Ja, de er pisseirriterende på cykelstierne. Men hvordan tager vi bedst imod vores turister? | Kultur | DR
Ja, de er pisseirriterende på cykelstierne. Men hvordan tager vi bedst imod vores turister? | Kultur | DR
Der bliver spået gyldne år for turismen i Danmark. Det kølige sommervejr, de hypede restauranter og den nordiske levevis tiltrækker rejsende fra nær og fjern.
Og vi er allerede i gang med at brokke os over dem.
- Nogle gange lader vi os rive lidt med. Vi bliver grebet af en kommentarspor- vibe , for eksempel i København, hvor der virkelig er gang i en bashing af turister, der cykler, siger Carina Ren, som forsker i turisme hos Aalborg Universitet.
Carina Ren er de seneste somre blevet interviewet om, hvordan vi rejselystne danskere kan opføre os allerbedst som turister, når de lokale i Barcelona, Venedig og på Mallorca har demonstreret mod en ikke-bæredygtig masseturisme.
- Vi tager altså rask væk til Venedig og Barcelona, hvor man ved, at der faktisk er et enormt stort pres. Og samtidig bliver man selv lidt irriteret over, at man lige skal stå lidt længere tid i kø i Netto, fordi turisterne står og fedter med optællingen af de danske kroner.
Det er aldrig borgerens ansvar, at den voksende turisme bliver bæredygtig, understreger turismeforskeren. Det er turisterhvervets og politikernes.
- Men jeg synes godt, vi kan hanke lidt op i os selv og ikke kun overveje, hvordan vi er gode turister, men også hvordan vi er gode værter, så det her kulturmøde ender godt.
Og dét har Carina Ren nogle råd til.
Det giver sig selv, at en god vært er hjælpsom. Og selvom det ikke er dit ansvar at hjælpe turisterne, kan det i sidste ende gøre livet bedre for dig selv, hvis du bor et sted med mange turister.
- Nu er der flere og flere turister, der søger nordpå, og med det kommer der også nogle nye værtsroller, som vi skal vænne os til. Og det er måske noget af det, vi ikke har så stor en historik for, siger Carina Ren.
Selvom nutidens turister sjældent står og fumler med et fysisk kort for at finde vej, er der nok at hjælpe med.
- Den hjælpsomme vært kan oplyse om cykelregler, eller hvad det lige er, vi kommer ovenpå på sildemaden ved det store kolde bord. Der er jo tonsvis af uskrevne regler her i Danmark.
Mens man ved Vesterhavet gennem flere årtier har forstået sig på at tage imod tyskerne, er det ikke tilfældet i hele landet. I hvert fald ikke i København, hvor der ikke var nær så mange turister, da Carina Ren selv voksede op her i 90'erne.
- Vi skal vænne os til det, ligesom man har vænnet sig til det i Spanien og Italien. Vi er måske blevet lidt overraskede og overvældede, så vi glemmer, hvordan vi kan hjælpe på vej til at få det til at glide, siger hun.
Et af de store problemer med turister er, at de klumper sig sammen. Der er pres på foran Sagrada Família i Barcelona, på Markuspladsen i Venedig - og på Langelinje eller i Nyhavn.
- Så hvis man nu får anledning til at tale med en turist på stranden eller ved købmanden, så kan man hjælpe dem til at tage lidt alternative steder hen, foreslår Carina Ren.
Her skal man være lidt kreativ.
- Man kunne foreslå dem at gå en tur i nogle kolonihaver, fortælle om en sjov lokal begivenhed eller vise dem mod en mindre overfyldt strand.
Og det er altså ikke kun for beboerne på Nyhavns skyld.
- Det er noget af det, turisterne enormt gerne vil! De vil rigtig gerne have lokale anbefalinger, og samtidig er det med til at skabe mindre pres på vores byer.
Sidst men ikke mindst foreslår Carina Ren, at vi er lidt mere nysgerrige på vores gæster.
- Hvem er de her mennesker, og hvorfor er de taget til netop Danmark? Det er også sjovt at opleve det der blik udefra, altså hvad de ser, når de møder os. Hvad overrasker eller stikker ud her i Danmark?
Mens de fleste af os elsker at tale med de lokale, når vi selv rejser ud, kunne vi tage en samtale med en turist på en dansk café.
- Det kan være svært, fordi vi jo ikke er dem, der henvender os og inviterer indenfor. Og det er heller ikke for at sige, at vi skal invitere turisterne med hjem, for det er jo ikke den måde, vi nødvendigvis plejer omgang med hinanden her.
Men faktisk kommer mange turister hertil ikke blot for strandene, men for at opleve netop den nordiske levevis.
- Sjovt nok er det rigtig meget hverdagslivet, vores livsstil og høje livskvalitet, turisterne er interesserede i. Der er en stor nysgerrighed på det gode liv i Norden, som Danmark især er blevet et eksempel på, fortæller turistforskeren.
Hvis du ikke kan se det bemærkelsesværdige i din hverdag, kan turisternes syn måske gøre dig mere taknemmelig. Ifølge Carina Ren er turisterne fascinerede af vores såkaldte work-life balance , for eksempel at cykelstierne allerede klokken 16 er fyldt med danskere, der har fri, og måske er på vej på café eller skal ud og svømme en tur.
- Lad os engang imellem overvælde af det faktum, at folk rejser langt for at besøge lille Danmark. At folk er interesserede i os. Jeg synes også, at vi godt kunne være lidt mere interesserede i dem og droppe den her turistbashing. For vi er som sagt selv turister!
Mange steder i Europa har masseturismen store konsekvenser, som gør livet svært for beboerne. Dem kan du blive klogere på i den her explainer af P3 Essensen.