
UV-lys og selvlysende kugler: Nu kan du udfordre vennerne i natgolf
UV-lys og selvlysende kugler: Nu kan du udfordre vennerne i natgolf
Du kender muligvis allerede minigolfskonceptet, Camping, som ligger i Kødbyen og Boltens Gård.
Det er nemlig drøn-populært blandt både venner, dates, kollegaer og mange andre.
Er du en af dem, der foretrækker at kigge forbi i aftentimerne, så har de fået noget nyt, du skal prøve.
Vi har allerede testet det for dig, og det er længe siden, vi har været så underholdt.
Minigolf hos Camping er i sig selv ingen nyhed, men hver fredag og lørdag aften forvandler de fremover banerne i Kødbyen med UV-lys og selvlysende minigolfbolde.
Samtidig kommer en DJ og sætter gang i festen, og så er det ellers bare med at svinge køllerne!
Banerne er de samme, som du allerede kender, men hele oplevelsen får helt klart et lille nyk i den festlige retning.
Perfekt, hvis I måske skal videre i byen, fejre fødselsdag eller polterabend eller bare leder efter en sjov og anderledes aften.
Camping egner sig til alle, der er friske på et lille slag minigolf.
Banerne kommer nemlig i forskellige niveauer, så alle kan være med – og frygt ikke, hvis du ikke ser dig selv som et kæmpe naturtalent på forhånd.
Det er stadig superunderholdende, og om ikke andet kan man altid grine lidt af situationen, hvis bolden bare ikke vil i hul.
Når man dyrker al den sport (host host), så er det jo vigtigt at holde sig hydreret.
Den del sørger Camping naturligvis også for.
Prisen for natgolf er 150 kr. per person, og det inkluderer en gin tonic oveni.
Om I så skal spille om hvem, der skal give næste runde, er selvfølgelig helt op til jer.
Det er selvfølgelig også muligt med et alkoholfrit alternativ.
Læs mere natgolf på deres hjemmeside HER.
Hvad: Natgolf hos Camping Hvor: Kødboderne 9, 1711 København V Hvornår: Hver fredag og lørdag efter kl. 22