dette byggeboom ved at sælge AI-chips, låner altså samtidig penge ud til udbygningen.
- Hele AI-miljøet bliver bundet mere sammen. Det er en spiral, hvor det hele bliver mere ekstremt. Hvis det går godt, så går det dem alle godt. Men hvis det begynder at gå skidt, så vil det også ramme dem alle sammen, siger Oskar Ehlert Barner Bernhardtsen.
Bekymringen i markedet er, om de enorme investeringer kan betale sig hjem.
- Bliver OpenAI og Anthropic en succes? Det er det, der skal til. Hvis de skuffer, så vil man se mere kritisk på de cirkulære aftaler, for så vil det gå ud over både hyperscalers og chipvirksomhederne, siger investeringsstrategen.
Han har selv flere gange tænkt, at træerne ikke kan vokse ind i himlen. Men igen og igen bliver der leveret resultater – senest med Nvidias stærke regnskab , der blev præsenteret sent onsdag aften.
- Der er mange bekymringer i markedet. For det virker næsten for godt til at være sandt. Men lige nu bliver der bare leveret på resultaterne hele vejen rundt, opsummerer Oskar Ehlert Barner Bernhardtsen.