
Stormagter retter blikket mod Arktis: Minister vil have flere grønlændere ind i Forsvaret | TV 2 Fyn | Fynske nyheder - lokalt hver dag
Stormagter retter blikket mod Arktis: Minister vil have flere grønlændere ind i Forsvaret | TV 2 Fyn | Fynske nyheder - lokalt hver dag
Stormagternes voksende interesse for Arktis betyder, at Danmark er nødt til at øge sin militære aktivitet i Grønland.
Det fastslår forsvarsminister Jeppe Bruus (S), der fredag besøgte Krogsbølle på Nordfyn.
Forsvarsministeren besøgte Fyn i forbindelse med lanceringen af bogen Solen skinner også i Tunu af Solveig Bente Kalia, der handler om livet i Grønland.
- Der sker mere og mere omkring Arktis. Når isen smelter, bliver der skabt nye handelsruter, og dem er der stormagter, der har interesse i. Derfor er vi nødt til at opruste vores aktivitet i Grønland, siger Jeppe Bruus.
En del af indsatsen skal ifølge forsvarsministeren være at få grønlandske mænd og kvinder ind i beredskabet og Forsvaret.
- Som Forsvarsminister handler mit arbejde utrolig meget om at passe på hele Kongeriget, fortæller han.
Konkret peger han på, at flere unge fra Grønland skal gennemføre en militær basisuddannelse.
- Det handler også om at få unge fra hele Grønland igennem en basisuddannelse og på den måde blive en del af både beredskabet og Forsvaret i Grønland.
Ifølge forsvarsministeren skal de blandt andet kunne hjælpe, når mennesker kommer i nød i den grønlandske natur.
- Det handler for eksempel om at kunne være med til at hjælpe nødstedte til havs eller til lands. Det arbejder vi meget med, forklarer han.
Nordfyns borgmester, Mette Landtved-Holm, deltog også i arrangementet. Hun håber, at besøget kan føre til tættere forbindelser mellem Nordfyn og Grønland.
Blandt andet drømmer hun om, at en gymnasieklasse fra området på et tidspunkt kan besøge Grønland.
- Man kan altid lære noget af andre kulturer, og det grønlandske folk kan man i særdeleshed lære af, siger hun.
Hun mener, at et besøg kan give eleverne et andet perspektiv på både hverdagen i Grønland og Rigsfællesskabet.
- Vi har mange ting tilfælles, blandt andet på forsvarsområdet. Vi hjælper hinanden, og jeg tænker, at et besøg kunne være med til at give eleverne et nyt syn på det, forklarer hun.
Sådan laver du Nordens bedste margarita
Hun har en direkte bøn til andre: Gå, før det er for sent
Nyborg tester japansk gulv i ældreplejen
Hvad vil du have, vi undersøger?
-
Det er din eksmand, der ejer dig
-
Det er usympatisk, udansk og udemokratisk
Forældre jubler - nu er det slut med LS Busser
Fynsk stjerne overrasker beboere på hospice
Video viser lammet lastbil under jernbanebro
I Odense Kommune må hjemmehjælpere ikke afhente og bringe den medicin, som syge eller svækkede borgere har brug for.
Det betyder, at det alene er borgernes ansvar, at deres til tider livsvigtige medicin er tilgængelig i hjemmet, når hjemmehjælperen kommer forbi.
Det lyder måske ikke odiøst. Men problemet opstår, når borgeren er for syg eller svag til selv at sørge for sin medicin - og endda er så svagelig, at det ikke er muligt at åbne døren, når en chauffør kommer med forsyninger.
Netop den praksis har fået apoteker Kirsten Lindholm til at råbe vagt i gevær.
- Det er ikke hjemmeplejen, der er problemet. Det er dem, der bestemmer, hvordan de skal gøre. Og i sidste ende betyder det jo, at patienterne ikke får deres medicin, når de har brug for den.
Kirsten Lindholm er apoteker og indehaver af Albani Apotek, Folkebo Apotek og Næsby Apotek i Odense. Hun oplever flere gange om ugen, at hendes chauffører må køre forgæves til borgere, der er for syge til at åbne døren. Og så kommer vigtig medicin med retur.
- Hos en del af dem, hvor chaufføren ikke kan komme af med medicinen, fordi de ikke kan åbne døren, der kan chaufføren se, at de er hjemme. Men han kan ikke komme i kontakt med dem, fortæller Kirsten Lindholm.
Derfor ender hjemmehjælpere i situationer, hvor nødvendig medicin mangler, når de skal hjælpe syge borgere med at administrere den. Derfor må hjemmehjælpere køre tilbage til borgeren flere gange i løbet af dagen i håbet om, hjemmehjælperen selv er til stede, når chaufføren kommer.
Men er det ikke tilfældet, så er konsekvenserne vidtrækkende.
- For borgerne kan det jo betyde, de bliver mere syge og ligger derhjemme i smerte. De er ikke i stand til at kommunikere med omverdenen og fortælle, hvor skidt de har det. Og i værste fald bliver de indlagt. Det er der ikke rigtigt nogen, der følger op på, siger Kirsten Lindholm videre.
Fredag fortæller apotekeren, at hun alene i denne uge har noteret seks adresser, der ikke har fået leveret vigtig medicin.
Det har imidlertid ikke altid været sådan, at hjemmehjælpere ikke måtte afhente medicin for syge borgere. Derfor retter Kirsten Lindholm kritik mod den ændring, der er sket i Odense Kommune. Ifølge hende var der tidligere praksis for, at man leverede medicinen til en sygeplejegruppe, der så tog det med videre til de borgere, der ikke selv kunne.
Forklaringen på den ændrede praksis er ifølge Louise Thule, der er Ældre- og Sundhedschef i Odense Kommune, at det er for farligt for hjemmehjælpere at køre med medicinen. I et skriftligt svar til TV 2 Fyn forklarer sundhedschefen, at:
- Vores hjemmepleje kan af sikkerhedsmæssige årsager ikke påtage sig opgaven med at transportere medicin til borgerne. Vi vil dog meget gerne bistå apotekerne med deres opgave – for eksempel ved at vores hjemmepleje så vidt muligt er til stede i borgerens hjem, når medicinen afleveres. Denne løsning har den pågældende apoteker hidtil ikke ønsket.
Den løsning er dog ikke mulig, mener Kirsten Lindholm. Tværtimod er det en endnu dårligere løsning for borgerne.
- Apoteket er forpligtet til at lave et regnestykke, så der bliver betalt for udbringningen. Med den løsning bliver udbringningen endnu dyrere for borgeren, hvis chaufføren skal vente på hjemmeplejen, forklarer hun.
Kirsten Lindholm har flere gange forsøgt at få rådmand Anne Skau Styrishave i tale. Senest har hun sendt hende en mail om problematikken 12. august 2026, som hun ikke modtager svar på. Anne Skau Styrishaves presserådgiver oplyser, at man har behandlet henvendelsen i Sundheds-, Omsorgs-, og Forebyggelsesforvaltningen.
Lørdag sender Forsvaret kampfly i luften i anledning af flagdagen for Danmarks udsendte.
- Det er en tradition, at danske kampfly overflyver en lang række danske byer på flagdagen for Danmarks Udsendte. Overflyvningen er en hilsen til de danske veteraner, nuværende soldater og deres familier, oplyser Forsvaret.
Efter planen flyver F35-flyene over Fyn ad to omgange - omkring middagstid og igen senere på eftermiddagen.
Se herunder, hvornår de flyver over de fynske byer lørdag:
Artiklen er klokken 17.42 opdateret med en kommentar fra borgmester Anstina Krogh. Læs hendes reaktion nederst i denne artikel.
Familier med børn med særlige behov i Faaborg-Midtfyn får fra sidst i næste uge igen Bergholdt og Vikingbus som chauffører.
Det er de samme to selskaber, som kommunen og FynBus fravalgte ved udbuddet i december, da LS Busser tilbød at løse kørslen omkring 30 millioner kroner billigere.
Ni måneder senere er LS Bussers kørsel brudt sammen, og børn har torsdag og fredag stået uden den kommunale skoletransport.
Men nu er kommunen klar til igen at indgå en længervarende aftale med de to tidligere leverandører. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Faaborg-Midtfyn Kommune.
-
Det glæder mig overordentligt meget. Vi har mange års god erfaring med Vikingbus, siger Kristian Nielsen, der har en søn, der er afhængig af specialtransport.
-
For min søn er det hans største drøm at få Vikingbus tilbage. Så det lyder godt, siger Tanja Nyrup.
Det er dog kun midlertidigt, at Bergholdt og Vikingbus overtager opgaven. Ifølge FynBus vil kommunen og det regionale busselskab sende opgaven i udbud igen, og finde permanente leverandører til specialtransporten.
Indtil onsdag var det LS Busser, der stod for al specialtransport i Faaborg-Midtfyn Kommune. Men onsdag eftermiddag blev al kørsel med øjeblikkelig virkning indstillet, da selskabet i en pressemeddelelse meddelte, at de ikke længere kunne løse opgaven, da politiet havde beslaglagt hele selskabets driftskapital.
LS Busser er nu begæret konkurs – to andre tidligere Al-Badri-selskaber kan blive de næste
Selvom der har været uro om LS Busser i månedsvis, kom meddelelsen som et chok for FynBus, og de var ikke i stand til at skaffe biler, der kunne køre eleverne i skole. Derfor har forældrene torsdag og fredag selv måtte stå for befordringen af deres børn.
Men nu har FynBus fået lov til at indgå en ny aftale med Bergholdt og Vikingbus.
- Forventningen er derfor, at der allerede kan opstartes enkelte vogne i slutningen af den kommende uge. Der arbejdes benhårdt på at få en opstart med fokus på kvalitet, og at de nye selskaber overtager kørslen så hurtigt, som det er muligt, står der i pressemeddelelsen.
Bergholdt og Vikingbus stod for opgaven indtil marts i år, hvor LS Busser overtog opgaven. Selskabet vandt i december 2025 udbuddet ved at byde 54 millioner kroner. Bergholdt og Vikingbus bød henholdsvis 82- og 85 millioner kroner, og tabte dermed opgaven, da LS Busser var omkring 30 millioner kroner billigere.
- I alle offentlige udbud er man forpligtet til at forvalte borgernes penge bedst muligt, og hvis der er en, der går ind og giver en lavere pris, så skal vi have objektive kriterier for at vælge noget andet, lød det fra Tim Vermund (S), der er formand for FynBus i marts.
Flextrafik-skandalen : Her er alle afsløringerne om kritisable forhold
Men kvaliteten af LS Bussers kørsel levede på en lang række punkter slet ikke op til borgernes forventninger i forhold til det, de havde været vant til med de forrige leverandører.
Som TV 2 Fyn har fortalt gentagne gange, haglede kritikken fra frustrerede og vrede forældre i månedsvis nedover både LS Busser, FynBus og Faaborg-Midtfyn Kommune, fordi forældrene og børnene måtte finde sig i manglende informationer, masser af forsinkelser og chauffører, der brød færdselsloven og var mere optaget af deres mobil, end af de elever de skulle transportere.
I nogle tilfælde blev eleverne kørt til forkerte skoler eller blev trods alvorlige handicap sat af alene.
Derfor er mange forældre glade for, at det bliver Bergholdt og Vikingbus, der igen skal fragte børnene i skole.
- Jeg anser Vikingbus for et respektabelt firma, som jeg gerne vil samarbejde med, lyder det fra Kristian Nielsen.
Det er Økonomi-, Erhvervs- og Turismeudvalget i kommune, der på et ekstraordinært møde fredag eftermiddag har godkendt, at FynBus kan indgå midlertidige kontrakter på vegne af Faaborg-Midtfyn Kommune med Bergholdt og Vikingbus om at overtage specialkørslen i Faaborg-Midtfyn frem til sommer.
På grund af sagens hastekarakter er der truffet en såkaldt borgmesterbeslutning, hvor kommunalbestyrelsen ikke er blevet inddraget. Det bliver de først i næste uge.
Pressemeddelelsen nævner ikke noget om, hvad en ny aftale økonomisk kommer til at betyde for Faaborg-Midtfyn Kommune.
Da Bergholdt og Vikingbus bød på opgaven i december sidste år, var de to selskaber omkring 800.000 kroner dyrere per måned end LS Busser. Hvis kommunen indgår aftale med de to selskaber på samme prisniveau, kan det koste skatteyderne flere millioner kroner ekstra.
Samtidig venter måske yderligere udgifter, når FynBus og kommunen i løbet 2027 indgår kontrakt med nye leverandører.
Efter kaos i fynsk kommune - nabokommune skærper krav til kørsel med specialbørn markant
Hvis Bergholdt og Vikingbus byder og vinder opgaven til nogenlunde samme priser, som de bød til i december 2025, skal Faaborg-Midtfyn Kommune hoste op med yderligere 30 millioner kroner frem til 2030.
- Det er da beklagelig, at vi som borgere kommer til at stå med regningen, når kommunen ikke kan finde selskaber, der kan løse opgaven tilfredsstillende. Men det kan ikke komme bag på nogen, at det bliver dyrere, for LS Busser har jo kørt til en urealistisk lav pris, siger Kristian Nielsen.
Borgmester Anstina Krogh (S) fra Faaborg-Midtfyn Kommune er tilfreds med, at det nu er Bergholdt og Vikingbus, der igen skal stå for kørslen.
- Jeg har mere ro i maven. Det var ikke et lykkeligt ægteskab med LS Busser, og jeg er lettet over, at vi nu får nogle selskaber til driften, som vi kender på en anden måde, siger hun.
Borgmesteren vil ikke forholde sig til økonomien i den midlertidige aftale og i permanent aftale efter et nyt udbud.
- Sagen er blevet behandlet som et lukket punkt, og når kontrakten bliver offentliggjort i næste uge, er jeg klar til at kommentere på økonomien, siger Anstina Krogh.
Når der er fodbold, tennis eller basketball i fjernsynet, er der som regel masser af spænding, hvis man interesserer sig for sport.
For især unge mænd mellem 18 og 24 år bliver spændingen krydret lidt ekstra med væddemål, skriver DR .
Nye tal fra Danske Bank viser, at aldersgruppen i gennemsnit bruger 915 kroner om måneden på pengespil. Det er en stigning fra 800 kroner sidste år.
Udviklingen bekymrer spilforskere, og ifølge Emil Lundedal-Hammar fra Københavns Universitet er en del af problemet, at gambling i dag findes langt flere steder end tidligere.
Sommerens arbejde med at bekæmpe egeprocessionsspinderen har kostet i den kommunale pengekasse i Odense.
Indsatsen mod larven har i 2026 indtil nu kostet Odense Kommune 15 millioner kroner.
Det oplyser kommunens Klima- og Miljøforvaltning fredag til Ritzau.
I begyndelsen af juli lød det fra kommunens klima- og miljørådmand, Tim Vermund Andersen (S), at man var klar til at afsætte op til ti millioner kroner til larvebekæmpelsen.
Sidste år brugte Odense Kommune to millioner kroner på indsatsen mod egeprocessionsspinderen.
Gustav Harndahl fra Odense er for nyligt blevet nordisk mester i at lave...
Gustav Harndahl fra Odense er for nyligt blevet nordisk mester i at lave margarita. Det skete ved Cointreau Margaritaa Masters i Stockholm, hvor blandt andet ærkerivalerne fra Sverige blev slået. Men hvordan laver man en god margarita? Det bliver vi klogere på nu.
Hun er på flugt fra sin familie og frygter for sit liv. Alligevel er Aisha...
Hun er på flugt fra sin familie og frygter for sit liv. Alligevel er Aisha Rebels besked så vigtig, at hun vil råbe det ud. Aisha Rebel står bag bogen "Aisha Rebel - Kvinde i en klan", der handler om hendes opvækst på Fyn.
OB har ikke fået den bedste start på superligasæsonen, og det vækker bekymring fra flere eksperter, skriver TV 2 Sport .
OB fyrede cheftræner Alexander Zorniger efter blot én kamp, fynboerne ligger p.t. nummer otte i tabellen, og det netop overståede transfervindue blev kåret som ligaens dårligste.
-
Jeg synes klart, at OB er det hold, der har underpræsteret mest i Superligaen indtil nu, siger TV 2 Sports fodboldekspert Glen Riddersholm.
-
Jeg sidder med en fornemmelse af, at OB har været presset, for det er ikke spillere med imponerende cv'er, fynboerne har hentet ind. Ingen som Falk og ingen som Arp denne gang, siger hans kollega Morten Bruun.
Flere end 250.000 voksne danskere har ifølge Dagens Medicin indløst en recept på Wegovy siden 2022.
Alligevel er det så stor en skam at benytte sig af vægttabsmedicin, at flere vælger at holde det hemmeligt. Det viser et studie fra Syddansk Universitet.
- De oplevede, at de konstant skulle forklare og forsvare sig, og derfor var der mange, der holdt medicin skjult, fortæller seniorforsker på Sygehusapotek Fyn Trine Graabæk Hansen.
Studiet er et kvalitativt interviewstudie med syv deltagere. Studiets agenda var ikke at undersøge skam, men samfundets holdning til Wegovy. Alligevel var det skammen, der fyldte mest under de fleste interviews.
- De talte meget om, at de havde et behov for at forsvare sig. Wegovy blev omtalt i medierne som den nemme løsning eller en snydekur. De følte sig skamfulde over, at man blev stemplet som doven eller ikke at kunne tage sig sammen, fortæller Trine Graabæk Hansen.
Har du oplevet at blive udskammet, fordi du bruger vægttabsmedicin, eller har du skammet dig over at bruge det?
Eller har du omvendt oplevet at blive mistænkt for at bruge vægttabsmedicin, når du har opnået et naturligt vægttab?
Skriv til os på redaktionen@tv2fyn.dk og oplys gerne dit telefonnummer.
Samtidig var det tydeligt, at skammen var dobbeltsidet.
- Alle sagde, at de oplevede skam ved at være overvægtige. Men det var endnu mere uforståeligt for dem, at de så også blev mødt med skam, når de tog Wegovy for at slippe for den anden skam, siger seniorforskeren.
For tre af deltagerne betyder det, at de ikke vil fortælle, at de tager vægttabsmedicin - og en svarer endda, at ikke engang den nærmeste familie kender til det. En enkelt vil fortælle det, hvis folk spørger direkte, mens de øvrige tre er åbne om det.
- De insisterede på at fortælle om deres medicin for netop at bryde tabuet, fortæller seniorforskeren.
Wegovy koster ifølge Medicinpriser mellem 1.280 kroner og 2.360 kroner om måneden afhængigt af dosis og i modsætning til andre typer af medicin, er Weogvy ikke tilskudsberettiget.
- Jeg tror, vi kan hjælpe ved at være mere nuancerede, når vi italesætter vægttabsmedicin og overvægt. Der var en af deltagerne i undersøgelsen, der sagde, at alkoholisme ville være mindre stigmatiserende, fordi vi ved, at det er en sygdom, siger Trine Graabæk Hansen.
Man kan få ordineret Wegovy, hvis man enten har et BMI over 30 eller et BMI mellem 27 og 30 og samtidig har en vægtrelateret udfordring som forhøjet kolesterol, søvnapnø eller diabetes.
Der er fredag eftermiddag gang i et stort lagersalg i Slotsgade, og hundredvis af mennesker står i kø i gågaden i Odense for at komme ind.
Lagersalget sker, i anledning af at Oversized Lifting Club skifter navn til Oversized Studios, og de hurtigste kunder får en gave.
- Vi åbner fredag med goodiebags til de første i døren. Der er kun 500, og de gives kun væk fredag. Der er masser af gode sager i dem, så ikke mis dem, oplyser arrangørerne.
Lagersalget, der begyndte klokken 15, varer hele weekenden.
- Jeg kommer for forhåbentlig at finde noget træningstøj, siger fysioterapeut Sonny Møldrup Ehlers fra Odense.
Flere af dem, TV 2 Fyn talte med, havde stået i kø i over halvanden time.
Hvad vil du gerne vide om bolig og klima? TV 2 Fyn og Fyens Stiftstidende har...
Hvad vil du gerne vide om bolig og klima? TV 2 Fyn og Fyens Stiftstidende har brug for din hjælp til at finde ud af, hvad vi skal undersøge, og hvordan vi kan gøre det nemmere at vælge billigere og mere klimavenlige alternativer. Klik herunder.
Hent vores app og gå ikke glip af de vigtigste fynske nyheder
TV 2 Fyn | Olfert Fischers Vej 31 | 5220 Odense (+45) 63 15 60 00 | redaktionen@tv2fyn.dk
Vi tager ansvar for vores indhold og er tilmeldt
Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden, analysere statistik samt vise dig funktioner til sociale medier. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid tilbagetrække eller ændre dit samtykke, ved at klikke på 'Opdater dit cookietilsagn' i websidens menu. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere om brugen af cookies.
Du kan altid ændre dine præferencer senere.
Her finder du en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.