
Tænder du på mos og et æg i munden? 'Tusind gange federe end at gå ind på Pornhub' | Porno uden grænser | DR
Tænder du på mos og et æg i munden? 'Tusind gange federe end at gå ind på Pornhub' | Porno uden grænser | DR
Elisa Lykke synes, at mos er frækt.
- Jeg kommer i tanke om en oplevelse, jeg har haft i en skov engang, hvor jeg kunne dufte mos og bark. Det synes jeg, var virkelig lækkert.
Elisa Lykke, der står bag de erotiske noveller 'Kvindefantasier', fortæller sin anekdote i P1-programmet 'Første række' , fordi radiovært Ane Cortzen har taget et pornoblad med i studiet, hvor man netop kan læse om det frække og pirrende ved mos.
Der er tale om magasinet Erotic Review. Et erotisk magasin, der så dagens lys i 1995, og da det gik bedst, havde 30.000 abonnenter, men som fik dødsstødet af den hurtigt voksende internetporno i løbet af 10'erne. Og så har det ellers ligget sovende siden, troede Ane Cortzen i hvert fald.
For radioværten opdagede for nylig til sin store overraskelse, at Erotic Review er genopstået . Og det erotiske indhold har fået et helt andet udtryk.
- Det er enormt smagfuldt. Det er i hvert fald noget, du sagtens kunne have liggende fremme, uden nogen tænker: "Hvad er nu det for noget smuds", forsikrer Ane Cortzen.
Ja, det er lige før, at det ligner Bo Bedre, laver Elisa Lykke sjov med. Hun elsker den form for erotisk indhold, hvor det kræver mere af ens fantasi. Og det tiltaler især kvinder, var Elisa Lykkes egen erfaring, da hun selv udgav erotiske noveller med 'Kvindefantasier'.
- Det, der er så lækkert ved de her historier, er, at man kan mærke, at det er kvinders levede seksuelle liv. Og det synes jeg er tusind gange federe end at gå ind på Pornhub og søge 'analsex with a DJ'.
Elisa Lykke har, siden hun var teenager, været fascineret af porno på skrift, som hun kalder det. Hun er opvokset med en håndværkerfar, der havde Ugens Rapport liggende i skabene, mest på grund af krigsreportagerne, naturligvis, joker Elisa Lykke. Og i kælderen hang der Playboy-plakater på væggene.
Hun blev altid grebet, når hun kom frem til 'De Grå Sider' i Ugens Rapport.
- Det var malermesteren, der tog Karen nede i kiosken. Alt det, som vi ligesom kunne spejle os i. Det var i hvert fald noget, som jeg kunne mærke tændte den unge Elisa.
Apropos at kunne spejle sig, så påpeger Elisa Lykke, at når det kommer til visuel porno på nettet, så er et af de mest populære søgeord netop amateur .
- Det giver jo også en eller anden formodning om, at vi faktisk gerne vil kunne spejle os i noget, hvor vi ikke nødvendigvis behøver at hænge i et reb ned fra loftet og gynge frem og tilbage i sexgynger, men måske bare se på nogle mennesker, der boller helt almindeligt.
Udover at kunne spejle sig i De Grå Sider, var det pirrende for hendes fantasi, fordi der ikke var nogen billeder. Det var også den fantaserende del, der gjorde, at hun senere fik idéen til 'Kvindefantasier' i 2021, hvor kendte danske kvinder deler deres mest hemmelige og seksuelle fantasier. Det er indtil videre blevet til hele ni bøger, og i en enkelt af bøgerne deler mænd også deres fantasier.
Ifølge Elisa Lykke er der stor forskel på kvinders og mænds seksuelle fantasier:
-
Der var supermange vidunderlige mandehistorier. Også supermange romantiske faktisk. Men det var sjovt at se, hvordan der var forskel på kønnenes tilgang. Og jeg tror også, det er derfor, mænd tænder lidt mere på det visuelle.
-
Det skal gå lidt hurtigere: 'Dejlige bryster, dejlig mås. Bum, bum, bum.' Og det er også fint.
Mens for mange kvinder har opbygningen stor betydning for, at de kan træde ind i fantasirummet, er Elisa Lykkes opfattelse.
- Jeg vil faktisk hellere blive tændt langsomt af at læse nogle historier. Fordi det pirrer min fantasi.
I den første udgave af det relancerede magasin Erotic Review er der også et billede, som sætter gang i Elisa Lykkes fantasi. Også selvom det måske ikke lige er, hvordan man forestiller sig et erotisk foto ellers ser ud.
Man ser en kvindemund meget tæt på, og kvinden har noget i munden... et æg.
-
Ej, hvor er det lækkert, udbryder Elisa Lykke, da Ane Cortzen viser hende forsidefotoet fra Erotic Review:
-
Jeg tænker ægløsning. Jeg tænker: Uh, en gagball? Tænk, hvis man kommer til at bide i det der æg. Hvad sker der så? Så løber der noget flydende ned over hagen?
I 'Første række' læser Elisa Lykke højt fra en af historierne i 'Kvindefantasier'. Lyt herunder: