
Gasprisen har nået sit højeste siden starten af 2023 - og det kan også ramme dig, der ikke har gasfyr | Penge | DR
Gasprisen har nået sit højeste siden starten af 2023 - og det kan også ramme dig, der ikke har gasfyr | Penge | DR
Gasprisen har nået sit højeste siden starten af 2023. Og det kommer til at få betydning for både private og virksomheder. Også hvis man ikke er indehaver af et gasfyr, fortæller en ekspert.
Ifølge tal fra Danmarks Statistik er der omtrent 300.000 boliger, der bliver opvarmet med gas.
Men Kim Blindbæk, der er seniorøkonom i AL Sydbank, forklarer, at en del af regningen også havner hos de danskere, der ikke bruger gas til at varme deres hjem op.
- Regningen spreder sig som ringe i vandet til resten af danskerne. Hvis man ikke har et gasfyr, kan man ikke ånde lettet op. Gasprisen påvirker nemlig også, hvad det koster at bruge strøm. Og det ser ud til at blive dyrt i løbet af vinteren, fortæller han.
Hjemme hos Jesper Larsen Mærsk har der siden før sommerferien ligget en seddel på køkkenbordet med teksten "varmekilde". Han har nemlig et gasfyr, der varmer huset op.
-
Når vi taler om, hvad der skal være det næste projekt i huset, står varmekilde hele tiden øverst, fortæller han.
-
Hvornår det bliver, kan jeg ikke sige. Det afhænger af, hvad der sker.
Det er både tanker omkring prisstigninger, men også verdenssituationen, der fylder i overvejelserne om en ny varmekilde.
- Det giver en usikkerhed, at begivenheder rundt omkring i verden har betydning for, hvad jeg skal betale for min gas, fortæller han.
Derfor overvejer han at skifte gasfyret ud med en varmepumpe. Lige nu har familien dog også en brændeovn, der bidrager til at varme huset op.
Som gaspriserne ligger lige nu, er det stadig inden for familiens budget. Det er derfor ikke en stressfaktor på nuværende tidspunkt, men de har alligevel bidt mærke i, at priserne er steget.
- Det er jo aldrig fedt, for det rammer pengepungen. Men jeg tænker at slå koldt vand i blodet og tage det derfra, siger han.
Video: Her kan du høre nogle af Jesper Larsen Mærsks overvejelser om at skifte varmekilde.
Det er på den europæiske gasbørs i Rotterdam, at naturgassen for nylig ramte det højeste niveau siden januar 2023.
Mens virksomheder har mulighed for at sende en del af regningen videre til deres kunder, kigger de private ind i en større regning.
Ifølge Troels Skipper, der er kommerciel chef i OK, kan en almindelig husstand forvente en prisstigning på 2-3.000 kroner om året, hvis vinteren minder om sidste år. Det kan mærkes på pengepungen, og derfor kan man med fordel kigge på, hvordan man skruer ned for sit gasforbrug.
- Private kunder kan kigge på, om der er noget gas, de kan undvære. Skal man for eksempel skrue en grad ned, eller kan man lave noget isolering af sit hus, inden vinteren kommer?
Ifølge ham kan det have stor effekt, hvis man justerer temperaturen fra 22 grader til 21 grader. Alt efter hvilket hus man bor i, kan den justering betyde en besparelse på fem til ti procent på en vinters gasforbrug.
Troels Skipper anbefaler også, at man overvejer, om man skal have gas, eller om man i stedet bør overveje en alternativ opvarmningsmåde, hvis man gerne vil spare på regningen.
Video: Her kan du høre et af Troels Skippers råd til, hvad du kan gøre for at spare på gassen.
Ifølge Kim Blindbæk er det vigtigt at få fyldt gaslagrene op frem mod vinteren. Men det går ret langsomt i øjeblikket, fortæller han.
Faktisk er EU's gaslagre på det laveste i mere end ti år på denne tid af året , viser data fra den europæiske dataplatform Gas Infrastructure Europe.
- Gasprisen har rigtig stor betydning for, hvad det koster at bruge strøm. Og strømprisen ser altså ud til at blive ret dyr i løbet af vinteren, forklarer økonomen.
Man bygger som regel gaslagre op i løbet af sommeren, hvorefter man bruger dem i løbet af vinteren.
I de seneste år har der været rigtig meget fokus på at have gas nok på lager, så man ikke risikerer at løbe tør, fortæller Kim Blindbæk. Han er dog - ligesom Troels Skipper - heller ikke bange for, at vi løber helt tør for gas.
- Jeg forventer ikke, at vi løber tør. Det er langt fra, der vi er. Men det betyder altså, at når gaslagrene er så tomme, som de er lige nu, så bliver det dyrt at fylde dem op, og det er en regning, der havner hos forbrugerne, siger han.
Både Troels Skipper og Kim Blindbæk peger på krigen i Mellemøsten som den primære årsag til de stigende gaspriser. Krigen gør nemlig energimarkedet usikkert og skubber derfor priserne op.
De hæfter sig også begge to ved, at gaspriserne ikke er på samme niveau som under energikrisen i 2022.
- Vi er slet ikke på energikrise-niveau endnu, men ingen ved selvfølgelig, hvor vi bevæger os henad, siger Skipper.
Det kan altså gå begge veje med gaspriserne frem mod vinteren. Prisstigningerne bygger nemlig også på en forventning om, hvilken tid vi går ind i, uddyber Troels Skipper.
- Noget af prisstigningen sker også ud fra forventningen om, at vinteren kommer. Derfor kan det også være, at vi ser toppen nu.