
Partier raser efter sika-melding: 'Undskyld mig. Det er simpelthen decideret dumt, dét ministeren siger' | Indland | DR
Partier raser efter sika-melding: 'Undskyld mig. Det er simpelthen decideret dumt, dét ministeren siger' | Indland | DR
Det bliver modtaget med forargelse og undren hos flere partier, at minister for natur og dyrevelfærd Christian Rabjerg Madsen (S) holder fast i, at sikahjorten skal udryddes i Danmark.
En ny genetisk undersøgelse af danske sikahjorte og kronvildt konkluderer nemlig, at de to hjortearter ikke blander sig her i landet, sådan som man har frygtet, efter at der er fundet såkaldte hybrider i eksempelvis Irland og Skotland.
-
Det er helt forkert, det regeringen har gang i, og Christian Rabjerg er på et kæmpe vildspor her, siger Peter Kofod, som er politisk ordfører for Dansk Folkepart.
-
Jeg synes, man skulle sætte sig ned og kigge på den her sag igen og kravle ned fra det træ, hvor man desværre er kommet alt for højt op, og indrømme, at man tog fejl, siger han.
Egentlig er det EU, der har sat sikahjorten, som oprindeligt stammer fra Asien, på listen over uønskede invasive arter, der skal udryddes.
Fra dansk side sker det med en "lempelig" tilgang , hvilket betyder, at dyrehaver, som har sikahjorte bag hegn, kan lade deres bestande dø naturligt, hvis de forhindrer, at der kommer nye kalve til. I praksis vil det dog sige, at han-hjortene skal lade livet.
I Jægersborg Dyrehave, hvor Naturstyrelsen har ansvaret for hjortene, bliver hele den tilbageværende flok skudt dette efterår, og de hjorte, som lever i naturen, har man lov at skyde hele året.
Også Alternativet kritiserer ministerens melding om at holde fast i den plan.
- Vi skal jo ikke udrydde sikahjorten, som har været her i 125 år, og som er et fint stykke vildt, bare per princip, siger natur- og miljøordfører Torsten Gejl.
Både Det Konservative Folkeparti og Danmarksdemokraterne stemmer i:
-
Det virker sådan lidt tåbeligt, for argumentationen har indtil videre været, at den her sikahjort ødelægger hjortebestanden i Danmark, fordi den lavede krydsavl, påpeger Danmarksdemokraternes miljøordfører, Kim Edberg, og fortsætter:
-
Nu er det argument væk, og så står man jo sådan lidt nøgen tilbage som minister til at forklare mig, hvorfor sikahjorte er så kæmpemæssigt et problem, men ulve - dem skal vi have, siger han og henviser til håndteringen af et andet og mere omdiskuteret dyr i den danske natur, som falder under Christian Rabjerg Madsens ressort.
-
Når vi har en rapport, der viser, at der ikke er nogen krydsparring, er man jo nødt til at tage det op til overvejelse, konstaterer Frederik Bloch Münster, som er miljøordfører hos De Konservative.
Men Enhedslistens natur- og miljøordfører, Pil Christensen, er stadig bekymret for, om sikahjorten rykker ved balancen i den oprindelige, danske natur.
- Vi står overfor en kæmpe opgave i forhold til at få genoprettet vores vilde natur, påpeger hun.
Derfor bakker hun som udgangspunkt op om ministerens linje.
- Men det kunne være fint med den her rapport at gå ind fra ministeriets side og genbesøge den, siger Pil Christensen.
Også Radikale Venstres natur- og dyrevelfærdsordfører, Line Krogh Lay, har forståelse for ministerens tilgang. Men, siger hun:
- Jeg synes, at rapporten kunne give anledning til, at vi lige træder et skridt tilbage og tænker lidt over, om vi skal gøre det anderledes i Danmark.
Både Alternativet, De Konservative og Dansk Folkeparti er dog så utilfredse med ministerens reaktion på den nye, danske undersøgelse, at de har tænkt sig at forfølge sagen.
-
Jeg vil stille et spørgsmål til ministeren, så han er tvunget til at forholde sig til det, rapporten konkluderer, for vi skal ikke skyde en masse sunde dyr, uden at vi er helt sikre på, at det er det rigtige at gøre, siger Frederik Bloch Münster.
-
Vi kommer til at fortsætte kampen for sikahjorten, og om det er med spørgsmål eller samråd eller forespørgsler eller andet, det har vi ikke taget stilling til endnu. Men vi stopper ikke her, forsikrer også Peter Kofod fra Dansk Folkeparti.
I videoen her, kan du høre, hvordan Christian Rabjerg Madsen forholder sig til den nye undersøgelse af, om sikahjorte og kronhjorte blander sig i Danmark.
Christian Rabjerg Madsen har påpeget, hvordan Danmark i EU-regi stemte imod at klassificere sikahjorten som en invasiv art.
På den måde mener han, at rapportens konklusioner styrker den danske tilgang, hvor hjortene godt nok bliver udryddet på sigt, men får lov at leve længere end EU's egentlige frist næste sommer.
-
Undskyld mig. Det er simpelthen decideret dumt, dét ministeren siger, lyder reaktionen fra Peter Kofod.
-
Det er for mig at se fuldstændig forkert at skyde sikahjortene. Det er brutalt. Det tjener intet formål. Så det er alene, fordi man ikke vil lave om på det, man har bestemt, harcelerer han.
Han påpeger også, at der med de planlagte afskydninger i efteråret ikke er meget tid at løbe på.
-
I virkeligheden ville jeg jo bare drømme om, at ministeren sagde: 'Prøv at høre her. Der er nye argumenter på banen. Vi pauser det her, siger Peter Kofod og tilføjer:
-
Det er jo uigenkaldeligt, når man først har skudt de sidste.