Kæmpe publikumssucces: Fans rejser på tværs af landet for at opleve Badehotellet-kopi | Indland | DR
Kæmpe publikumssucces: Fans rejser på tværs af landet for at opleve Badehotellet-kopi | Indland | DR
De seneste 10 dage har gæster kunne træde ind i en tro kopi af Badehotellet fra TV 2's populære serie af samme navn.
Og de nostalgiske gange og retro-hvidmalede gulve er i den grad blevet betrådt.
Det er Oplevelsescenter Nyvang i Holbæk, der står bag gengivelsen af Badehotellet, og også kan kalde det en ægte publikumssucces.
- De dage, hvor vi har haft almindelig drift, og hvor Badehotellet samtidig har været åbent, har vi haft tre gange så mange gæster som i samme periode sidste år, siger direktør for Oplevelsescenter Nyvang, Frits Thorarinsson.
Efter åbningen af Badehotellet kan de frivillige på Oplevelsescenter Nyvang også mærke, at der er kommet mere tryk på.
-
Jeg tror, at nogle af de nye gæster, som vi får her, er gæster, der kommer fra Norge, Sverige og Finland. Der er Badehotellet nemlig en stor succes, og de kommer muligvis alene af den grund, siger Kirsten Holst Christiansen, der er frivillig på Oplevelsescenter Nyvang og fortsætter:
-
Og så kommer de og ser, at Oplevelsescenter Nyvang også er meget andet end Badehotellet. Men det er selvfølgelig et trækplaster.
Badehotellet er indrettet med de rigtige dekorationer, kulisser og rekvisitter fra serien, og flere gæster fra Jylland tager også gerne ud på en længere tur for at se det.
Det gælder blandt andre Sanne Petersen fra Rødekro i Sønderjylland, der har set alle sæsoner af Badehotellet flere gange. Hun har kørt over 200 km for at se den fysiske gengivelse af Badehotellet.
- Turen har været det hele værd. Vi har gået rundt i lang tid og set det indeni. Vi har også taget en masse billeder, som vi skal have med hjem og vise til mine forældre, som også ser Badehotellet, siger hun.
Den store interesse for at se kopien af Badehotellet på Oplevelsescenter Nyvang i Holbæk betyder, at der skal bookes tid til at komme ind i bygningen, som man har 30 minutter til at gå igennem.