
Fredsforsker er en smule mere optimistisk over for Trumps nye fredsforsøg i Ukraine | Udland | DR
Fredsforsker er en smule mere optimistisk over for Trumps nye fredsforsøg i Ukraine | Udland | DR
USA's præsident, Donald Trump, forsøger igen at finde frem til en løsning, der kan stoppe Ruslands krig i Ukraine.
Det sker, når de to amerikanske fredsforhandlere Steve Witkoff og Jared Kushner besøger Moskva og Kyiv denne weekend.
USA har i efteråret sidste år forsøgt med en flerpunktsplan, men der har de seneste måneder været stilstand i den diplomatiske indsats.
Men denne gang er der en smule større sandsynlighed for, at der kan ske fremskridt. Det mener Isabel Bramsen, der er fredsforsker ved Lunds Universitet.
-
Der er visse ting, der gør mig en lille smule optimistisk. Dels at Trumps delegation også besøger Ukraine, hvilket er første gang. Det er et vigtigt fremskridt, siger hun.
-
Man sender ikke sit A-hold af sted, medmindre man allerede har haft et B-hold ude og trykke begge parter på maven for at se, om der er muligheder for at komme en smule videre, siger Isabel Bramsen.
Den anden grund er, at Donald Trump, som bliver hjemme i USA, er presset af krigen i Iran, hvis konsekvenser også kan mærkes blandt de amerikanske vælgere, når de eksempelvis tanker benzin.
- Trump har virkelig brug for en sejr på nuværende tidspunkt, siger Isabel Bramsen.
Donald Trump har flere gange forsøgt at finde en løsning på krigen, og han lovede endda før præsidentvalget at få den afsluttet inden for 24 timer, hvis han blev valgt.
Selvom Isabel Bramsen er lidt mere positiv denne gang, peger hun dog på, at der ikke er noget, der tyder på, at de to lande vil skrive under på et forslag denne weekend om, hvordan krigen kan afsluttes.
Hun tror mere på, at weekendens møder måske kan føre til mere direkte møder mellem Rusland og Ukraine, hvor de begge er med ved samme bord.
- Det allermest positive scenarium vil være, at man i næste ombæring vil være i direkte forhandlinger mellem Rusland og Ukraine, hvor EU også er med, siger Isabel Bramsen.
I Kyiv er opfattelsen dog, at weekendens møder ikke vil få stor betydning. Det fortæller Kristian Magnus Damsgaard Jensen, der er DR’s reporter i Ukraine.
- Forventningerne er ikke, at det her kommer til at kaste det helt store af sig, siger han.
Ukrainerne i hovedstaden har derimod forventninger om, at der under besøgene kan blive en pause i angrebene, så man måske kan få en nat uden luftalarmer.
Kristian Magnus Damsgaard Jensen fortæller, at han ikke nåede at få mere end fem minutter i sengen, før alarmen gik.
- Og jeg tror, at vi lige nu er på alarm nummer fire siden midnat, fortalte han her til morgen til P1 Morgen.