Mor slog sine tre børn ihjel i mulig psykose – demonstranter støtter hende - TV 2
Mor slog sine tre børn ihjel i mulig psykose – demonstranter støtter hende - TV 2
Lindsay Clansy overlevede et selvmordsforsøg, men er i dag delvist lam. Foto: Tv 2 Grafik, Ellen Meldgaard Pedersen
Snart falder dommen i en omdiskuteret drabssag i USA.
Hovedpersonen er den nu 36-årige mor og tidligere fødselssygeplejerske Lindsay Clancy fra Massachusetts, som er tiltalt for at have dræbt sine tre børn. På trods af den alvorlige anklage får hun alligevel stor støtte fra særligt andre kvinder.
Sagen har nemlig skabt stor opmærksomhed omkring mødres mentale helbred i USA. Blandt andet har hundredvis af kvinder og få mænd, iklædt lyserødt tøj, demonstreret foran retsbygningen i sidste uge. Det skriver The Guardian.
En central del af sagen er Lindsay Clancys mentale helbred.
For mens hendes advokat Kevin Reddington erkender, at Lindsay Clancy står bag sine børns død, argumenterer han for, at hun havde en fødselspsykose og derfor ikke bør stilles retsligt ansvarlig for drabene. Han mener også, at hun havde en bipolar lidelse og blev overmedicineret.
En fødsel psykose, også kaldet postpartum psykose, er en akut psykiatrisk tilstand, der indtræder få dage eller uger efter fødslen.
Symptomerne varierer meget, men kan blandt andet være søvnproblemer, angst, stærk uro, vrangforestillinger eller hallucinatoriske oplevelser.
Drabene fandt sted en aften i januar 2023. Lindsay Clancys daværende mand, Patrick Clancy, forlod dengang deres fælles hjem for at hente aftensmad og medicin til børnene.
I mellemtiden kvalte hun ifølge anklagerne alle tre børn med træningselastikker, hvorefter hun skulle have forsøgt at begå selvmord.
Hvis du har tanker om selvmord, kan du kontakte Livslinien på 70 201 201 alle årets dage mellem klokken 09 og 05.
Du kan også skrive til Livsliniens chatrådgivning mandag, tirsdag, onsdag, torsdag og fredag mellem klokken 17 og 21 samt lørdag og søndag mellem klokken 13 og 17.
Et af anklagemyndighedens centrale argumenter for, at handlingen var planlagt, er, at Clancy sendte sin mand ud af huset, inden drabene fandt sted. Derfor mener anklagemyndigheden også, at hun handlede bevidst og rationelt.
Omkring en måned inden drabene betroede Lindsay Clancy sig til sin mor, Paula Musgrove, og sin daværende mand. Hun fortalte, at hun havde tanker om at skade børnene, og det var ikke første gang, hun gav udtryk for alvorlige psykiske problemer. Senere lod hun sig også indlægge på et psykiatrisk hospital, men blot 19 dage før drabene blev hun udskrevet igen.
Og netop dérfor bliver sagen af demonstranterne set som et eksempel på, at kvinders psykiske lidelser i forbindelse med fødsler ikke bliver taget alvorligt nok i det amerikanske sundhedssystem.
- Kvinder bliver afvist, negligeret og ignoreret, når vi siger fra. Vi er bange, fordi ingen tager os alvorligt, siger April Vincent, der deltog i demonstrationen foran retsbygningen, til The Guardian.
Newsweek skriver, at der er oprettet en indsamling til støtte for Lindsay Clancys forældre, Mike og Paula Musgrove. Der er allerede indsamlet over en million dollars.
Torsdag begyndte juryen i retssagen sin votering. Dens beslutning vil i høj grad afhænge af vidneudsagn fra eksperter, og dommen vil falde, når juryen er nået til enighed.
Et af vidnerne er retspsykiater og ekspert i barnedrab Phillip Resnick. Han siger ifølge The Guardian , at Lindsay Clancy var ”tydelig psykotisk”, da hun dræbte sine børn.
- Det var næsten, som om hun var en marionetdukke, og en anden trak i trådene, sagde han i retten.
Omvendt vurderer retspsykologen Kirk Heilbrun, som også har vidnet i sagen, at hun ikke led af en akut psykose. Han skulle angiveligt have udført psykologiske undersøgelser af Lindsay Clancy i april.
Lindsay Clancy har over for blandt andre behandlere og eksperter forklaret, at hun hørte en stemme, som beordrede hende til at udføre handlingen. Ifølge hende sagde stemmen, at hun skulle tage børnenes liv for at skåne dem for hendes eget selvmord.
Kirk Heilbrun mener, at det ville være et meget usædvanligt mønster for en psykose, og han sætter derfor spørgsmålstegn ved forklaringen.
Hvis juryen vurderer, at Lindsay Clancy på grund af psykisk sygdom ikke er strafferetligt ansvarlig for drabene, kan hun blive indlagt på et psykiatrisk hospital, hvor hendes tilstand løbende vil blive vurderet.
Hun vil i så fald på et senere tidspunkt kunne blive løsladt, hvis en domstol vurderer, at hun ikke længere er psykisk syg og til fare for sig selv eller andre.
Hvis juryen derimod vurderer, at Clancy er strafferetligt ansvarlig, kan hun blive dømt for drab af første grad, drab af anden grad eller den mindre alvorlige drabskategori i amerikansk lovgivning kaldet manslaughter .
En dom for drab af første grad medfører livstid i fængsel uden mulighed for prøveløsladelse.